Undervejs 2: At sætte scenen for samtale

Print Friendly

18I alle samtalesituationer er scenen sat på en eller anden måde. Det kan være gennemtænkt eller tilfældigt, men den konkrete scene spiller altid med og har betydning for den samtale, der finder sted.

Vi udtrykker vores intentioner gennem vores formgivning af dem. Når vi planlægger begivenheder, skaber vi rammer der bedst muligt understøtter formålet og de ønsker og håb, vi har for den. Rammerne er ikke et isoleret felt udenfor eller udenom begivenheden, men en integreret del af dens meningsopfyldelse.

 

Det handler om samtaler.
Jeg er undervejs med en bog, der lader professionelle samtaler inspirere af et æstetisk blik. Hvis vi lader os inspirere af noget af den viden og de erfaringer, der findes indenfor kunstnerisk virksomhed, så betyder det noget for den måde, vi taler med mennesker på og for hvad vi tænker, at en samtale er for noget.
Først må man jo sætte scenen! Så her et lille uddrag fra bogen, som handler om at sætte en scene:

*****

Et menneske træder ind i det rum, som du har gjort klar til en samtale. De fysiske rammer kan være af vidt forskellig karakter. Det kan være et samtalerum i din egen praksis, et mødelokale i institutionen, et klasselokale som tilfældigvis er ledigt eller måske en walk-the-talk rundt i nabolaget. Uanset den fysiske ’setting’ er rollerne i samtalens rum umiddelbart fordelt sådan, at du er værten, og det andet menneske er gæsten. Men det er kun tilsyneladende og en gestus, der skaber mulighed for at noget kan ske. For egentlig er det dig, der som gæst og bi-person træder ind på det andet menneskes livs-scene. Du har ingen mulighed for at kende alt det andet, der allerede også er en del af denne scene, og du har ingen indflydelse på, hvad der efter dette møde videre vil udspille sig. Jeres samtale er en begivenhed, der udspiller sig et sted inde midt i det landskab, som er den andens liv, og hvilken plads dette møde vil få i det landskab, kan du ikke vide noget om, og har du kun en ret begrænset indflydelse på. Så jeres samtale er et nedslag i tiden; en lille rolig plads, ryddet og gjort klar midt i vildnisset, hvor du kan spille så konstruktivt som muligt ind på denne scene, så længe begivenheden varer.

Når vi går i teatret, har vi en forventning om, at nogen har klargjort scenen og ned til mindste detalje har forberedt det sted, hvor et drama lige om lidt vil udspille sig. Det ligger i selve teatrets konvention at skabe et andet rum, som transporterer os væk fra hverdagens rum og ind i dramaets fiktive verden. Det er hvad vi forventer, og vi ville først for alvor blive overraskede, hvis skuespillerne og sceneteknikerne i stedet sad og drak kaffe eller spillede kort og ikke tog notits af vores ankomst. Vi forventer noget andet af dem; nemlig at de med opbud af al deres koncentration og tilstedeværelse har kridtet banen op, så de kan lede os overbevisende ind i dramaets univers. Denne konvention er imidlertid ikke forbeholdt teatret. Det er en begivenheds-struktur, der trækker sit spor så langt tilbage, som der har været menneskelige fællesskaber til. Hvad det handler om, kan en lille historie måske hjælpe os med at skyde genvej til.

For et par år siden hørte jeg i et radiointerview forfatteren Leonora Christina Skov fortælle om sit arbejde. Hun berettede om, hvordan hun hver morgen iførte sig en pæn kjole, tog læbestift på og satte sig til skrivebordet. Hun sad aldrig og skrev iklædt joggingbukser og med morgenhår. Det kunne hun aldrig finde på, fortalte hun. Det gjorde et særligt indtryk på mig, som dels skyldtes, at det ramte et nyt sted i mig. Det var aldrig før faldet mig ind, at man kunne tænke sådan om sin påklædning og fremtræden, og det inspirerede mig til at iagttage mine egne arbejdsvaner på nye måder. Men det ramte også noget andet og mere subtilt.

Det handler om gestus. Hendes handling udtrykker en gestus imod noget. Ikke et forsøg på at leve op til bestemte normer eller gøre indtryk på nogen, for der var aldrig andre end hende selv tilstede, men en handling rettet mod hendes skrivearbejde. Det er en gestus, der vidner om, at dette for hende ikke er en hvilken som helst aktivitet. Det er noget helt særligt, som man må frembyde det ypperste i sig selv for at kunne være i selskab med – og som læbestiften og den pæne kjole så udtrykker for hende. Med denne gestus ’sætter hun sin scene’; hun går det særlige i møde og skaber overensstemmelse mellem sine intentioner og sine handlinger. Det er en gestus af respekt overfor noget ærefuldt; dermed i denne situation en respekt omkring hendes eget virke som forfatter.

Når vi venter gæster, som vi glæder os til at se, laver vi måske dejlig mad, dækker bordet fint, tager pænt tøj på eller noget andet, der fortæller os selv og siden vores gæster, at dette er noget særligt. Hvis vi skal tage afsked med et menneske, der er afgået ved døden, pynter vi kirken, sætter lys ved kisten, stiller et billede af den afdøde frem. Gennem vores omhu med de fysiske omgivelser og vores egen fremtræden skaber vi en dobbelt bevægelse: Vi stemmer os selv til begivenheden og retter samtidigt en gestus ud imod verden, der fortæller at dette har en betydningskraft, der rækker ud over hverdagslivet og ind i livets større perspektiv. Vores handlinger er båret af vores intentioner: Vi skaber ritualer for at flytte os selv og særlige begivenheder ud af hverdagslivet og ind på en anden scene. Vi bruger ritualer til at tillægge noget en betydning.

Vores kirkegårdskultur er et af de områder, som giver et klart billede af den plads, som ritualer fylder ud for os. De døde er for længst borte, men vi opretholder kontakten til dem gennem vores besøg på kirkegården. Vi gør det, fordi det betyder noget for os, ikke fordi vi har en forestilling om noget konkret, der vil ske herved. Vores handling har løsrevet sig helt fra konkret og rationel tænkning og lever sit eget liv i vores indre betydningslandskab. Selv har jeg nu igennem 18 år sat lys på kirkegården hvert år ved mit afdøde barns sten, og det er et på én gang underligt og meget vigtigt ritual for mig. For naturligvis er han ikke der, og jeg kommer altid til at tænke på Søren Ulrik Thomsens digt, hvori han skriver om gravstedet: ….som nu engang er det sted her i verden / hvor du ikke er. For det er nøjagtig sådan, det er for mig. Bevidstheden om denne særlige og for mit liv meget betydningsfulde begivenhed, holdes i live netop der. Og så længe det er sådan, er ritualet meningsfuldt for mig.
Thomsen udtrykker det på denne måde som afslutning på sit digt: …eftersom intet at dette giver mening / og alligevel finder sted / må det være af største betydning.1 Det betydningsfulde kobler sig ikke altid til mening; det kan løsrive sig og bestå, selvom vores logik ikke slår til og meningen er udenfor vores rækkevidde. Et ritual er først og fremmest ønsket om – og ind imellem længslen efter – betydningskraft.

Så at sætte en scene er en gestus. Indenfor kunstens område og i de kunstneriske institutioner fungerer det på samme måde. Noget udpeges som værende kunst, hvorved det betragtes som kunst. Kunstaktørerne sætter rammen, fremhæver noget, peger og siger: ‘Se dette, det er noget særligt’. Et kunstværk bliver til, når vi navngiver det som sådan og skaber de rammer, der fremhæver det; lige fra rammen om maleriet og det piedestal, vi stiller skulpturen på, til koncerter i Royal Albert Hall. Kunst kan aldrig være den institution eller bygning, der gør sig til fanebærer for kunsten. Kunstaktørernes opgave – og derved magt – ligger i udvælgelsen; at pege på noget som et udkast, et potentiale, der fortjener vores opmærksomhed, fordi det måske kan sende os ud på en refleksiv rejse, hvor vi bevæges og lander nye steder i os selv. Deres gestus sætter scenen for en æstetisk oplevelse i os, som har mulighed for at skabe betydning.

Den opgave – og dermed den magt – har vi også som samtalepraktikere. Vi må tage værtsrollen på os for at vi igen – så godt det nu er os muligt – kan krænge den af os og gøre os til gæster i den andens liv. Og mens vi midlertidigt indtager denne værtsrolle, kan vi spørge os selv, hvilke typer gestus vi gerne vil gøre på baggrund af, hvad der er betydningsfuldt for os i vores praksis. Og vi kan reflektere over, hvordan vi skaber overensstemmelse mellem det betydningsfulde, de fysiske omgivelser og os selv som en del af dem.

1 Fra digtet ‘Hvert år på den dato’ i Rystet spejl, 2011.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *