Ugebrev 23: At gå i nogens fodspor

Print Friendly

20

Gennem foråret har STEMMER været mit tema her på bloggen. Den sidste måned vil jeg give taletiden til kroppen. For kroppen har sin egen ’stemme’, eller den har mange stemmer, som taler med, når vi færdes ude i verden, sammen med hinanden og med os selv. 
Og hvad mon disse ting har med en vandretur i Frankrig at gøre? Det handler om at gå i nogens fodspor. Ugens stemme tilegnes dem, der kom før os, og i hvis fodspor vi går for at gå os selv i møde.

I denne uge er jeg på vandring nord for Pyrenæerne. Derfor er Ugebrevet denne gang et lille intermezzo eller mellemspil fra en helt anden kant.
Og så alligevel. Det fører nogle tanker med sig, som måske i stedet gør det til en optakt til noget, der er på vej: Gennem foråret har STEMMER været mit tema her på bloggen. Den sidste måned vil jeg give taletiden til kroppen. For kroppen har sin egen ’stemme’, eller den har mange stemmer, som taler med, når vi færdes ude i verden, sammen med hinanden og med os selv. Indenfor narrativ praksis har kroppens stemme ikke haft så meget vægt, forstået på den måde, at det ikke har haft meget plads indenfor teoridannelse og metodeudvikling at tænke kroppen aktivt med. Det vil jeg gerne bidrage til at gøre noget ved; bl.a. ved at inddrage inspiration fra den franske filosof Maurice Merleau-Ponty.
Og hvordan har disse ting så noget med en vandretur i Frankrig at gøre? Det handler om at gå i nogens fodspor. Så her et par tanker fra det sydfranske: Ugens stemme tilegnes dem, der kom før os, og i hvis fodspor vi går for at gå os selv i møde.

Vi vandrer på det, der kaldes Katharruten. Meget kort fortalt var Katharerne et religiøst folk i middelalderen, hvis eftermæle bl.a. er markeret som en linie, der strækker sig fra Middelhavet og ind i landet nord for Pyrenæerne, hvor de bevægede sig ind i Frankrig. De blev forfulgt af inkvisationen på grund af deres religiøse praksis, og de sidste blev myrdet ved Monségur i 1244. Det skal ikke handle om Katharerne her, men dét at vi vælger at gå ad denne rute.
Overalt i verden er der veje, stier, ruter, forbindelseslinier. Vi kunne gå ad dem alle, men vi vælger at gå en bestemt rute, nemlig én som vi ved, at nogle bestemte andre har gået før os. De er jo forlængst borte, og omgivelserne, vegetationen, stemningen på denne rute er som alle andre ruter i området. Forskellen ligger alene i den viden vi har om disse folk, som engang gik netop her. Vi lader kroppen gøre arbejdet, sætter den ene fod foran den anden og går netop her. Og med vores viden om dette folk går vi på en måde også skridt for skridt sammen med dem. Vi lader vores egen kropslige oplevelse af bevægelsen smelte sammen med tankerne om disse andre, der engang gik her. Vores væren i verden, som vi mærker og bekræftes i gennem vores krops bevægelser, er for en stund forbundet med disse andre. Vi tager vores viden om deres historie med ind i vores egen oplevelse af os selv i verden, og for en tid oplever vi, hvordan dette ‘møde’ bevæger ved vores egen oplevelse af os selv. Vi kunne også læse om disse folk i en bog, og det gør vi måske også ved siden af, men det er noget ganske andet. Kroppens oplevelse er en helt anden måde at erfare på, lære noget og gå noget i møde på.
Noget lignende er også i spil i den moderne tradition, der har udviklet sig omkring pilgrimsvandring, fx ad den kendte spanske pilgrimsrute Camino de Santiago med endemål i Santiago de Compostella. Det er naturligvis i udgangspunktet en gammel religiøs aktivitet med den bestræbelse at nå frem til denne bys Katedral, hvor Skt. Jakob, én af de tolv apostle, ifølge overleveringen ligger begravet. I dag er der forskellige motiver for denne vandring, ‘at gå Camino’en’, som man siger, og alle har de den kropslige bestræbelse som fællesnævner. Det ligger i selve ideen pilgrimsvandring, at den religiøse stræben får et kraftfuldt vidnesbyrd eller bekræftelse gennem den kropslige anstrengelse og bestræbelse, som vandringen er. Og uanset om man har det religiøse motiv eller ej, kan man så at sige lægge sig ind i den strøm eller læne sig op ad den kraft, at alle disse mange tusinde mennesker gennem tiden har været netop dér og gjort det samme som én selv. Og igen kan man naturligvis studere emnet, men hvis man vil komme tæt på det, må man ‘gå det’, fordi det er kroppen der gør sig denne erfaring. Gennem det kropslige fællesskab, der på en måde opstår på tværs af tiden, erfarer vi noget, som hjerneaktivitet alene ikke kan give os.

2Og det er vel det samme fænomen, der gør sig gældende, da jeg opdager at der i Toulouse er en plads, der hedder Place de Jeanne D’arc. Så må jeg gå derhen. Det er bare en plads som alle andre, og der er ikke noget særligt eller ekstraordinært ved den. Den er nærmest lidt kedelig, og hvad havde jeg egentlig forventet? Men jeg går derhen, fordi det på en eller anden måde har en betydning for mig at stå lige præcis dér. Jeg har beskæftiget mig med Jeanne D’arc på flere måder og af flere omgange i mit liv, og når jeg står lige dér på dét fortov, kommer jeg tættere på denne skikkelse Jeanne D’arc. Det har intet med realiteter at gøre, for Jeanne D’arc har jo ikke været netop her. Men nogen har tænkt på hende og valgt at navngive denne plads efter hende, og når jeg så står her på dette sted med denne her krop, som jeg nu er i verden med, så kommer jeg tættere på noget. Og dette noget er et møde mellem tankerne om et bestemt menneske og den historiske kontekst, som hun var en del af, og så en kropslig tilstedeværelse. Bevidsthed og sansning supplerer hinanden i tilegnelsen af en erfaring.

Vi kan naturligvis godt ‘gå i nogens fodspor’ i andre forståelser end den kropslige. Vi bliver inspireret af bestemte mennesker, tænkemåder, ideer eller handlinger, og vi får lyst til at ‘gå med dem’ i vores eget virke. Så følger vi et spor inspireret af andre og bruger det til hen ad vejen at finde vores egen vej. Et fortsat afklarings- og sorteringsarbejde er det, for når vi går ‘nogens’ vej, opdager vi også efterhånden de steder, hvor vi selv vil vælge at gøre noget andet. Vi orienterer os efter forskelle; at gå i nogens fodspor er også at opdage os selv, fordi vi kan opdage vores egne foretrukne værdier og valg, der hvor vi støder ind i forskellene. Helt på samme måde som vi i puberteten begynder at danne identitet og ståsted på baggrund af vores forældre. Vi bliver opmærksomme på, hvad vi i hvert fald selv vil gøre anderledes, når vi synes de opfører sig dumt, hyklerisk, småligt eller andet. Vi begynder at mærke os selv i forskellen. Sympati og tillid er vigtig, men det modsatte – antipati og afstandstagen – er lige så vigtig, når vi skal finde vores egne ben.
Når vi tager kroppen bogstaveligt med i denne vandring i nogens fodspor, giver vi os selv mulighed for at trække på et stort register i vores tilegnelse af nye erfaringer, som vi kan forme os selv med. Tanker, krop, sansning – og naturligvis de følelser, der vækkes i os – integreres i den samme begivenhed for os, når vi vandrer derudaf – og i nogens fodspor.
I de næste uger skriver jeg med afsæt i kroppen og rundt omkring kroppens viden og erfaringer – alt sammen i dialog med narrativ praksis og forståelse. Du er velkommen med på vandringen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *