Undervejs 3: Selvets kejser

Print Friendly

Henrik-Klausen-Peer-Gynt-1876Der er vel næppe et begreb, der er omgærdet af så meget længsel i dag som selvet:
Vi vil gerne finde os selv, være os selv, være tro mod os selv, lære os selv at kende, blive os selv, måske endda elske os selv ….
Vores sprog er fyldt med udtryk, der vidner om denne længsel efter at forstå, komme i nærheden af, indfrie, få øje på, optimere eller bare forsone os med dette ’selv’.

Hvis du ind imellem får en lidt sær smag i munden og bliver i tvivl om, hvorvidt du er på ret kurs og dine selvrefleksioner er passende, eller om denne optagethed af dit ’selv’ er for meget, så prøv en date med Peer Gynt.

I blog-serien Undervejs skriver jeg om æstetiske inspirationskilder for samtaler og for arbejdet med mennesker i det hele taget. Nu har jeg kastet mig over Henrik Ibsens drama Peer Gynt. Den aktuelle anledning er et foredrag, jeg skal holde i næste uge, hvor jeg vil bruge det gamle drama til at sætte skub i nogle yderst aktuelle temaer. Dramaet om Peer, der vil være sig selv, og hvis drift mod dette ’sig selv’ fører ham ud på en livslang rejse for at tilfredsstille sin drift, er her i efteråret igen sat op på teatret og spiller rundt i landet. Foredraget finder sted i FOF, Aarhus, og du kan læse mere om det her: At danne sig selv – dannelsesrejsen og Peer Gynt.

Og der er naturligvis en grund til, at Folketeatret har valgt at tage et nyt greb om Ibsens gamle drama og sætte det op. Dramaet Peer Gynt er et af de værker, som mest præcist har formået at tematisere menneskers længsel efter sig selv i al sin ubærlighed. Eller vi kan sige, at dramaet med en svirpende pisk smider det eksistentielle drama på bordet, som handler om mennesket spændt ud mellem sig og verden. I dette drama stikker ubærligheden konstant sit drillende spejl op for os gennem den hårfine balance mellem ‘at være sig selv’ og ‘at være sig selv nok’, som modellereres i adskillige versioner gennem Peer Gynts livsrejse.
Henrik Ibsen skrev dramaet i 1867; netop i den periode hvor det, som vi i dag benævner som Romantikken, sang på sine sidste vers. Den er skrevet i farcens satiriske form, og den bider fra sig, så det kan mærkes. Ibsen havde blik for, hvilke slagsider der også var en del af pakken i denne menneskeslægtens seneste landvinding, som var opdagelsen af det unikke individ; det suveræne enkeltstående menneske, i hvis hænder det ligger at forløse sin egen individuelle livsmening. I Peer Gynt krænger Ibsen den erkendelse ud på vrangen, så vi virkelig får at se, hvad vi har med at gøre her. Og – er det fristende at tilføje her på omkring 150 års afstand – hvilken udfordring denne menneskeslægt hermed står med i hænderne. Han retter på en vis måde et dolkestød lige mod mellemgulvet, der beretter om, hvordan denne menneskeslægts unikke evne til at reflektere over sig selv på én gang er dets velsignelse og forbandelse. For det er vel den knivsæg, vi stadig balancerer på….
I 1843 havde hans samtidige Søren Kierkegaard i Begrebet Angest formuleret, at et menneske er et jeg, der først er rigtig menneskeligt, når det påtager sig opgaven at blive sig selv. Og som Ibsen lidt senere på hårrejsende vis demonstrerer i Peer Gynt, er dét ikke altid et kønt syn. Et ‘no way back’ synes at være det klingende motto for de efterfølgende slægter: Vi er nu engang plantet i historien, dér hvor vi er. Vi kan ikke pakke ’selvet’ væk i en papkasse ude bagerst i skuret, fordi vi er blevet trætte af dets slagsider og ikke orker dets omsiggribende tumlen rundt med os længere. Vi kan ikke løbe fra det. Af de tre overlevelses-strategier flygt, kæmp eller frys synes kampen at være den eneste mulige her. At gribe handsken og prøve at finde måder at være et reflekterende selv, som er til at bære og ikke flyder over med sig.

Helt i Shakespear’sk ånd er det i Peer Gynt også hos de gale, at vi kommer tættest på noget, der får fat og får slørene til at glide lidt tilside. Peer er allerede blevet en gammel mand, da han på én af rejsens sidste stationer, pludselig og i bogstavelig forstand finder sig selv i et galehus. Direktøren Hr. Begriffenfeldt sætter Peer på plads og bereder hans trone:

Her er man sig selv aldeles forbandet;
sig selv og ikke det ringeste andet;-
man gaar, som sig selv, for fulde Sejl.
Hver lukker sig inde i selvets Tønde,
i selvets Gjærring han dukker tillbunds,-
han stænger hermetisk med selvets Spunds
og tættner Træet i selvets Brønde.
Ingen har Graad for de andres Veer;
ingen har sans for andres Ideer.
Os selv, det er vi i tanken og Tonen,
os selv till Springbrættets yderste Rand,-
og følgelig, skal der en kejser paa Tronen,
er det klart at De er den rette Mand.

Dramaets klimax er kroningen. Begriffenfeldt kroner Peer som kejser. Han sætter sig overskrævs på Peers sammensunkne afmægtige krop, trykker en krans om hans hoved og udråber: Han leve! Leve selvets kejser. Referencen til en anden central skikkelse i historien, hvis ‘kroning’ er en delikat offentlig ydmygelse, er ikke svær at få øje på.
Hele dramaet igennem er der et spil mellem udenom og tværs igennem. I Ibsens hånd bliver tronen Peers, fordi han i sin livslange søgen efter at være sig selv valgte at gå udenom; udenom de andre mennesker og alle de konfrontationer og valg, det krævede af ham. Han navigerede efter enten-eller princippet – mig selv eller de andre – og fik ikke øje på det både-og, der lå lige for fødderne af ham, og som i skikkelse af hans ungdoms kærlighed, Solveig, møder ham i hans allersidste timer: At blive sig selv gennem det andet menneske.

Ibsen har virkelig noget på hjerte her. Masser af tidsbunden morale er der også – og så en hel del, der rækker ud og får fat i os lige her og nu: Udenom eller tværs igennem? Søge ud for sig selv eller søge sammen med andre? Være sig selv eller være sig selv nok? Og hvordan vælge både-og, finde balancen og snige sig udenom modsætningernes spil? Der er vist nok at tage fat på for de fleste af os.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *