Ugebrev 24: Kroppens intentioner

Print Friendly

2

Hvilken plads har kroppen i narrativ praksis?
Hvad tænker vi om den, og hvordan inddrager vi kroppen i det praktiske, udviklende og hjælpende arbejde med mennesker?

Jeg lytter til kroppens ’stemme’ og lader mig inspirere af filosoffen Maurice Merleau-Ponty:
I bevægelsen kaster min krop en intention ud i verden. Min krop er altid hos mig; den er mig i en udelt enhed med min bevidsthed. Jeg er et ‘kropsrum’, som går det ydre rum i møde. Min eksistens er ifølge Merleau-Ponty rumlig, og det er en betingelse for al levende perception.

 

Jeg bliver ‘på sporet’ i helt bogstavelig forstand. I mit forårstema STEMMER her på bloggen har jeg bevæget mig ind på kroppens område. Foranlediget af min egen konkrete vandretur åbnede jeg det i sidste uge med tanker om ‘at gå i nogens fodspor’. Stadig med afsæt i mine aktuelle oplevelser fortsætter jeg sporet med nogle betragtninger over bevægelse – eller mere præcist om sammenhængen mellem intention og bevægelse.
Mit motiv til at lytte ekstra meget til kroppens ’stemme’ lige nu er et ønske om at skærpe blikket for kroppen indenfor narrativ praksis. Hvilken plads har kroppen? Hvad tænker vi om den? Hvordan inddrager vi kroppen i det praktiske, udviklende og hjælpende arbejde med mennesker?
Jeg samler nogle brikker sammen og bestræber mig på også at tegne et par begyndende skitser op inden sommerferien.

Så her ugens kropslige afsæt og min friske erfaring: Jeg vandrer derudaf, idet jeg følger en bestemt strækning (Katharruten, Sydfrankrig). Som så mange vandrere oplever det, indtræder der også for mig en særlig fornemmelse i kroppen i løbet af et par dage. Fornemmelsen handler om, at bevægelsen begynder at løsrive sig mere og mere fra tankerne. Kroppen bevæger sig fremad; benene bare går og går.
Landskabet forandrer sig hele tiden. Ind imellem opstår der et dybt perspektiv for blikket: Langt borte et bjerg og øverst knejsende en borg. Jeg aner rutens konturer ind i landskabet mod borgen højt oppe og langt borte. Jeg ved at jeg er på vej derhen. Rationelt betragtet er der så og så mange km, og der er så og så meget stigning. Men jeg oplever ikke afstanden. Der er en linie, en forbindelse, mellem her hvor min bevægelse går med mig og så det punkt derude, hvor jeg senere vil være. Linien mellem her og dér er naturligvis tegnet i landskabet, men den er også tegnet et andet sted, nemlig i min krop. Jeg har ikke nogen samtale med min krop om, at nu skal den gå derhen til det punkt, og at det nok skal gå alt sammen. Intentionen er inde i min krop og bevæger den.

Filosoffen Maurice Merleau-Ponty beskriver den oplevelse med, at kroppen ikke er en genstand i verden for mig. Min krop er altid hos mig; den er mig i en en udelt enhed med min bevidsthed. Eller vi kan sige, at der er en udifferentieret relation mellem min krop og min bevidsthed. Jeg er et ‘kropsrum’, som går det ydre rum i møde. Det er kropsrummet, jeg orienterer mig i verden med. Min eksistens er ifølge Merleau-Ponty rumlig, og det er en betingelse for al levende perception.
Peyrepertuse IHan skriver det bl.a. sådan her:
“… egenkroppen bevæger jeg umiddelbart, jeg finder den ikke et sted i det objektive rum for at føre den et andet sted hen, jeg behøver ikke lede efter den, den er allerede hos mig, – jeg behøver ikke at føre den hen mod målet for bevægelsen, den rører ved det fra begyndelsen, og det er den, der kaster sig ud mod det. Forholdene mellem min beslutning og min krop under bevægelse er magiske.” (Kroppens Fænomenologi, s.37)

Så i Merleau-Pontys forståelse bor intentionerne i kroppen. Mellem tanken og motorikken kiler sig noget andet ind, som han kalder bevægelsesudkast. Min krop kaster i bevægelsen en intention ud i verden. Den intention jeg har, kan være noget jeg tænker over, sådan som det fx er, hvis jeg vil udføre en ny handling i verden og overvejer, hvordan det skal gøres. Når jeg har lært handlingen at kende, når jeg så at sige er flyttet ind i den, tænker jeg ikke over den mere. Som når jeg børster tænder eller rækker ud efter et glas vand. Da er min intention direkte i min krop og behøver ikke tankens mellemkomst. Merleau-Ponty kalder dette for det pre-refleksive: En stor del af vores bevægelser, handlinger og dermed vores færden rundt i verden er pre-refleksive og finder altså sted før eller udenom vores tankevirksomheds beskæftigelse med det. Gennem vores liv trækker vi således mængder af før-bevidst viden og færdigheder og erfaringer med os. Vi drager aflejringer med os, som Merleau-Ponty kalder det, på samme måde som en komet billedligt trækker en hale efter sig.
Denne skelnen, som Merleau-Ponty her gør – ikke mellem krop og bevidsthed eller mellem krop og sjæl – men mellem det refleksive og det pre-refleksive, har betydning for de måder, vi kan tænke og inddrage kroppen på i terapeutisk og anden hjælpende arbejde med mennesker. Det skriver jeg mere om i næste uge.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *