Undervejs 5: Det gode, det sande og det skønne

Print Friendly

37Samtalepraksis er hjælpende praksis. Når vi arbejder med samtaler, er vi fortrolige med at måle vores virke på, om det gør ‘det gode’; om det er hjælpsomt.
Hvis vi åbner sluserne for ‘det skønne’ og lader dets forskellige farvenuancer flyde ind i vores virke, så tager ‘det gode’ også farve heraf. De kommer til at øve indflydelse på hinanden. Vi udvider vores virke med skønhedens sprog. Vi lægger flere farver på paletten.

Her skriver jeg lidt om godhedens, sandhedens og skønhedens forskellige sprog, og om hvordan et æstetisk blik kan have noget med vores relationer og med vores samtalepraksis at gøre.

 


I blogserien ‘Undervejs’ skriver jeg rundt om forskellige temaer, der alle handler om hvordan et æstetisk blik kan inspirere de samtaler, vi har med hinanden. Mit udgangspunkt er professionelle samtaler af forskellige typer. Det handler om det blik vi har på disse samtaler, om den scene, vi skaber for dem, om det møde, hvori relationen mellem os dannes, og om det værk, som vi sammen skaber i samtalen. Til februar udkommer min bog Undervejs med mennesker, hvor jeg har samlet hele dette perpektiv.
Og hvad er det så, jeg mener med dette ‘æstetiske’?  Hvordan skal man lige forstå, hvordan ’skønhedens blik’ kan have noget med vores relationer og vores samtalepraksis at gøre?

Skønhedens blik er et andet slags blik på samtalens praksis end godhedens blik eller sandhedens blik for nu at udtrykke det i den værdi-treenighed, som siden antikken har optaget filosoffer og formet vores kulturhistorie, dannelse og ikke mindst selvforståelse. De udgør tre forskellige slags ‘bagtæppe’ for vores møde med verden; måske kan vi sige, at det er forskellig slags muld at trække sin næring fra. Disse ‘blikke’ står ikke nødvendigvis i modsætning til hinanden, men de former vores intentioner og handlinger på forskellige måder. Vores ståsted i livet – herunder også vores professionelle praksis – bliver således på mange måder et udtryk for en balanceakt imellem dem.

Ethos, logos, pathos

Lad os gribe til kilden og tage fat i sværvægterne: De 3 grundliggende kategorier i vestlig filosofihistorie. Ethos, logos og pathos er benævnelsen for 3 forskellige ‘appelformer’, som Aristoteles udviklede i sin filosofi tilbage i antikken. Ethos knytter sig til ‘det gode’; dette er etikkens kilde og handler som appelform om at skabe tillid og troværdighed i relationen. At handle på en passende måde. Logos knytter sig til ‘det sande’; den er forløberen for logikken, som kredser om det nøgterne, rationelle og faktuelle. Pathos knytter sig til ‘det skønne’ og taler som appelform til følelserne og indlevelsen. Det er værd at bemærke, at i antik forståelse dækker begrebet skønhed et bredere spekter, som kan beskrives som en fornemmelse for kosmisk orden. Det udtryk, at noget kan være ‘i den skønneste orden’, giver en fornemmelse af denne oprindelige forståelse.

Det gode, det sande og det skønne trækker som begreber hvert sit eget spor gennem historien. I romantikken ‘peaker’ skønheden som dannelsesideal, men man kan sige, at alle tre dyder her får meget opmærksomhed gennem de dannelsestanker, som præger perioden. Og mon ikke vi er mere præget af romantikken, end vi sådan lige går rundt og tror. Selvom vi ikke tænker så meget over det, danner de et fundament for os, når vi orienterer os i verden. Vi bruger dem til at skelne med.
I en retssal bedømmer vi ikke de involverede parter på skønheden i deres fremstilling eller måden, de bevæger sig gennem lokalet på. Vi er optaget af at få sandheden om det hændte frem. Når vi oplever et drama på scenen, er vi omvendt ikke så interesseret i dets sandhedsværdi, men i dets evne til at formidle noget af livets skønhed til os – som både kan indeholde smerte, uløselige dilemmaer og sansefryd. Når virksomhedens regnskab skal gennemgås, finder vi det ikke passende, at bogholderen har fjernet en belastende post for at udvise godhed mod en værdsat kollega, som ellers ville blive udsat for repressalier. Det korrekte er det passende her. Når vi hjælper vores nabo med at redde genstande ud af den vandskadede kælder, spekulerer vi ikke over timeprisen på vores indsats; vi hjælper bare.
Og sådan kunne vi blive ved. Vi vejer forskellige handlinger på forskellige vægte. Vi vurderer deres berettigelse og værdi efter forskellige koder, som vi forstår som gældende i forskellige sammenhænge. Og den forståelse kommer naturligvis ikke ud af ingenting, men er en kulturelt og historisk betinget opfattelse af, hvordan verden hænger sammen, og hvad ‘der gælder’.

Et udvidet sprog

Et æstetisk blik på samtalepraksis skaber en vis forskydning i forhold til traditionelle opfattelser af, hvad en professionel hjælpende samtale er for noget. Samtalepraksis er hjælpende praksis og derfor traditionelt mere hjemmehørende under godhedens end under skønhedens domæne. Vi er fortrolige med at måle vores virke på, om det gør ‘det gode’. Om det er hjælpsomt. Når vi åbner sluserne for ‘det skønne’ og lader dets forskellige farvenuancer flyde ind i vores virke, så tager dette ‘gode’ også farve heraf. De kommer til at øve indflydelse på hinanden. Dette er ikke en tilsidesættelse af bestræbelserne i den hjælpende virksomhed, men en udvidelse og en nuancering af dets rækkeevne. Vi udvider det med skønhedens sprog, vi lægger flere farver på paletten og lader rummet vokse. Og som med alt andet vejer vi det på vores egen sandhedsvægt.
Et æstetisk blik udvider vores ‘palet’ i samtalens praksis med det blik – dvs. den tilgang, de praksisgreb og den tænkning – som findes indenfor kunstnerisk praksis. Mit udgangspunkt er, at hvis vi går til vores vejlendende, støttende, coachende, superviserende eller terapeutiske samtaler på samme måde, som kunstneren går til sit værk, eller med samme holdning som vi møder et kunstværk – et billede, en roman, et musikstykke, en film eller andet – så har det betydning for, hvordan vi tænker om vores praksis, og hvordan vi arbejder i relationen. Det kunstneriske felt er en mægtig materialebank at trække på, som kan give nyt liv og ny inspiration til den hjælpende virksomhed, som samtalepraksis er.

Stærke begreber skaber spændvidde i vores praksis. Hvis vi holder det gode, det sande og det skønne indenfor sigte, kan vi også bevæge os imellem dem og dermed overskride den mening og berettigelse, som de hver især giver for os. Vores hjælpende virksomhed får et bredt udsyn og et stort vingefang, som værner om livets mange nuancer.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *