Billeder malet med ord II

Print Friendly

wheatfield-under-thunderclouds

Det handler om sprogets levende blomsterflor – om metaforerne, der giver farve, liv og krydderi til vores sprog. Jeg skriver om, hvordan de udvikler relationer og kulturer, og om hvordan de kan være et aktivt redskab for os i samtaler.
Denne gang går vi lidt tættere på, hvordan opmærksomheden på sprogets billeder kan være en hjælp for den, der arbejder professionelt med samtaler. Jeg skriver om billedsprogs-kulturer, om at træde ind i den andens landskab og om nogle af de samtalegreb, som kan gøre sprogets billeder virksomme og hjælpsomme.

 

Som samtalepraktiker – vejleder, lærer, pædagog, socialrådgiver, terapeut eller andet – stiller du dig hjælpsomt til rådighed for den, du taler med. For at være til hjælp, må du vide noget om, hvor den anden befinder sig. Udtrykt metaforisk – hvad jeg jo holder rigtig meget af 🙂 – må du vide noget om, hvilket landskab den anden bevæger sig rundt i. Hvis du ikke på en eller anden måde kan komme ind i det landskab og vandre sammen med den anden, så kan dine gode intentioner ikke blive virksomme. Bibelsk udtrykt vil det være som sæd spredt på klippegrund: Det andet menneske vælger at tage de indtryk til sig, som for ham eller hende giver mening, og som er inden for rækkevidde. Så vil vi være til hjælp, må vi udgøre en eller anden form for mening i den andens horisont, og vi må befinde os indenfor rækkevidde.

Så hvor er vi? Hvor begynder vandringen? Er det et frodigt bakkelandskab, et viltert hav, udstrakte marker eller golde bjergtinder?
Her bevæger jeg mig indenfor landskabsmetaforerne i forsøget på at betegne og beskrive; en metaforgruppe, som er en af mine favoritter, fordi den kan så meget og tjener mine anliggender godt – og hvis begrænsninger jeg også har øje for. Vi kan også tale om fx musikgenrer: Er vi i et klassisk repertoire, er vi midt i en jazz’et impro, er det pop, dødsmetal eller måske mere over i noget country?
Og vi kunne blive ved med at bevæge os rundt på denne måde. Hvad vi gør – uanset hvilket metaforisk sprog vi vælger – er, at vi (blandt flere mulige indgange) bruger det andet menneskes sprog til at karakterisere nogle elementer i dette menneskes væren i verden. Det andet menneskes sprogstil – og herunder dets billeder, dets farvepalet – fortæller os noget om dette. Vi får en mængde information, som klæder os på til at kunne følges med den anden i samtalen.

Van goghSprogkulturer

Du kender sikkert godt fornemmelsen af at være i en ny social sammenhæng og så opdage, at sproget bruges anderledes end steder, du er vant til at komme. Så bruger du lidt tid på at afkode stilen og stemme dit eget tale-instrument, så det passer ind i sammenhængen. Sådanne justeringer og selvredigeringer laver vi hele tiden, og vi tænker ofte ikke over det.

I alle sociale relationer udvikles en form for forhandlet sprogkultur – lige fra parforholdet og familien til foreninger, arbejdspladser og store internationale organisationer. Sprogkulturen er ikke nødvendigvis ligeligt forhandlet frem, men handler også ret meget om formel eller uformel magt, som sætter den givne kultur. Men det er en helt anden snak, som vi lader ligge lige nu.

Det er sprogets billeder, vi interesserer os for her. De billeder, vi vælger at farve og krydre vores sprog med, fortæller mange historier: De fortæller noget om vores forståelser af mennesker, af os selv og af livets tilskikkelser. De udtrykker principielle livsholdninger og opfattelser, som vi ikke nødvendighvis er bevidste om, men som lever i os gennem vores sprog. Igen udtrykt lidt metaforisk kan vi sige, at sprogets billeder fortæller noget om det livs-landskab, vi bevæger os rundt i, og hvorfra vi trækker vores forståelser, overbevisninger og handlemåder. Vores sprogstil er en del af den biografiske rygsæk, vi har med os, og som har aflejret sig i os (her udtrykt med kropsfænomenologen Merleau-Pontys sprogbillede). Sprogstil er noget, vi fødes ind i og vokser op med. Og på nøjagtig samme måde som med modersmålet og dialekterne, fortæller sprogets stil og billeder om, hvad vi kommer af, er rundet af og føler en hjemlighed omkring.

Lad os blive konkrete med nogle eksempler:
ET ORGANISK BILLEDSPROG er metaforer, der henter deres stof fra naturen og fra vækstprincipper. Vi kan fx tale om at være i livets efterår, om at finde vores rødder; vi kan opleve nye skud på stammen indenfor et givent initiativ, eller at der ikke er grobund for det lige nu. Vi kan også springe ud som kunstner, selvstændig, homo- eller transseksuel, eller hvilket foretrukkent livsudtryk eller ståsted, vi nu vælger at identificere os med og oplever glæde ved at vise frem i verden.
Det organiske billedsprog er meget udbredt, og vi finder det i rigtig mange sammenhænge. Hvis vi forfølger genren lidt, udtrykker den grundliggende holdninger eller forståelser omkring mennesker som en vækst under udvikling, ofte følgende bestemte organiske principper. En afledning, der kan følge heraf, er opfattelsen af en særlig determinering: At man må følge sin natur udtrykker bl.a. dette og leder hen mod fortsættelser som det at finde sine rigtige, autentiske eller mest optimale vækstbetingelser, omgivelser, grubund …

SPORTSMETAFORER er billeder fra sportens – og dermed konkurrencens – verden. Vi følger fx med på sidelinien af noget, eller vi kan opleve os sat ud på sidelinien/bænken. Et projekt, vi er i gang med, kan blive sparket til hjørne, eller nogen kan agere på en for os så uhensigtsmæssig måde, at vi kalder det en selvhenter. Er der lidt for meget fart på eller bliver tingene uoverskuelige, må vi have en timeout. Vi kan gå efter at udvikle en vindermentalitet eller forsøge at undgå at blive en taberkultur. Vi dribler rundt mellem både medspillere og modspillere, og ind imellem kan vi være gået helt over stregen.
Sportmetaforerne er talrige og også meget udbredte, og de udtrykker helt andre stemninger. De beretter om mennesker som væsner, der interagerer med andre i et spil med særlige fastsatte regler, og hvor omdrejningspunktet er, hvorvidt man er vinder eller taber, og hvor godt man klarer sig indenfor spillets regler.

KAMPMETAFORER er et andet udbredt billedsprog, der henter sit stof fra krigsscenen/kampscenen, og som er beslægtet med sportsmetaforerne. Vi kan fx vælge at skyde med spredehagl, vi kan fyre en bredside af, vi kan tæppebombe og gå i offensiven, men vi kan også vælge at gå i dækning. Vi kan føle, at vi har tabt slaget. Eller at vi har vundet det. Og vi kan opføre os som kamphaner.
På arbejdsmarkedet taler vi om frontpersonale, hvis det billede da ikke efterhånden er blevet afskaffet. Hvad det burde, da det efterlader en ikke særlig charmerende forestilling om de borgere, brugere, patienter eller andre, som frontpersonalet servicerer, som modstanderne. (Ja, man kunne næsten fristes til at sige fjender, og da må man sørge for ikke at forvilde sig ind bag fjendens linier, men i stedet holde skansen. Ganske alvorlige konsekvenser kan valget af sproglige metaforer have.)
En anden alvorlig konsekvens af brugen af kampmetaforen er udtrykket at tabe kampen til kræften. Eller han vandt kampen mod kræften, som giver et ganske uhyggeligt fortolkningsbillede af, hvordan en sygdom kan opfattes som et personligt anliggende, og hvis udfald er et spørgsmål om den enkeltes ressourser og formåen. (Jeg har skrevet mere om dette tab/vind modsætningsspil i relation til bl.a. kræft i blogindlægget Modsætningsspillet)
Kampmetaforerne udtrykker en grundliggende holdning til livet som en kampplads, hvor man kan vinde eller tabe, og hvor mennesker i forlængelse heraf har rollen som soldater eller erobrere. Eller som de erobrede, slagne. Mennesker må kæmpe sig til sin plads og sit ståsted i livet, synes den at fortælle. Og hvorvidt det lykkes eller mislykkes er et udtryk for det enkelte menneskes formåen.

Disse eksempler på nogle af de udbredte metafor-grupper blot for at tegne et billede af, hvor central en plads billederne har i vores sprog, og hvilke betydninger de fører med sig. Disse store grupper er kulturelle fænomener, som vi alle kommer i forbindelse med. Dertil kommer hele mangfoldigheden af mere subkulturelle eller individuelle billeder.starry-night-art-plain_CFh

På visit

I relationelt arbejde er vi hele tiden på besøg i andre menneskers liv. Når vi har opmærksomhed på sprogets billeder, får vi et blik ind i deres verden. Og denne verden er også fuld af brudflader. Kulturelle normer, subkulturelle eller familiære træk og individuelle sprogstile lever side om side i sproget. I disse brudflader er der rigtig meget stof at tage fat på, lege med og udvikle på i den professionelle relations- og samtalepraksis.
Vi kan bruge opmærksomheden som en dør, hvor igennem vi kan træde ind i den andens verden og helt konkret med vores eget sprogbrug tage afsæt der. Koble os på det samme billedsprog – og sprogstilen generelt – og på den måde komme den anden i møde i et velkendt territorium. For en stund medopleve livet fra den andens udsigtspunkt. Fra dette afsæt/udsigtspunkt kan bevægelser og forandringer skabes. Vi kan udforske billederne sammen; folde dem ud, strække dem, vende dem på hovedet, og på den måde aktivere holdninger til de værdier og livsprincipper, som sproget understøtter. Det er min erfaring, at det ofte er i disse små opdagelser, at betydningsfulde vendepunkter finder sted.
Et af de metodiske greb, som er meget anvendeligt her, er det som i narrativt inspirerede samtaler kaldes for refleksive flader. Det er en håndfuld mulige veje at gå i en samtale, der som en slags trædesten tilbydes i skitseform. Det kan fx lyde sådan her: Det, du der fortalte om at du gjorde, har det noget med fornemmelsen af frihed at gøre? Eller mere noget med at stå fast på sine principper? Eller trække en streg i sandet? Eller at nu har du bare fået nok af det hele? Eller måske noget helt andet? De refleksive flader tilbyder noget at koble sig på, men allermest åbner de et refleksionsrum og tager dermed ikke magten over samtalens proces.
Det samme kan gøres med sprogets billeder, fx: Det der med at føle sig omplantet, er det noget med at potten føles lidt fremmed, eller måske mere noget med at komme væk fra de andre planter i vindueskarmen? Eller at udsigten det nye sted ikke er så god? Måske er der for meget sol? Eller at det tager tid at vænne sig til det nye efter al den uro? Vi kan gå med ind i den andens billeder, medopleve dem og på den måde skabe en fælles udforskning af, hvordan det opleves at være lige dér.

Tankegangen kan udløse forskellige spørgsmål til hjælperens/samtalepraktikerens rolle. 101218-1Er jeg så slet ikke ‘den samme’ i disse samtaler, hvor jeg bevæger mig ind og ud af forskellige billeder og sprogstile? Altså en fast og genkendelig kerne, som står stærkt i sig selv, og hvis solide ståsted det andet menneske kan læne sig op ad? (bemærk det organiske billedsprog)
Hvis jeg skal svare, vil jeg sige nej, det er jeg ikke. Jeg opfatter ikke min opgave som dét at være ‘den samme’; snarere er det min opgave i samtalen at være dén, som det andet menneske bedst kan opleve sig hjulpet/guidet/forflyttet/udfordret af, alt efter hvad der er ønske om og brug for. Og det, der er brug for, kan være meget forskelligt. At leve sig ind i den andens sprogstil og dets billeder skaber afsættet for et mødested – en fælles frekvens – hvorfra det arbejde, der skaber bevægelse i emner, som ønskes bearbejdet eller forandret, kan tage sit afsæt. Uden mødested kan vi ikke få noget til at ske. Som sådan er jeg altid ‘en anden’ eller ‘en ny’. Og det kan man godt være uden at blive væk fra sig selv.
Min bog Undervejs med mennesker. Skitser til en æstetisk inspireret samtalepraksis handler om disse temaer. Her tager vi lige en timeout 🙂 Jeg fortsætter arbejdet med sprogets blomster i næste indlæg, som mere teoretisk går tættere på, hvad alle disse billeder laver i vores sprog, og hvad de forbinder os med. Og hvad vi kan bruge den viden til.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *