Fortællinger om magt, afmagt og modmagt /6

Print Friendly

07

Det er tirsdag og tid til fortællinger om magt, afmagt og modmagt. 
Jeg skriver om de magtdynamikker, der bevæger sig rundt i vores relationer. Og jeg bruger teaterscenen som indgang, fordi den gør noget, som kan virke meget kompliceret, så dejlig tydeligt og til at forstå.

 

 

I min kredsen rundt om magtfænomenet bevæger jeg mig lidt tættere på det relationelle felt, hvor det virkelig lader sig iagttage. Og jeg begynder i teatersalen. Derfra har jeg en del inspiration, så det falder mig let, men især gør jeg det, fordi hele ideen med teatret er at frembringe, udforske og vise relationer mellem mennesker og alle de dynamikker, der er på spil. Herunder, naturligvis og som et væsentligt element, magtdynamikker. Fortællinger er det medie, som teatret bruger til at få disse ting til at træde frem, men omdrejningspunktet er altid relationerne. Også i en monolog, der kan være spækfyldt med intense relationer, som skuespilleren alene på scenen da tryller frem for vores forestillingsverden. Teater handler jo egentlig blot om at give os stof til at forstå dette dilemmafyldte vilkår at være menneske. Og uden relationer er vi slet ikke mennesker.

Herover har vi et tidligt pressebillede for den aktuelle forestilling Hamlet på Det Kgl. Teater. Jeg skal se den senere på måneden, og det glæder jeg mig rigtig meget til! Men prøv engang at kigge på billedet: Helt underspillet er det og tilsyneladende neutralt sat op – der står de i deres almindelige tøj en tilfældig prøvedag. MEN alligevel ser vi noget: Der er Hamlets lidt perplekse og resignerede udtryk, Gertruds lidt forsøgsvis afvæbnende mildhed og i midten fylder Claudius, Hamlets onkel, som i hans fravær har dræbt hans far og giftet sig med hans mor. Faktisk er billedet her måske endda klippet sammen af soloportrætter til PR brug, men det betyder ingenting. Pointen er, at tilsammen udtrykker de på denne underspillede facon alligevel nogle magtrelationer, og det er dét, PR-folkene gerne vil have frem. To eller flere mennesker i et rum er en relation, og der er altid noget i det rum. Relationen har en karakter. Noget er på spil, eller måske er der blot en underliggende “tone” af forskelle og forholdemåder. (Filosoffen og sociologen Jürgen Habermas introducerede engang begrebet den herredømmefri samtale, hvorved han forstod, at magtfrie samtaler/relationer var både mulige og realistiske. Det udgangspunkt er jeg skeptisk overfor; i min optik er fravær af magt muligt at opnå, men kun som sjældne kortvarige undtagelser. Det skriver jeg mere om senere.)

Det er ganske små tegn, der fortæller os om karakteren af en relation. På billedet her får vi en fornemmelse af, hvordan Claudius ligesom har indtaget rummet, tiltaget sig noget magt, hvordan der ligesom er noget “vedhængs-agtigt” over Gertruds position og attitude (og sådan er det også i Hamlet-fortællingen; en virkelig trist mor-søn-fortælling), og vi fornemmer Hamlet – ham som vi identificerer os med – hvordan han står der; udsat og ligesom “sat til vægs” overfor denne nye alliance mellem de to andre.

En helt basic øvelse, som enhver deltager på et dramahold har oplevet, er statusøvelser. Det handler om magt. Eller rettere: Det handler om magtrelationerne. Det er øvelser, der træner færdighederne til at vise, hvordan magtforholdet er i en given relation. Og det er helt elementært: Gennem kropsholdning, attitude, positioner, stemmeføring, gestus og bevægelser forsøger man at udtrykke magtforholdet. En start-klassiker er medarbejderen, der kommer ind på chefens kontor. Eller det kan være eleven, der er sendt til rektors kontor for en irettesættelse, tyven, der pågribes af ordensmagten, eller ægtemanden, der konfronteres med sin hustru efter utroskab. Eller … Kun fantasien sætter grænserne for, hvilken konkret fortælling, som skal udgøre rammen, mens hvad det egentlig handler om – magtdynamikkerne – udtrykker sig i sit eget sprog indenfor den ramme og delvist uafhængig af den.
En ulige og mobil relation skaber spillerum for, at magtdynamikkerne kan træde frem. Her er vi inde og røre ved den moderne magt, sådan som filosoffen Michel Foucault har beskrevet den som noget, der så at sige flyder rundt imellem os, og som jeg skrev om i sidste uge (Fortællinger om magt, afmagt og modmagt /5): Magt som en effekt af ulige og mobile relationer. Hos Foucault er den ikke noget i sig selv, men bevæger sig som dynamiske virkninger af relationer, som på en eller anden måde har noget ulige og mobilt over sig. Og denne ulighed kan fremstå som en forskel i formel autoritet – sådan som vi typisk vil tage afsæt i, når dramaholdet skal i gang med statusøvelser – men den kan også være, og er ofte, langt mere subtil i form af uformelle magtstrukturer i tilsyneladende lige relationer. Den dynamiske bevægelige magt skaber spænding og bevægelse: Hvordan udvikler det sig? Hvad vil der ske? I teatrets drama er magtdynamikkerne afgørende for at drive plottet frem. De er afgørende for, hvad der videre sker. Og i vores helt egen fortælling, i vores eget liv, er det lige sådan.

Hverdagsmagt

Jeg kan huske engang, jeg opsøgte en ny læge. Efter at have hilst på mig stående og uden smil, satte han sig på sin stol og kiggede ind i computerskærmen, mens han spurgte mig, hvad det handlede om. Han sad tilbagelænet, og mens jeg begyndte at fortælle, blev han ved med at kigge ind i skærmen. Engang imellem drejede han hovedet og kiggede på mig, stillede måske et spørgsmål – blikket skarpt, tonen skeptisk og stadig uden smil – og vendte tilbage til skærmen. Jeg blev tiltagende usikker, talte hurtigere end jeg plejede, faldt over ordene. Og følte mig tiltagende dum og ubehjælpsom. Han rejste sig og bad mig demonstrere nogle bevægelser. Hans stemme havde en irriteret, utålmodig klang. Han satte sig igen, sagde et par afsluttende bemærkninger og lod mig forstå, at seancen var forbi. Da jeg kom ud, følte jeg mig som “et nul i et hul”, og jeg besluttede mig for, at ham ville jeg aldrig nogensinde tale med igen.
Det er et eksempel på én ud af uendeligt mange hverdagssituationer, hvor magtforholdet udfolder sig som en effekt af en ulige og mobil relation. Han var den lægelige autoritet, jeg den opsøgende patient. Udgangspunktet var ulige; asymmetrisk. Han kunne have gjort noget andet, og relationen mellem os ville have udviklet sig anderledes. Hvad der skete var, at magtforholdet vippede helt og aldeles over og demonstrerede ham som den magtfulde og mig som den afmægtige. Min eneste mulige modmagtshandling var min beslutning bagefter om aldrig at tale med ham igen. Jeg kunne også være gået tilbage og sagt: Hvad f… bilder du dig egentlig ind? I situationen var jeg alt for fladmast til det. Hvis han krydser min vej igen, overvejer jeg at trække det kort 🙂

Du har sikkert selv oplevet masser af situationer, hvor et ulige (og mobilt) udgangspunkt har bevæget sig til den ene eller den anden side. Det kan være oplagte ulige udgangspunkter som her, eller det kan være en af alle disse mere subtile uligheder som fx en dårlig samvittighed, der spøger i kulissen og påvirker din holdning, din talemåde eller andet. Eller det kan være den andens forsøg på med små tegn – holdning, blik, stemmeføring osv. – at markere en form for herredømme i situationen, som enten får dig til at krybe lidt eller modsat får dig frem i skoene og op på tæerne, så du kan “matche” udfaldet eller måske endda overtrumfe det. Den dynamik oplever vi meget ofte i den samtaleform, som vi kalder diskussion. Der opstår en “battle” på synspunkter, som ind imellem kan forekomme som skinprocesser for noget andet og mere betydningsfuldt, nemlig ønsket om at få eller bevare en magtposition i situationen. Det er det, som vi i teatersproget kalder undertekst: Usagte men meget tilstedeværende motiver – ikke nødvendigvis bevidste – driver samtalen som en underliggende motor.

Magtopmærksomhed

På samme måde som filmmediet, der blot er en videreudvikling og udvidelse af teatrets virkemidler, kan teatermediet på enkle måder vise os, hvordan magt – og dens afledninger afmagt og modmagt – opererer som dynamiske bevægelser, små motorer, i vores relationer. Det er på en måde både enkelt og meget kompliceret: Enkelt, at det sker og er sådan, kompliceret at få hold på og forholde sig aktivt til.
Så hvad kan du gøre, hvis du gerne vil praktisere lidt magtopmærksomhed på det felt?
Måske kan du begynde med at lægge mærke til dette karakteren af relationen i de relationer, du indgår i; en samtale med en ven, et møde på arbejdspladsen, aftenmåltidet i familien. Alle typer situationer, hvor du er i relation med andre, kan bruges. Hvordan er du placeret overfor den anden/de andre? Hvordan er din holdning og dit kropssprog? Hvordan er din stemmeføring og dit blik? Og hvilke virkninger har det, som du gør? Og det, som den anden/de andre gør? Hvordan får det magten til at bevæge sig?

Jamen, der er da ikke altid magt på spil, får du måske lyst til at sige. Vi kan vel mødes fredeligt og bare tale sammen/være sammen?
Eller hvad? Hvad mener jeg egentlig med, at magtfrie relationer kun opstår som en slags undtagelse? Som glimtvise frizoner.
Og hvad mener Michel Fouccault dog med, at “hvor der er magt, er der modmagt”? At vi altså kun kan tale om magt i egentlig forstand, når der også er modmagt til stede? Det sidste har jeg gået og rodet ret meget rundt med de sidste par uger, og jeg tror, jeg begynder at forstå. Det skriver jeg om i næste uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *