AFGRUND. Et studie i fænomenet angst #3

Print Friendly

Cyklon

Angst har en særlig relation til tid. På en vis måde fortæller angst også noget om, hvordan vi lever i og med tiden. Den fodres af frygten for en forestillet fremtid, som kan gøre det svært at være i sin nutid. Den tids-lås kan man stille noget op med.
Jeg skriver om fænomenet angst. Denne gang om tid, realitetsafstemninger og om kunstneriske udtryksformer i relation til arbejdet med angst.
Jeg skriver om faldet i afgrunden, og om hvordan konkrete erfaringer kan tage angsten ud af angsten og gøre den mindre farlig. 

 

Angst har en særlig relation til tid. På en vis måde synliggør fænomenet angst, hvordan vi lever i og med tiden. Oplevelser af angst knytter sig til en forestillet fremtid. Den har ankerpunkter i erfaring – dvs den trækker på erfaringer, som på en eller anden måde har fremkaldt frygt. Noget har givet den anledning til at melde sig, som jeg tidligere har skrevet om. Den foruroligende og evt. lammende virkning, en given erfaring har skabt, aktiverer en angst, der opererer i relation til fremtiden. Den binder så at sige den foreliggende fremtid med fortidens stof. Fremtiden er ikke længere et frit, endnu ufødt og ukendt landskab at træde ind i; den er allerede farvet, tonet, af forestillinger.
Måske kan du ligesom mig mindes uberørte områder af nyfalden sne, som det gav en kildrende tilfredsstillende fornemmelse at træde ud i. Jeg er den første, der træder her, kan man tænke, og man træder ud i det med en vis andægtighed. Eller med et kæmpe spring, der virkelig sætter sit aftryk! Egentlig er fremtiden altid sådan et uberørt landskab, fordi den først kan materialisere sig for os i det øjeblik, vi træder ind i den og gør den til nutid. Hvis angsten er flyttet ind, har fremtidslandskabet i os mistet den uberørthed. Det er ikke længere et frit område, men allerede betrådt af forestillingernes vægt. Det kan gøre det svært at være i sin nutid.

Når vi arbejder med at orientere os i angstens landskab – vores eget eller som hjælper for andres – indeholder det altid et vist element af, hvad vi kunne kalde realitetsafstemninger. Vi forsøger at adskille realiteter og forestillinger på måder, der kan give os et nyt forhold til angstfænomenet. Den skelnen, vi arbejder med her – og som må være nøje afstemt med situationen og altså angstens aktuelle operationer i os – bringer i sig selv forandringer med sig alene af den grund, at vi skaber nye udsigtspunkter at se det hele fra.
Her fortæller jeg lidt videre på min egen historie om angst, fordi den blandt flere andre ting kan anskueliggøre noget omkring angstens relation til tid og realiteter.

Faldet 

Jeg levede altså med fænomenet højdeskræk i en årrække. (Jeg har skrevet om højdeskræk som eksempel på angst i de to første indlæg.) Forskellige begivenheder føjede sig til henad årene, som vel på en eller anden måde holdt angsten for afgrunden i live. Måske blev den også forstærket af disse begivenheder – min fornemmelse er, at der akkumulerede sig mere stof efterhånden  – men udover hvad vi kan kalde en fornemmelse af en ny slags skrøbelighed, som måtte integreres, ændrede historien om angsten sig ikke. Stadig var det et afgrænset fænomen ved eksponering for højder.
Så skete en voldsom begivenhed, som ændrede min historie om angsten. Det var kærligheden, den svære, det handlede om, og af forskellige grunde forsvandt alt, hvad der tydeligvis havde udgjort mit fodfæste. Og jeg faldt – kan jeg vist godt sige her på afstand – i én vedvarende langstrakt bevægelse:


Og ved siden af

hullet
kroppen der falder, der spinder om sin akse på vejen ned
indeni der krænger om, der gylpes ud og roterer med

Det der falder, det der roterer med, det der samles op, det der cirkler frit i luftens varmesøjle

Det interessante for studiet her var de voldsomme kropslige reaktioner. Efter en tid i den ubærlige eksistens-karrussel begyndte noget at dæmre for mig: Fornemmelsen i maven, svimmelheden, suget op igennem torso, skræk-skyllet, kvalmen ….
Højdeskrækken! Det var nøjagtig de samme reaktioner! Forskellen var – udover at reaktionerne var mere voldsomme og periodisk konstante – at jeg jo ikke var eksponeret for højder! Hvad havde denne situation, jeg var havnet i, med højdeskrækken at gøre? Hvad var fællesnævnerne?
Slægtskabet mellem forskellige tilstande/reaktioner begyndte at gå op for mig. Jeg blev klar over, at jeg var i gang med at falde. Digt-fragmentet ovenfor havde jeg skrevet længe før denne erkendelse dæmrede. Som en viden, der endnu ikke var bevidst, skrevet frem fra kroppens værens-fornemmelse, kunne digtet fortælle noget, jeg egentlig ikke vidste.
Antropologen og systemteoretikeren Gregory Bateson har blandt meget andet studeret, hvordan læring/viden opererer i en kompleks lagdeling af bevidsthed og ubevidsthed (Mentale systemers økologi, s. 155). Én af hans pointer i forhold til kunstneriske udtryk er, at sådanne udtryk formår at bevæge sig i grænsefladerne mellem det bevidste og det ubevidste. Han taler bl.a. om kunstneriske udtryk som halvt bevidste budskaber, der ikke blot kan konverteres til de bevidste refleksioner, vi fx har når vi taler med hinanden, fordi de da ville blive forvrængede, falske, ja simpelthen forkerte. Det er budskaber, der taler fra et andet sted. Fra grænselandet. Han skelner mellem primærprocesser, som finder sted i det ubevidste, og sekundære processer, som er refleksive bevidste processer.

Et Lemmerz3Akarakteriska ved primærprocesserne er ifølge ham, at dets stof består af rå og ufortolkede billeder. Han taler om, at dets diskurs, dets forståelseskode, er metaforisk. Og disse rå og ufortolkede billeder danner relationer med hinanden, når blot en enkelt fællesnævner er til stede. Kunstneriske udtryk har da netop denne mulighed for at pendulere mellem bevidst og ubevidst stof og formidle fra dette grænseland.
I mit eksempel syntes fællesnævnerne at være noget i retning af: Tab af livsmening = afgrund = fald fra stor højde. Tab af eksistentielt fodfæste udløste afgrunden-i-mig og altså faldet. For mig udtrykkes oplevelsen meget præcist i Christian Lemmerz’ foruroligende værk Dark Rain, som denne detalje er taget fra. (Rømershus, Strøget i Aarhus, hvis du har lyst til at undersøge det nærmere.)

Dette medierende potentiale, som kunstneriske udtryk har, er hvad der bl.a. får digteren Søren Ulrik Thomsen til at udtale, at værket altid er klogere end dets ophavsmand. Det har en blind vinkel, der bliver ved at strømme betydning ud af. (Information, 15.10.1994) I værket er der mere stof, end hvad kunstneren kan artikulere og måske endda forstår. Det er en af grundene til, at vi med fordel kan inddrage elementer fra kunstens verden, fra drømmenes landskab og andre beslægtede grænsezoner i terapeutisk og anden type hjælpende arbejde. De åbner dørene til flere typer af viden i os og giver os dermed et større landskab at navigere i. (Min bog Undervejs med mennesker er en både praktisk og teoretisk rejse ind i, hvordan æstetikkens verden kan være inspirationsfelt for samtalepraksis.)

Lad os kigge på et enkelt andet digteksempel blot for lige at brede den forståelse lidt ud. Pia Tafdrup udgav tilbage i 1981 digtet VÆLTER:

Vælter de døde fugle
ned fra køkkenhylden
og vasker hænderne

fri for fugtig bekymring
der sætter spor alle vegne
på døre og karme

falder
og slår knæ og hænder og næse
mod gulvet i det tomme hus

genkender lugten
når der går hul på en engel

Det er et mærkeligt billede med denne engel, der går hul på. Digtet beskriver en kropslig sanselig oplevelse af en bestemt tilstand, som så på en eller anden måde løftes hen i og har slægtskab, fællesnævner, med billedet af en engel. Sammenstødet mellem det sfæriske væsen og den kropslige erfaring er kraftfuldt. Billedet trækker sit stof fra et tydeligvis kropsligt forankret erfaringsrum, og hvorvidt stoffet er bevidst/ubevidst fra Tafdrups hånd, kan vi ikke vide. Men kraften i det kan ramme os, fordi vi kropsligt sanseligt kan genkende noget i dette billede, hentet i en eller anden form for grænseland. Det kan skabe resonans – det gør det hos mig – fordi det kommunikerer genkendeligt som et halvt bevidst budskab.
Netop dette digt korresponderer meget direkte med filosoffen Maurice Merleau-Pontys kropsfænomenologiske forståelse af kriser og traumer. Hans udgangspunkt er, at vores væren i verden er kropsligt forankret, men som en krop-sjæl enhed, der ikke kan opsplittes. Han beskriver netop vores kropslige værens-forankring som et kropsrum, en helhed, vi går verden i møde med, og som der på en vis måde ‘går hul på’, når forskellige indbrud i tilværelsen – tab, ulykker, traumatiske begivenheder eller andet – rammer os. Det vender vi tilbage til i det videre studie af, hvordan angsten så at sige kiler sig ind i vores værens-oplevelse. Her skal vi tilbage til eksemplet og dermed til angstens kobling til realiteter og tid.

Efter faldet

Sagt inde fra afgrunds-billedet kunne vi sige, at for enden af en af-grund er der altid en grund. Eller: Når man er faldet hele vejen ned, så kan man ikke falde længere. I dén situation begynder angsten at miste noget af det, der fodrer den. I det tidslige perspektiv kan vi også sige, at angsten fodres af forestillingen (konkret eller diffus, bevidst eller ubevidst) om noget forfærdeligt, der kan ske. Når det er sket, flytter perspektivet sig både rent sprogligt og forståelsesmæssigt fra konjunktiv (det, der kan ske) til nutid (det, der sker nu) og før nutid (det, der er sket). Det forestillede (og frygtede) ændrer lige så langsomt karakter, forvandler sig, til en realitet, der kan iagttages: Okay, det er sådan her, faldet er. Det bliver en realitet, der kan beskrives meget konkret og nøjagtigt. Sådan blev det også for mig. Langsomt opbyggede jeg en relation til – og et sprog om – mine reaktioner og de sammnehænge og situationer, de især meldte sig i, og jeg kunne begynde at iagttage dem med først en lille bitte afstand kilet ind i den forfærdelige oplevelse og efterhånden med en tiltagende distance: Nå, der kom du lige igen! Okay, så den lille påmindelse (fællesnævner) reagerer du også på.

Angst kan være begrundet i et utal af omstændigheder, og mit eksempel her er bundet til en særlig situation. At lade sig falde ud over afgrunden for at få dens angstfyldte virkning til at holde op (med tiden) er ikke et svar på angstens problematikker! Disse er som sagt meget komplekse, og her beskæftiger jeg mig blot med at iagttage og reflektere over forskellige aspekter af fænomenet. Eksemplet fortæller om, hvordan tidsforholdet ændrer sig, og angsten for det forestående så at sige bliver trukket tilbage i tid til en konkret og kropslig oplevelse, som kan iagttages i nu’et og retrospektivt. Fra forestilling til konkret erfaring. Det efterlader stadig en nysgerrighed i forhold til, hvordan angst og meningstab kan være hægtet sammen. Det kommer vi tilbage til i sammenhæng med Merleau-Pontys forståelse.
Realitetsafstemninger, som vi har været lidt omkring her, er – i forskellige udformninger og passende doseret – et væsentligt redskab i arbejdet med angst. Det er med til at tage angsten ud af angsten og simpelthen gøre den mindre farlig. At vide eksempelvist, hvor lang tid et angstanfald tager, at det ikke er farligt i sig selv, og at det altså hører op igen, kan have en vældig og på sigt forandrende betydning, hvis man lever med det i sit liv.
I Hjernekassen på P1 d. 3. juni fortalte Puk Elgaard om sine erfaringer med angst. Hun fortalte bl.a., at hun havde fået bedst hjælp fra de professionelle, som hjalp hende med at afproblematisere angsten og altså tale den ned i stedet for op. Man skal ikke være bange for angsten, siger hun, for den er ikke noget. Den er en tilstand, der kommer og går. I stedet for at gøre det til et projekt at komme af med den, foreslår hun at leve med den, trække tænderne ud på den og gøre den ufarlig. Det er selve narrativet om, hvad angst er, hun her sigter til. Hun beskriver også angsten sådan her:
Det er et lille barn, der græder nede på bunden af ens sjæl. Hvad gør man så? Man sætter sig ned på knæ og spørger, hvad der er galt. Hvad er du bange for? Gir den en krammer!

Og det er så smukt og omsorgsfuldt, at det må være dagens sidste ord.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *