Billeder malet med ord III

Print Friendly

Jens Birkemose IIHvad laver alle disse billeder i vores sprog? Hvor kommer de fra? Hvad forbinder de os med, og hvad kan vi bruge den viden til?

Jeg skriver om metaforerne, og vi træder lidt ind i kunstnerens værksted her. Det handler om alle de ting og sager, der rører sig i os, og om hvordan vi udtrykker det på forskellige måder.

 

Jeg er i gang med at udforske metaforerne i vores sprog; alle disse farverige billeder, som vi smykker sproget med – ofte uden overhovedet at tænke over det. Forholdet mellem billeder, mening og betydning har traditionelt været et anliggende for udøvende kunstnere og de videnskaber, der beskæftiger sig med kunsten (grundigt suppleret af psykoanalysen, da den ‘kom på programmet’ i Freuds dage). Derfor har jeg hentet en lille skitse ind af Jens Birkemose (findes aktuelt i udstillingen Jeg er ikke færdig endnu… på Museum Jorn i Silkeborg), fordi den fortæller om lige præcis den slags overvejelser i en kunstners sind: Hvad laver alle de billeder her hos mig? Hvad stiller jeg op med dem? Kunstneren indtager denne særlige plads eller position som én, der skaber en dialog mellem forskellige oplevelsesniveauer, sætter det, der rører sig, i tale gennem sine værker og dermed får sat samtaler i gang i vores fælles verden.

Vi kommer lidt tæt på kunstnerens værksted her. De øvrige illustrationer i denne metafor-blogserie er billeder af Vincent Van Gogh, som jeg har valgt på grund af deres sanselighed. Når jeg ser på hans billeder, får jeg lyst til at træde ind i landskabet; jeg kan mærke og nærmest dufte det rum, han skaber, og føler mig inviteret til at være kropsligt til stede i det. Van Goghs billeder er nogle, man så at sige bevæger sig ind i med kroppen og sanserne forrest. Og der rører sig tydeligvis mange forskellige ting og sager i hans sind, som han maler alle disse billeder med, og det er netop nogle af disse sammenhænge og udvekslinger mellem kroppen, sanserne, emotionerne og udtrykkene (i ord eller i værker), som er interessante ift. billedsproget og den måde, vi bruger det på.
(Så inden vi går videre: En stor tak til Vincent for hans bidrag til verden og for at kunne bruge inspirationen her! Og husk at se den biografaktuelle film Van Gogh – ved evighedens port med den fantastiske Willem Dafoe som Vincent :))

Okay, lad os vælge et konkret afsæt for at nærme os en forståelse af disse ting: Der lever alle mulige ting og sager i os; ordnede i kasser og på hylder eller mere hulter til bulter mellem hinanden. Det er overvejelser og rationaler, kropslige fornemmelser, brudstykker af erindringer, sansninger, principper, værdier, forskellige bølger af emotioner…. Jeg kommer til at tænke på en ung mand, som jeg talte med i en periode. Han kaldte alle de ting, der rørte sig i ham, for en rodebutik. Det blev efterhånden i vores samtaler til en marskandiserbutik, som vi brugte ret meget til at tale om hans anliggender: Hvordan ville han gerne indrette den? Hvor rodet eller ordentlig syntes han, at den skulle være? (‘der skal være rodet på en hyggelig måde’, sagde han bl.a.) Hvilken oplevelse ville han gerne have, at kunderne skulle have i butikken? I det hele taget blev det en meget inspirerende og konkret måde at tale om og forholde sig til alle de ting, som rørte sig i ham. Vi ryddede lidt op i butikken, kan man sige, men på ejerens præmisser, så han kunne blive glad for sin butik.

Van Gogh IIBilleder. De henter deres stof fra noget; de kan ikke komme ud af ingenting. Vi kan kun tegne en stol, hvis vi har set en stol. Vi kan kun tale om fx ‘at gå i ét med væggen’, hvis vi 1) ved, hvad en væg er og hvordan den afgrænser/indrammer et rum, og 2) kobler det med en erfaret oplevelse af ikke at have en plads – eller tage den eller blive den givet – i en given sammenhæng og i stedet blive en del af omgivelsen/rammen. Koblingen af billedet og erfaringen skaber det betydningsindhold, som vi fortolker sprogbilledet med: At være betydningsløs/konturløs, forsvinde, måske opleve sig udenfor noget. Sprogbilledets komponenter består af både visuel og rumlig perception, sansning/kropslig fornemmelse, emotioner og social forståelse. På samme måde er alle vores sproglige billeder et resultat af en række forskellige erfaringsrum og vidensområder. Nogle af dem er vi bevidste om, andre er vi ikke.

Om primærprocesser og kunst

Jeg har bl.a. ladet mig inspirere af antropologen og systemteoretikeren Gregory Bateson på dette område. Han er ophavsmand til en meget anvendt læringsteori baseret på studiet af fænomenet skizofreni. Han trækker også kunst ind i sin vidtfavnende tænkning og ud af én af sidegrenene dukker metaforerne op.
Ligesom filosoffen Maurice Merleau-Ponty er Bateson optaget af, at bevidstheden kun er en mindre del af al den aktivitet, der sker i os, og han er meget kritisk overfor opfattelser af livet, som vil forsøge at gøre alt bevidst. Bevidstheden kan aldrig forstå sindets systemiske karakter, siger han. Dertil er det mentale – og vel at mærke meget nødvendige og konstant virksomme – system alt for komplekst og omfattende. Merleau-Ponty kalder dette ubevidste, som lever som en del af os, men udenfor vores bevidstheds rækkevidde, for det pre-refleksive. Bateson taler om primærprocesser som én af flere mentale niveauer. (Og begge gør de op med Freuds måde at forstå og ikke mindst bruge det ubevidste på, men det er en anden historie, som vi lader ligge her.)
I primærprocesserne finder en mængde aktiviteter sted. Det er aktiviteter, som ikke kræver vores kognition og altså tankevirksomhed, fx vores automatiserede vaner, og som sådan er sorteringen et udtryk for en fornuftig disposition/økonomi. Men det er også aktiviteter – udvekslinger og processer – som baserer sig på al den viden, vi har, som bare ikke har kognitiv karakter. Og den slags viden er der ret meget af! Når vi fx automatisk dukker os ved den øredøvende lyd af en jetjager, så er det ikke en kognitiv proces – og handlingen giver ingen kognitiv mening – men handlingen er et udtryk for en anden slags viden. Primærprocessernes ’sprog’ – man kunne også kalde det kode eller diskurs – er ifølge Bateson metaforisk. Her lever sansninger og billeder rå og ufortolkede. Først i oversættelsen til vores logisk rationelle tænkning – som er sekundære processer i Batesons forståelse – markeres de, fortolkes deres indhold. Hvis jeg fx siger: Jeg løb som havde jeg fanden i hælene, så er det den reflekterede bevidstheds måde at bruge billeder på; jeg fortolker mit løb som om – for sådan var det jo ikke rigtigt, det ved jeg godt – jeg havde fanden lige i hælene af mig. Men mens jeg løb, var det sådan. I den sansede oplevelse var helvedesfrygten med; den var reel. Fanden tager mig, ville jeg da nærmere sige i min skræk. Som om ville være væk. I min genfortælling, i mit rationale, gør jeg den metaforisk. Jeg gør min oplevede tilstand til et billede, som lader sig genkende af andre (er min forhåbning), og som jeg dermed kan dele med andre og samtidig skabe en afstand til.

I intense samtaler kan vi opleve, at sprogets billeder nærmer sig denne sanselige og tæt-på-noget karakter. Det ville være forkert at kalde det mere reelt, for der er ikke som sådan noget rigtigt og forkert i forholdet mellem de forskellige oplevelsesniveauer. Det hele er der og har sin plads. Vi befinder os bare et andet sted i forhold til vores egne oplevelser, når vi bruger udtryk som ‘det var som om…’ eller ‘det var ligesom….’ og bruger billeder i vores sprog med et lille smil eller en ironisk distance, end når billederne bare vælder ufortolkede og ureflekterede frem.
Starry nightKunstneriske udtryk har den styrke, at de kan bevæge sig i grænsefladerne mellem det bevidste og det ubevidste. I kunstens område kan vi pendulere frem og tilbage mellem forskellige oplevelsesniveauer. Ord er hovedsagligt et bevidstheds-anliggende; en række kognitive processer former dem i os. Men den dygtige digter i grænselandet skriver fx ikke, at himlen var som et flammende hav. Han/hun lader det flammende hav blive til som en sanset virkelighed inde i digtets verden. Digteren bruger ordene til at forme en sansning med og bygger dermed en bro mellem oplevelsesniveauerne, mellem det refleksive og det pre-refleksive og altså i Batesons terminologi mellem primærprocesserne og de sekundære processer. Det er Batesons pointe her, at integrationen mellem primærprocesser og sekundære processer kun kan gribes gennem områder som kunst, drømme, religiøse udtryk og ritualer, som netop bevæger sig mellem forskellige oplevelsesniveauer.

Og integration er et ønske eller en opgave, vi ofte har, hvis vi arbejder terapeutisk eller på anden vis hjælper andre mennesker med at ‘rydde op i markandiserbutikken’ eller finde farbare veje i forhold til deres problemer. Oplevelsesniveauerne kan have tabt hinanden af syne; være blevet væk fra hinanden eller blevet ‘uvenner’, så det indre liv er ramt af konflikt. Så er integration hjælpsomt; at få nogle af alle disse ting og sager, der lever i os, til at møde hinanden og komme tættere på hinanden, så de kan leve sammen og finde fælles fodslaw. Derfor er metaforerne – udover at være et sprudlende krydderi i vores udveksling med hinanden – også et væsentligt redskab, som vi kan aktivere og udforske i professionelle samtaler. De er livfulde samtaler, nye opdagelser og integrerende indsats i samme bevægelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *