Om mellemrum

Print Friendly

Space-bar-01greyVi er havnet i et gigantisk mellemrum. Et ufrivilligt venteværelse sat på pause. Det er tid for en lille limbo-talk her på min blog.
Ikke et ord om Corona, men en del om mellemrum, limbotilstande, udtrykket “tidsrum”, busskure, venteværelser og vores allesammens nære ven, åndedrættet. 

 

 

Ordet limbo kommer fra latin og betyder rand eller kant. I vestlig teologi er det blevet brugt som betegnelse for en mellemtilstand for de afdøde, som hverken kan placeres i himlen eller i helvede. Et temmelig uafklaret sted at være, kan man forestille sig, hvor man ikke rigtigt passer ind nogen af stederne i den kristne dualisme mellem det gode og det onde. Et hverken-eller. Et sted præget af uvished.
Når vi taler om at befinde sig i et limbo eller være i en limbotilstand betegner det netop denne fornemmelse af et ikke-sted. Et ingenmandsland. Vi ligger måske i flytterod; det velkendte “hjemme” findes ikke mere, og det nye er ikke etableret endnu. Eller vi har netop afsluttet et job og er endnu ikke begyndt på det nye. Eller vores tilknytning til en partner er kappet med et brud, og vores opmærksomhed og tilknytningstrang har ingen steder at rette sig hen. I limbo mister vi fodfæste. For en stund, kan vi sige med Søren Kierkegaard, for et nyt fodfæste dukker altid op igen på en eller anden måde: Et nyt “hjemme”, et nyt job eller måske en ny kærlighed eller nye relationer at pleje tilknytning med. Limbotilstande er midlertidige tilstande; mellem-rum. Man er “faldet ud” eller “koblet fra”. At tale om mellemrum giver kun mening, fordi der samtidigt findes rum. At blive fastlåst i limbo, i uvished, sådan som udtrykket bl.a. har fået betydning af i den kristne teologi, er noget af det mest ubehagelige, vi kan forestille os. Det er da også forskningsmæssigt dokumenteret, at netop dette er det allermest mentalt belastende for os.
Indenfor teaterverdenen er limbo et velkendt begreb, som omfavner overgange mellem fiktionens verden og virkelighedens verden. Vi taler fx om liminalfaser som de mellemrum – og dermed tilstande – som indfinder sig for skuespilleren i skiftene mellem rollen og skuespilleren selv: I garderoben, i kulissen, lige før spotlyset tændes, under og lige efter applausen. Eller for tilskueren på vej ind i eller netop placeret i teaterrummet: Hverdagen er sat på pause, dagligdagsbekymringer sat i parentes, mens man skaber plads i sig til den forestående oplevelse, men fiktionens rum på scenen har endnu ikke åbnet sig endnu. I et øjeblik, i overgangen, er man hverken-eller og midt imellem.

Ikke-steder

Det er altsammen mellemrum. Ikke-steder. Og vi kender dem alle sammen; helt ned i de små hverdagsoplevelser: Du har fx lige afsluttet opvasken og finder pludseligt dig selv stående midt på gulvet i en underlig mellemtilstand, fordi du ikke har gjort dig bevidst, hvad din næste handling er. For mange af os sker der da det, at vi skynder os at komme i tanke om noget nyt, vi kan gøre. Så vi har et nyt “rum” at træde ind i. I vores moderne verden er vi ikke så komfortable med mellemrum. Intetheden i “ingenmandsland” kan vække ubehag eller bare føles forstyrrende. På samfundsniveau har strategier som Lean-management og senere New Public Management gennem mange år lært os, at mellemrum er noget skidt. De skal skæres ud og væk, så vi kan være effektive, produktive. Det er forlængst krøbet under huden på os og er blevet til livsstrategier: Det gode liv er fortagsomt, producerende, altid på vej til nye handlinger, der kan optimere et eller andet.

Zen Things II min personlige historie har mellemrummene ikke haft så gode vilkår. Fortagsomhed og effektivitet har – uden at jeg tidligere var særlig bevidst om det – også været guidende værdier for mig. Eller vi skulle rettere kalde det for guidende normer, for det var ikke noget, jeg bevidst havde valgt, men noget som jeg var drevet af. Sådan som vi vel alle i forskelligt omfang drives af – og forsøger at leve op til – de normer, som er rundt om os. Og det krævede en del øvelse, da jeg så begyndte at blive opmærksom på det. Det gør det stadig; det kan vist godt kaldes for livslang læring for mig!
For et par år siden faldt jeg over denne enkle livsguide hos en god ven. Zen Things. Jeg besluttede mig for at udfordre én ting af gangen og (naturligvis) zoomede jeg straks ind på punkt 5: Put space between things. Det talte til mig; her var noget at tage fat på for mig. Det begyndte jeg så at gøre, og det blev en fantastisk opdagelsesrejse i alle livets små og større mellemrum. At virkelig få luft ind imellem tingene var en revolutionerende begivenhed i mit liv, som supplerede andre begivenheder i samme tidsrum og førte mig ind i en helt ny måde at leve tiden på. Nye måder at både være i tiden og lade tiden være på.

Tid og rum

Mellemrum er et udtryk, der umiddelbart handler om rum. Det handler om dét, der er imellem eller udenfor definerede rum. Men i samme moment handler det om tid. Tid og rum hører intimt sammen i vores oplevelse af verden og af at være til. Lad os et øjeblik rette opmærksomheden mod vores åndedræt; dét, som vi hele tiden har med os uden at tænke noget videre over det. Vi trækker vejret ind, vi ånder ud. Kontinuerligt har vi disse selvkørende handlinger i vores krop. Hvis vi bliver opmærksomme på det, er der også små mellemrum eller pauser imellem handlingerne. I skiftene, når vi har trukket vejret helt ind, og når vi har åndet helt ud, er der en lille pause, hvor der “ingenting” er. Ingen handling. Det er næsten som om, tiden står lidt stille lige der. Eller får lov til bare at være. Det kan opleves lidt som et helle. Hvis vi hviler et øjeblik i det helle og udvider det lidt, bliver det til et rum, der folder sig ud. Der bliver plads; space between things. Tid og rum udveksler med hinanden; et særligt tidsrum bliver skabt. (Vi kan også tale om det som noget der udfolder sig i forholdet mellem tidens strøm og tidens fylde; noget som jeg er meget optaget af lige nu, og som indgår i min kommende bog Torsdagsbreve til Conrad. Men det er en anden historie.)

Hvis man er urolig, bekymret eller måske ængstelig, føles det ofte ikke rart at opsøge den slags frie tidsrum i åndedrættets pauser. Så kan det være rigeligt blot at trække vejret stille og roligt og finde fodfæste og ro gennem det. Hvis og når vi kan det og har lyst til det, vil opmærksomheden på og udvidelsen af disse pauser mellem indåndingen og udåndingen give en fornemmelse af forøget ro. (Prøv fx en enkel øvelse, der illustrerer det: Tæl til 4, mens du ånder ind, til 4 i pausen, til 4 mens du ånder ud, til 4 i pausen igen og fortsæt sådan. En herlig rolig rytme indfinder sig.) Pauserne skaber modvægt til handlingerne, de afbalancerer vores aktive liv. Vores vigtige “vita activa”, som filosoffen Hannah Arendt kaldte det, får en form for vitalitetsindsprøjtning gennem de pauser, som mellemrummene giver.

Busskure og andre forsvundne mellemrum

Hvis vi kigger os omkring, kan vi iagttage det samme fænomen på en række andre områder. Måske kan du ligesom mig genkende den gamle fornemmelse af at blive sat i en venteposition – det kan være i lægens venteværelse, ved stoppestedet, på togperronen – og man falder ind i en lidt vegeterende tilstand. Med defokuseret blik sidder man bare der og … ja, sidder. Falder lidt ud. Sådan et lille udfald kan fungere som en utroligt livgivende pause i dagens strøm af aktiviteter, forholden sig og begivenheder.
For 10 – 15 år siden begyndte en markant ændring i vores almindelige adfærd så at rulle i gang. Jeg begyndte at lægge mærke til det, når jeg passerede busskure og stoppesteder. Det velkendte syn af fraværende blikke indstillet på uendeligt – som vidnede om, at deres ejermand midlertidigt var “tjekket ud” og befandt sig et andet sted, måske et ikke-sted – forsvandt gradvist. I dag er de blevet en sjælden art i det offentlige rum; næsten alle ventende mennesker kigger på deres telefoner. Smartphones har gjort deres indtog, og de har taget hverdagslivets små mellemrum med sig. De har fyldt mellemrummene ud. Vi kan naturligvis sige, at det bliver jo fyldt ud alligevel på en eller anden måde af tilfældige tanker eller måske endda bekymringer, så hvor stor er forskellen lige?
Stor, ville jeg sige. Forskellen er i rettetheden: Det defokuserede blik glanende ud i luften er ikke rettet mod noget. Det fraværende fokus skaber mellemrummet. Blikket på smartphonens skærm kan for nogle opleves som en pause, men kan ikke på nogen måde udgøre et mellemrum pga. den rettethed, som vores bevidsthed altid allerede har mod den.
For nyligt havde jeg en særlig oplevelse i en kø i supermarkedet. En kassekø er også et herligt mellemrum, som jo også er skrumpet lidt med vores små “mellemrums-slugere”. Jeg står altså dér, og så mærker jeg trækket i armen. Det er min højre arm, som er på vej ned mod lommen, hvori mobilen ligger. Et lillebitte mellemrum i dagens strøm er opstået, og min krop er allerede i gang med at gribe telefonen. Med en indsats fra min bevidsthed fik jeg stoppet bevægelsen; “det er sgu alvorligt, det her!”, tænkte jeg ved mig selv.

Måske kan du genkende oplevelsen? Måske mærker du også mellemrum forsvinde? Måske skulle vi danne en forening til mellemrummenes beskyttelse?
Det var så min foreløbige hyldest til de livgivende mellemrum i vores liv. De kan noget! Især i passende doser. Når de varer ved i længere tid, må vi sætte det lange lys på og strække vores limbofartøj, så godt vi kan. For det holder jo op igen. Lidt senere.

Pas godt på hinanden derude.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *