Kære Conrad: d. 19. marts 2015

Print Friendly

conradNogle dage er lette og lyse, andre er svære at være i. Sådan én er det vist for mig i dag. Men heldigvis tæller stærke ønsker og beslutninger mere end livets bølgende op- og nedture: Det er torsdag, og jeg vil skrive til dig!

Du er på vej til mig, godt pakket ind i din mors mave. Om få timer får jeg lov at se og mærke livet i dig. Jeg vil også få grundigt demonstreret hvordan du ligger, hvor du sparker mest, og hvordan du i det hele taget beriger og forstyrrer din mors liv!

Kan du huske snakken om inde og ude, oppe og nede? Alle tankerne om hvor du – og dermed mennesker som sådan – mon holder til før vi træder over tærsklen/skellet og ind i jordens fysiske sfære. Hvis vi altså holder til nogen steder. Jeg vil jo gerne introducere spændvidden lidt for dig, så du er forberedt. Og så kan jeg jo lide at kaste boldene lidt op i luften, udfordre forestillingerne og positionerne lidt, så vi kan blive rystet en smule og måske finde en mere egnet plads eller et mere foretrukkent ståsted. Håber du synes, det kan være en ok mormor-måde at gøre det på.
Selv vil jeg helst holde mig meget ydmyg på det område. Vi ved så lidt, vi er så små. Jeg forsøger at ‘besøge’ så mange steder som muligt. Leve mig ind i så mange tanker om ting som muligt. Og derved gøre min egen palet så fyldig og nuanceret som muligt. Det er hvad jeg kan gøre og hvad jeg kan give ud af. For mig er spørgsmål vigtigere end svar.

Disse tanker pressede sig på igen, fordi jeg læste en helt vanvittig nyhedsoverskrift siden sidst: Kina vil bestemme om Dalai Lama skal reinkarneres. Hvad du jo ikke ved er, at Dalai Lama er det religiøse overhoved for det tibetanske folk. Han lever i eksil, fordi Tibet er underlagt det store kommunistiske rige Kina. Det tibetanske folk er buddhister, mens man i Kina er ateister. I Tibet tror man på reinkarnation, mens man i Kina ikke tror på noget som helst religiøst.

Hele scenariet er så fuldstændig absurd: Pga Tibets situation med Kina som overmagt, har Dalai Lama besluttet, at han ikke vil reinkarneres. Og modsat har Kina besluttet, at de vil bestemme om han skal reinkarneres, fordi de er den politiske overmagt. De går altså begge over i hinandens ‘lejr’ som en del af det storpolitiske magtspil og derved tilintetgør de meningsindholdet i hele historien. Dalai Lama ved at forestille sig, at han kan bestemme om han vil reinkarneres eller ej. Altså stoppe rækken af nye inkarnationer. Kina ved at forestille sig, at de kan tage magten og æren over en sådan handling.

Så hvad fortæller sådan en historie om realiteten i reinkarnation? Slet slet ingenting, udover at fænomenet er blevet gislet ind i et politisk spil. Mennesker er mærkelige. De bilder sig så mange ting ind om sig selv. At de kan sætte sig over ting og sager i verden og køre rundt med det, som det passer dem. Selv et så markant fænomen som reinkarnation. Som må være en varig realitet udenfor menneskers magt – eller netop ikke, alt efter overbevisning. Den slags ting vil mennesker også gerne lige tømme meningsindholdet ud af og gøre til blot og bar redskab for deres projekter og behov.

Reinkarnation eller ej: I morgen får vi solformørkelse. Endelig er vi de små for en gangs skyld. Samler os på bakketoppe rundt omkring og kigger op mod himlen. Der er noget smukt over det. Det er rart at tænke på, at vi trods alt kan lade tiden være tid en stund og bare kigge mod et mægtigt fænomen på himlen. Som vi kunne have stået der for tusinder af år siden.

I morgen står din mor og jeg sammen og kigger op. Nej, vi tre står sammen derude og kigger. Rigtig rart at tænke på!

kærlig hilsen
mormor

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *