Kære Conrad: 2. april 2015

Print Friendly

conradJeg slynger maske om maske og tænker på den dag, hvor de skal slynge sig rundt om din krop og holde den varm. Når du kryber ud af din hule, når du kæmper dig over skellet, når vi mødes engang.

Nu kommer det nærmere: Glæden. Glæder mig så meget til at møde dig, mærke dig og se dig folde dig ud. På passende mormorvis, naturligvis. Uha Conrad, jeg kommer på arbejde, gør jeg, med dette nye pladsskifte-ritual, som vi forbereder. Det gælder om at finde sin plads i det nye system; håber jeg kan finde balancen.

Jeg husker dengang din mors mormor blev mormor første gang. Det var lidt voldsomt dengang. Næsten så jeg – den dugfriske mor – fik helt åndenød af det. Det var jo mig der stod i første række sammen med barnet, og lige præcis den fornemmelse af pladserne blev udfordret. Og når jeg tænker tilbage, fik netop det at den blev det, meget stor betydning for udviklingen af relationerne videre frem. Så at finde balancen, det handler det om. Ikke tage hinandens plads, men finde sit eget nye sted – respektfuldt afstemt med omgivelserne.

Tid og rum, det er dét det handler om, og som jeg bliver ved med at kredse om i mine breve til dig. Og hvorfor er det mon så vigtigt for mig? Det er det fordi, det er identitet det egentlig handler om.  Fordi vores identitet udvikler sig i den måde, hvorpå vi indlejrer os selv i tiden og rummet. Den måde hvorpå vi gør os til tid og rum og skaber fortællingerne om, hvem vi selv er. Vi kan ikke gøre det alene. Vi bliver hele tiden til gennem forhandlinger og genfortællinger sammen med andre eller igennem andre. Derfor er det så vigtigt at undersøge, hvordan vi forstår os selv som væsner i tid og rum – sammen med andre.

Når man har så mange år på bagen som jeg, bliver erindringen meget vigtig for at forstå disse ting. Man kan sige, at erindringen er den måde, vi aktiverer vores hukommelse på. De uddrag, nedslag, vi vælger at holde fast ved som ‘fortællingen om hvem jeg er’. Det er som perler på den livets halskæde, vi bærer usynligt om halsen, og hvor vi selv har valgt hver enkelt perle, der skal med. Det er bare ikke altid, at vi er klar over, at det er sådan det er. At kæden ikke blot er en given ting, én som måske kan føles som et åg over nakken. Men at vi faktisk selv har muligheden for at sammensætte farver, glans, størrelse osv. af hver enkelt perle. Og at vi altid kan hente nye oversete perler frem fra hukommelsen og føje dem til eller skifte dem ud med nogle, vi ikke længere ønsker i kæden.

For dig er det der med erindringen jo ikke så aktuelt endnu. Det hele ligger foran dig og venter på dig, og ikke som hos mig, hvor en stor del ligger bagved som levet liv. Jeg tænker på, hvordan din hukommelse arbejder for dig nu. Hvad tager du mon med dig fra ‘livet i hulen’, fra mellemrummet? Jeg tror, at du på din helt egen måde allerede er i fuld gang med at opbygge fornemmelser og sansninger, som bliver til spæde erindringskim senere.

Så mens du ligger der stille og roligt og skaber små byggesten til dit kommende liv, vil jeg gerne dele noget mere med dig omkring hukommelsen og dens betydning – for dit liv som kommer og for liv i det hele taget. Så hæng på, fortsættelse følger i næste uge.

kærlig hilsen
mormor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *