Ugebrev 22: Perfektions-monster

Print Friendly

33112977_2004280986500468_4967232757039104000_n

Driften mod perfektion er et alvorligt problem.
Det satte 5 unge piger en tyk og overbevisende streg under i et 15 minutters horror-show af en forestilling i lørdags.

Når først perfektions-monsteret har taget helt over, stiller diagnoserne sig gerne i kø for at sætte etiket på reaktionerne: Spiseforstyrrelse, tvangstanker, angst, depression …
Men som udgangspunkt er reaktioner jo sunde. De fortæller om noget, der ikke er som det skal være. Måske skulle vi interessere os lidt mere for, hvad det er? 5 unge piger, som virkelig har fat i noget, er ugens stemme.

 

Jeg føler mig som en hund, der jagter sin egen hale og aldrig når den. Er det sådan, I vil ha’ mig?
5 sortklædte unge piger, en tom scene og en fjer vendte i lørdags vrangen ud på et påtrængende problem – og på mig!

Det var en både stramt komponeret og samtidig hudløs og uhyggelig elevforestilling, jeg overværede på Efterskolen for Scenekunst i Malling. ‘Let som en fjer’ var titlen på forestillingen, som handlede om trangen til kropslig perfektion – eller måske vi hellere skulle sige kravet om perfektion? For det var den oplevelse, skuespillerne formidlede, når de diskede op med det ene eksempel fra deres liv efter det andet, som fodrer perfektions-tankerne. Og hele vejen igennem spillede de på den uhyggelige kontrast mellem gyldne og honningsøde stemmer fuld af løfter og den alt andet end søde, ja nærmest dæmoniske stemme, der rejser sig, når de søde løfter viser deres bagside og perfektions-monsteret tager over.
Og de 5 unge piger på scenen går hele vejen med dette voldsomme tema: Smigrer sig ind på hinanden med bløde og lækre overtale-stemmer, vurderer hinanden med knivskarpe blikke, skriger hinanden ind i hovedet, spytter på hinanden. Og deler den samme ensomhed, når de sidder i hvert sit hjørne og kaster de forbudte, forhadte og åh så forjættende chips frådende i sig. Forestillingens afslutning er ligeså hårrejsende, som den er ramt lige på kornet. Èn af pigerne – nedgjort, ydmyget og ekskluderet af de 4 andre – ender hele fremme hos os, publikum. Hun rejser hovedet op og kigger ud på os. Hvad skal jeg gøre? siger hun.
Tag den! Tag den, forældre, lærere, myndighedspersoner, idoler, rollemodeller, statsministre og kronprinser, ja bare alle jer derude i voksenverdenen, som vel på en eller anden måde har et ansvar: Hvad skal vi gøre? Hvad vil I stille op med det her?

Den forestilling tog mig i struben. 15 minutters horror-show var det. En skarp og præcis karakteristik af et påtrængende problem – kastet som et statement ud over scenekanten: Se her, vi har forstået det, vi har gennemskuet hvad der foregår. Har I?
Undervejs kan jeg ikke lade være med at tænke på, at her er de jo: Eksperterne! De her skuespillere ved virkelig, hvad det her handler om, og hvis jeg skulle nedsætte et ekspertudvalg til at finde løsninger og udveje på de her problematikker, så ville jeg sørge for at få dem med som de allerførste!

Reaktioner er sunde

Jeg bliver til et monster, siger én af pigerne i forestillingen. Og her har de fat i én af perfektions-monsterets mest spidsfindige tricks: Det vender os mod os selv. Det får os til at tro, at det er os der er noget galt med, når vi ikke kan leve op til alle de perfekte billeder, kostråd, træningsprogrammer og andre livsstils-symboler, som vi møder alle vegne, og hvormed vi kan vise, at vi er i kontrol. Så slutter negative tanker om os selv sig til det pres, der er der allerede, og den nedadgående spiral tager fart.
Når perfektions-monsteret har fået godt og grundigt fat, kan reaktionerne komme til udtryk som angst, tvangstanker, depression, eller de kan udtrykke sig gennem handlinger som cutting, anoreksi, bulimi. I udgangspunktet er reaktioner sunde. De fortæller om, at der er noget der siger fra. Noget i én reagerer, fordi det ikke kan eller ikke vil mere. Det er en sund og naturlig respons, der demonstrerer en afstandstagen fra det, der udøver pres. Så reaktionerne er udtryk for noget sundt; de er forståelige i forhold til det, de er reaktioner på. Der er gode grunde til dem. Men naturligvis er tilstandene ikke sunde. De unge, der lever med disse reaktioner (og der er rigtig mange af dem!), har det rigtig skidt. De lider og kæmper hver dag en kamp med sig selv, som er alt for let at tabe, hvis man er overladt til sig selv.

Hvad skal jeg gøre?, spørger de os voksne. Det er alvorligt! Det er på tide, vi griber den handske, som de kaster til os og begynder at hjælpe dem med at komme ud af den kamp. Det er ikke let. Vi har odds’ene imod os, for perfektionens stemme dominerer næsten uanset, hvor vi vender os. Og dertil bliver vi nødt til at gribe fat i os selv og finde ud af, hvad vi selv har gang i, hvordan det kunne komme så vidt, og hvordan vi kan være med til at sende dette perfektions-monster til Langbortistan og finde nogle mere værdige pejlemærker at sigte efter. Pigerne i ‘Let som en fjer’ viser vejen for os: Første skridt er at få øje på, hvad der foregår!

Comments
  1. Sibylla | Svar
    • Tina Lauritsen | Svar
      • Sibylla | Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *