Billeder malet med ord IV

Print Friendly

992Hvem har egentlig ophavsretten til sprogets billeder? Hvem ejer dem?
Et lidt underligt spørgsmål, tænker du måske….
Jeg skriver om de billeder, vi maler med vores ord, når vi taler sammen. Vi kalder dem metaforer eller sprogbilleder, og de har en fyldig plads i vores relationer og i det professionelle relationelle arbejde.
Her handler det om definitionsret og fortolkningsret, og om hvilken betydning opmærksomheden på ejerskabet – ophavsretten – har for vores samtaler.

 

Kig engang på Vincent Van Goghs billede her. Når jeg ser på det, er min første fornemmelse en vældig sanselig kraft, som trækker mig ind i billedet. Efter lidt tid går det op for mig, at der er noget med farverne. Jeg tænker: Den himmel er jo knaldgul! Sådan ser en himmel da ikke ud…. eller…? Den sansekraft, som trækker mig ind i billedet, henter sit stof fra andre områder end det visuelle. Der er noget andet med på palletten. Jeg kan hævde, at himlen objektivt set er blå. Men det er uden betydning. For denne maler har sanset den som knaldgul, og han har kastet sin oplevelse ind på lærredet. Som sætter noget helt andet i gang i mig, end hvis jeg betragtede et fotografi af det samme landskab. Det er ikke landskabet i sig selv, men oplevelsen af landskabet, han fortæller om i sit billede.

En anden historie: For mange år siden var jeg ude at køre bil sammen med min søn på 4 år. På et tidspunkt peger han op på et kæmpestort Michelin-logo på et autoværksted og siger: Se mor, en snegl! Jeg kigger kort op og siger med min hverdags-travlheds-stemme: Nej, det er ikke en snegl. Det er en orm. Så er der stille lidt, og efter en tid kommer en eftertænksom stemme fra bagsædet: Nej, mor……. for den føler sig som en snegl.
Den 4-års-visdom er jeg meget taknemmelig for, og jeg har haft glæde af den mange gange siden. Det handler om det samme: Hvem kan afgøre, hvad noget er? Hvornår er det berettiget at forsøge på at gøre det? Og hvad betyder vores forholden os til spørgsmålet for vores relationer og vores samtaler?

Sidste indlæg i serien om metaforer (Billeder malet med ord III) handlede om, hvor disse billeder i sproget kommer fra, og hvad de forbinder os med. Nu griber vi fat i et andet hjørne og løfter lidt op i det for at supplere den fortælling: Definitionsret. Fortolkningsret. Hvad går det ud på?
Lad os prøve at gøre det konkret og forstille os, at vi sidder og taler sammen. Du fortæller om en rigtig god oplevelse, du har haft, og siger måske: Låget lettede simpelthen, det var så fedt! Så taler vi videre om den oplevelse, og jeg spørger dig måske om, hvordan du oplever det der med, at ‘låget letter’, og du fortæller videre om, hvordan det mærkes, føles og ser ud. Vi taler måske også om, hvordan det så er, når låget ikke letter. Hvordan det mærkes, føles, ser ud, og hvilke situationer, der måske netop ikke får låget til at lette.
21999198-van-gogh-piletrerneAt ‘låget letter’ er et helt enkelt billede; ét af tusindvis af andre billeder, vi bruger dagligt i vores sprog. Når vi taler rundt om det, som i eksemplet her, så går vi på opdagelse sammen i de oplevelser, følelser og sansninger, som du forbinder med billedet, og du får lejlighed til at udforske dine egne oplevelser – med dit eget billede som indgangsdør. Vi ‘åbner’ så at sige billedet og spadserer ind i det, så vi kan se, hvordan der ser ud dér. Det er et eksempel på en samtale, hvor fortolkningsretten – dermed definitionsretten – bliver hos dig. Det billede, du bruger til at beskrive en situation, en tilstand, en fornemmelse, med, er opstået i dig og har en eller anden menings- eller betydnings-sammenhæng med den måde, du oplever dig selv/din verden/din situation. Og selvom jeg kan gøre mig nogle tanker om, hvad det kan betyde for dig, så er det aldrig noget jeg kan vide. For billedet udtrykker din oplevelse.

Jeg kunne også have brugt billedet ‘låget letter’ ind i mit eget fortolkningssystem og udledt forskellige ting om dig/din verden/din situation, som jeg så kunne præsentere dig for. Da ville jeg have taget ‘ophavsretten’ til dit billede. Jeg ville have tiltaget mig retten til at fortolke og dermed definere det. Jeg ‘oversætter’ da billedet i min egen forståelse og sender denne min forståelse tilbage til dig. Og en subtil lille magtforskydning ville have fundet sted. Med et lille sprogligt billede (som vi holder meget af :)) kan vi sige, at jeg så ikke længere er gæsten på besøg hos dig. Vi har skiftet plads. Så har jeg taget værtens plads og gjort dig til gæsten.

I vores samtaler med hinanden sker den slags ting hele tiden, hvis vi ikke er opmærksomme på det. Vi bruger vores egen forståelse til at forstå den anden med – og det er jo netop vores egen forståelse vi har ved hånden hele tiden, det er den begrænsning vi lever med – og så sender vi den tilbage til den anden, som om det også var den andens. Hvad vi faktisk intet kan vide om.
Tilbage til Van Goghs knaldgule himmel: Jeg kan ikke vide, hvad der driver ham til at male den himmel, men jeg kan være nysgerrig på, hvad det sætter i gang for mig. Og hvis han havde været i nærheden, kunne jeg tage en snak med ham om det. Vi kunne udveksle, hvad vi hver især oplever med/i det billede, og måske blive både klogere og rigere begge to. Det er hans værk; han har ophavsretten til det. Men vi kan dele vores oplevelser.

Værten og gæsten 

Hvad kan det give os af guidelines til de samtaler og udvekslinger, vi har med hinanden? Generelt kan det give god mening at være opmærksomme på, hvordan vi forholder os – og spiller med på – hinandens sprogbilleder og ordvalg. Alene af den grund at det er respektfuldt. I professionelle hjælpende samtaler er vores måde at forholde os på afgørende og må være reflekteret. Den bliver et udtryk for metode – og bag det for grundliggende holdninger og principper i vores arbejde.

I sidste indlæg skrev jeg om, hvordan billederne, metaforerne, er en del af alt det, der lever i os. (…) overvejelser og rationaler, kropslige fornemmelser, brudstykker af erindringer, sansninger, principper, værdier, forskellige bølger af emotioner (….). Jeg skrev om Gregory Batesons udlægning af primærprocesser og sekundære processer; begreber fra Freuds repertoire, som Bateson sætter ind i sin systemiske forståelsesramme. Jeg skrev også, at filosoffen Maurice Merleau-Ponty i sin krops-fænomenologi bruger begreberne det refleksive og det pre-refleksive om disse områder.
Det handler om forholdet mellem bevidsthed og ubevidsthed. Alle tre teoretikere har dannet teorier på det udgangspunkt – ja, vi kunne driste os til at kalde det et fænomen –  at vores bevidsthed ikke er alt. Vi består af andet og mere end det. Så vidt er de tre herrer enige. Forskellene opstår med spørgsmålet om, hvordan dette ‘noget’, som også er os, men udenfor vores bevidsthed, er en del af os. Hvordan forholdet mellem de dele er, hvordan de interagerer med hinanden, og hvilke intentioner vi i forlængelse af det kan have omkring det. Her bryder både Merleau-Ponty og Bateson markant med Freuds tænkning og den psykoanalyse, der udviklede sig ud af det.

Det er her, vi har et anknytningspunkt til spørgsmålet om definitionsret og fortolkningsret, som gør dette spørgsmål relevant ift. vores opmærksomhed her på sprogets billeder. Vi kan skyde genvej til forståelsen ved at se det klassiske billede af psykoanalyse for os: Psykoanalytikeren siddende i en stol med sin notesblok. Patienten/klienten liggende på briksen. Dette er indbegrebet af den ene udgave af vært/gæst-forholdet: Psykiateren er værten; det er ham, der er på hjemmebane. Han (ofte en han!) er eksperten, som udleder/analyserer, hvad der foregår i klientens/patientens sind, og dette kan han så præsentere. Han har den fulde fortolkningsret over billeder og fortællinger – han opfatter fortolkningen som sin opgave – og dermed definitionsretten over klientens/patientens sind. (Diagnosticering er bl.a. en sådan magtfuld definitionshandling).
Med al respekt for psykoanalysen og de landvindinger, den har bidraget med til vores aktuelle forståelser af os selv og hinanden, så får dette billede det altid til at krympe sig i mig. Der er en voldsom magt-ulighed i situationen, som alene deres positioner i rummet stadfæster og understøtter. Klienten/patienten er her underlagt det andet menneskes definition af sig selv og er på en vis måde blevet til gæsten i sit eget liv.

van-gogh_vue-de-sa-chambre-detail-Saint-Remy-de-Provence-1889I den modsatte udgave af vært/gæst-forholdet, som jeg i dette indlæg har skrevet frem med sprogets billeder som omdrejningspunkt, går samtaleparterne nysgerrigt på opdagelse i alt det, der rører sig i det enkelte menneske, og som bl.a. udtrykker sig gennem sprogets billeder. Det er en samtale, der ikke har som sit formål at reducere et udtryk i en enkel fortolkningsmodel, men tværtimod at udvide, forstørre, forståelsen af alt det, der lever sit liv i og imellem os, og hvis rigdom samtalens parter begge kan lade sig inspirere af.
En hel række andre landvindinger er mulige, når det enkelte menneske bevarer værtsskabet – og dermed ophavsretten – til sine egne billeder og forestillinger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *