Ugebrev 20: Om tilhørsforhold og livsvarige løfter

Print Friendly

Inuit tatoo

En tatovering er et livsvarigt mærke på kroppen. Den kan også være et løfte. I gamle kulturer har det været en måde at vise sit tilhørsforhold og fortælle sin historie.
Sådan en kultur er Inuit-kulturen, og er man grønlandsk er der mange gode grunde til at interessere sig for, hvordan alting var før danskerne dukkede op.
Og er man dansk, er der ligeså gode grunde til at blive klar over den rolle man har spillet i et hel folks udvikling. Og til at vende bøtten og lade sig inspirere. Livsvarige løfter er vist noget vi godt kunne interessere os lidt for her i de midlertidige løfters land.
Ugens stemme har navnet Inuit.

 

Jeg måtte prøve at forstå hende, så jeg kan skabe en bro til min mor. Det er Inuit kvinden, Maya Sialuk taler om. Den kvinde som var der, før danskerne kom og indtog det, de kaldte for Grønland, som noget der hørte Danmark til.
Vi er på Godsbanen i Aarhus, og Maya Sialuk fortæller om sin forskning i Inuit tatovering og sin udøvelse af det. Hun var i forvejen praktiserende tatovør, da hun begyndte at beskæftige sig med de tatoverings-traditioner, som før ‘fordanskningen’ var en central del af Inuit kulturen. Især hos kvinder. Da begyndte hun at forstå nogle identitets-spørgsmål; både for sig selv og for sin mor. Hendes mor blev sendt til Danmark som 7-årig og voksede op hos en dansk plejefamilie. Som voksen begyndte hendes fundament at skride; hun begyndte at drikke, blev hjemløs og drak sig, i følge Maya Sialuk, ihjel. (Dokumentarfilmen Dage med Kathrine er et portræt af hende)

Maya Sialuk slår det fast: Hun arbejder med præ-kolonial kultur. I 300 år har vi ikke fået lov til at være en Inuit kvinde, siger hun, og det er tydeligt, at hun arbejder for at komme udenom eller bagom 300 års ‘missing link’ og genskabe forbindelsen til det, der var der før. Så præsenterer hun sin grundige udforskning af de traditionelle tatoveringer; deres betydning, historik og udbredelse hele vejen hen over det nordlige bælte, hvor Inuit kulturen er eller har været udbredt.
Modsat de tatoveringer og andre typer identitets-markører, som vi bruger i dag, er Inuit tatoveringer et udtryk for et tilhørsforhold. I dag gør vi alle mulige ting for at skille os ud. Vi vil gerne kunne mærke det der, der er lige præcis mig og også kunne adskille det klart fra alle andre. Det individuelle, min identitet. I Inuit-kulturen handler det om at høre til. Tatoveringerne er som en slags biografi printet på kroppen, så de vigtigste fortællinger er nogle alle kan se.
Dette gør et særligt indtryk på mig, som jeg sidder her i min danske hud og med kulturens kendetegn hængende på min krop. Jeg bliver jo også allerede fortalt gennem min fremtræden; jeg har bare ikke fastgjort det på min hud. Engang var jeg tæt på at få lavet en tatovering, en meget vigtig én, men besluttede mig for at have den liggende usynligt under huden. Og der er noget i dette, der rammer mig, for hvad er det lige der gør, at vi ikke vil ’stemples’ for altid af de begivenheder, som alligevel stempler os for altid? Vil vi have bagdørene åbne og kattelemmen på klem? Så vi altid kan snige os ud til nye og andre liv, hvor det skete er væk, det betydningsfulde nedtonet og helt andre horisonter rejser sig? Jeg vender mig uroligt i min danskerhud; vigtige tanker er hvirvlet op og roder rundt. At tænke på at tatovere mønstre hen over sit ansigt for at markere et helt særligt tilhørsforhold er for mig på en gang så kraftfuldt og respektindgydende og samtidigt både skræmmende og frastødende. Det ultimativt uigenkaldelige: Dette er for altid!
Og det kalder noget af det frem, som Maya Sialuk også taler om: Løftet. Når Inuitkvinden fx får tatoveret linier hen over fingrene, gør hun det i respekt for Havets mor (kender desværre ikke det grønlandske navn), som passer på alle fangtdyrene i havet, og som man derfor helst skal være gode venner med. Hun fik ifølge myten hugget fingrene af, før hun blev Havets mor, så når man i respekt for hende tatoverer linierne, så kan man jo ikke gå og dumpe olie i havene eller smide plastikaffald alle vegne, for det er disrespekt for Havets mor. Dermed er netop denne tatovering et livsvarigt løfte om at passe på jorden, så den kan brødføde os alle. Livsvarige løfter; det er vist noget vi godt kunne interessere os lidt for her i de midlertidige løfters land.


Hvad kunsten kan

Arrangementet er et møde med 3 kvindelige grønlandske kunstnere, som foruden Maya Sialuk er forfatter Niviaq Korneliussen og performer Jessie Kleemann. Det er skabt af Teater freezeProductions i samarbejde med Aarhus Litteraturcenter. FreezeProductions spiller også forestillingen Den grønlandske mand på Svalegangen i øjeblikket, så tilsammen en inspirerende (og meget tiltrængt) synliggørelse af et folk og et land, hvis kultur og identitet alt for længe har befundet sig i skyggen af sin tidligere kolonimagt.
I den efterfølgende dialog mArtist talk Iellem de 3 kunstnere og Hanne Trap Friis fra freezeproductions taler de om kunstens rolle, og hvad det er kunsten kan. Kunst er en måde at tale sammen på, siger Jessie Kleemann, det handler om at finde en måde at udtrykke sig på. Maya Sialuk supplerer: At give folk et ordforråd, at give dem en stemme; dér er kunsten stærk.
Men er deres kunst da aktivistisk? Er kunsten deres måde at arbejde for at styrke grønlandsk identitet og gøre den fri af den dominans, som dansk kultur har udøvet gennem århundreder?
Nej, kunst er ikke aktivisme. Den har ikke som aktivismen et bestemt projekt med sin modtager. Den fritstiller sin modtager. Niviaq Korneliussen siger bl.a.: Jeg er mig. Jeg er så mange ting: Jeg er grønlænder, jeg er forfatter, jeg er homoseksuel. Derfor kan jeg ikke være aktivist. At netop den grønlandske identitet ligger hende meget på sinde, mærker man, da hun fortsætter: Der er rigtig mange grønlændere, der bærer skam. Skam over at have brun hud, sort hår og skæve øjne. At vende skam til stolthed…

Det er nok ved at være på tide, at vi danskere begynder at fatte hvilken dramatisk rolle vores land har spillet i et hel folks oplevelse af identitet. Faktisk er det meget svært for os at forstå, og derfor er det så vigtigt med den synliggørelse, som vi er vidne til i øjeblikket, og som Teater freezeProductions’ aktiviteter er et vigtigt bidrag til. For egentlig forstår vi ikke helt den virkning, som vi har haft og stadig har, i landet langt mod nord. Og selvom jeg i mange år har følt en varm tilknytning til Grønland, studeret, lavet teater mm., så tilstår jeg min egen uvidenhed. Ifm. det grønlandske landstingsvalg for nyligt gik det op for mig, hvor meget jeg ikke vidste, fx. hvor mange mennesker der faktisk lever i Grønland. Det var en flov følelse, og det står klart for mig, hvordan dette mægtige land langt langt væk – på trods af at det har været en del af Danmark – har befundet sig i periferien af vores bevidsthed. Hvad har jeg hørt om Grønland, da jeg gik i skole? Hvad har du hørt? Ja, vi har hørt om Knud Rasmussen; en dansker der tog på ‘opdagelsesrejser’ til Grønland!

Hanne Trap Friis fortæller om sit ønske om at de-kolonialisere sig selv, at forsøge at afmontere indgroede og manipulerede forestillinger og fordomme. Og det er vel det, vi kan forsøge at gøre hver især: Bevæge os stille og roligt ud af billedet. Under sine ophold i Grønland har hun oplevet det helt absurde i, at hele mindsettet er flyttet 3000 km væk. Ja, tilføjer Maya Sialuk med snert i stemmen: Det er rigtig fedt, når man er barn i Grønland, at se på børnene i dansk børne TV klatre i træer! Den lader vi lige stå lidt….

Jeg er blevet klogere, rigere og meget inspireret. Måske er du også blevet smittet lidt af at læse dette. Tak til Teater freezeProductions og til Hanne Trap Friis for indsatsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *