Vitalitet 4

Print Friendly

EinsteinNår vi skal forstå dynamiske vitalitetsformer som et helt grundliggende fænomen i livet og i relationer mellem mennesker, kan vi med fordel ’skyde genvej’ over kunstens område; og mere præcist over de performative kunstarter dans, musik, teater og film.

Det kan vi, fordi arbejdet indenfor disse områder i høj grad handler om netop at frembringe dynamiske udtryk for vitalitet. Daniel Stern beskriver det sådan, at vi i disse kunstarter møder vitalitetsformer i ren form, fordi de her både er forstærkede og bevidst indøvede og samtidig er frigjort fra dagliglivets tummel og tilfældigheder. Vi kan altså studere fænomenet indenfor et område, hvor det ligger i selve intentionen at skabe dynamiske oplevelser af VITALITET. Et studie som vi så kan tage med os ind i andre livsområder og oversætte til disse områders sprog og behov.

Indenfor disse kunstarter er der forskellige – og for kunstarten specifikke – betegnelser eller koder, også kaldet dynamiske indikatorer, som er retningsvisende for, hvilken vitalitetsform der ønskes frembragt. Meget anskueliggørende er der indenfor musikkens verden en række notationer, der formidler hvilket udtryk der ønskes: Legato, staccato, allegro, andante, ritardando, accelerando osv. beskriver det dynamiske udtryk, som er komponistens intention med værket. Noderne kan ikke stå alene, da ville udførelsen af dem blive livløs. En slags digital gengivelse. Det levende bringes ind i værket gennem fortolkningen. Og fortolkning er her i musikteknisk forstand koblet til den kraft, betoning osv., hvormed instrumentet føres.
Ifølge Stern er de dynamiske træk i musikken netop så udviklede og forfinede, at vi i løbet af få sekunder kan registrere, hvilken genre af musik vi hører, selvom det er det samme melodistykke der spilles.

I Vitalitet3 har jeg beskrevet Sterns begreb repræsentationstråde som formidler af det dynamiske vitalitetsudtryk. Han skelner mellem en dynamisk repræsentationstråd og en indholds-repræsentationstråd, som de to ’spor’ vi opfatter udtrykket igennem, og hvoraf den dynamiske tråd er den primære og mest fundamentale af de to. Overført til det netop beskrevne opfatter vi det dynamiske spor i musikken gennem den præcist instuderede type af kraftudfoldelse, mens indholdstråden i højere grad vil være de følelser og billeder, vi kobler til det dynamiske udtryk. Det er denne sekundære og meningsskabende proces i os, der oveni den dynamiske oplevelse kan give os en samlet oplevelse af at være i dialog med værket; måske ligefrem at ‘forstå værket’, dets budskab eller mening. En proces som nødvendigvis må være helt subjektiv, om end der i værkets intention – netop gennem frembringelsen af helt specifikke vitalitetsformer – kan ligge en særlig retningsanvisning ift. meningsskabelse og fortolkningsprocesser.

Indenfor teatret arbejdes der også intensivt med det dynamiske ’spor’ i oplevelsesdynamikken; særligt tydeligt i fysisk betonet teater og danseteater. Eksempelvis har Odin Teatret gennem en lang årrække specialiseret sig i en tilgang til det sceniske udtryk, som på en meget direkte måde tager afsæt i denne viden om det dynamiske niveau som et primært udtryksniveau i formidlingen af VITALITET. Her arbejdes der specifikt med at skabe ’stilladser’ af dynamiske kropslige partiturer, hvorefter det narrative, tekstlige eller andet indholdsbetonede niveau ‘lægges på’ det dynamiske udtryk. Modsat den traditionelle og klassiske tilgang til teater, hvor teksten og dennes intention danner udgangspunktet, hvortil der konstrueres meningsfyldte fysiske og kropslige ‘omgivelser’. I forlængelse af det foregående er dette altså en tilgang, der er modsat Sterns forståelse af dynamiske vitalitetsformer: Her danner den indholdsmæssige repræsentationstråd fundamentet, og den dynamiske tråd ‘vikles om’ eller lægges ‘langs med’ dette fundament. Lidt polemisk bemærket kan man spørge, om det mon er derfor, at ordteatret ind imellem kan have så svært ved at skabe en levende formidling? Men det er en anden historie, som vi lader ligge nu.

Odin Teatrets særlige måde at arbejde med dynamiske vitalitetsformer på kan eksempelvis iagttages i Iben Nagel Rasmussens soloforestilling Itzi-Bitzi. I en af sekvenserne fortæller hun om, hvordan hun og Eik blev fanget ind af stofferne og miljøet omkring det. Hun bruger en maske i scenen og fortæller historien, imens hun synes at kæmpe med nogle lange bånd, som hun er fanget i og som trækker i hende bagfra. Bag hende og hævet op på en kasse står en mespiller og ‘holder tøjlerne’. Han styrer og trækker tilsyneladende i båndene, som hun indfanges mere og mere i. Et meget stærkt billede opstår af stoffernes afhængighedsskabende virkning, og det miljø der udvikler sig i forlængelse af det. Et markabert marionetteater. Det er en oplevelse, der går lige i mellemgulvet!
Ibens bevægelsesforløb eller kropslige partitur er imidlertid ikke skabt til denne scene. Bevægelserne er hentet fra Ibens arbejde med én af de store styltefigurer, som Odinteatret har lavet gadeteater og optog med mange steder i verden. I træningsarbejdet er der blevet arbejdet dynamisk med bevægelserne fra denne tidligere oplevelse. De er så at sige trukket helt ud af deres kontekst – inkl. de fysiske omstændigheder og udfordringer som har skabt dem – og fremstår nu som et fra realiteterne løsrevet og meget dynamisk partitur. Både rekvisitter, replikker, fortællekontekst og deraf følgende emotionelle energi er efterfølgende lagt til den dynamiske bevægelse. Eller man kunne sige at de øvrige elementer er applikeret ind i bevægelsessekvensen i nøje afstemt form og mængde, efterhånden som de formår at supplere den grundliggende dynamik på en måde, som nærmer sig intentionerne med sekvensen.

Dette er ganske vist et enkeltstående eksempel, og meget sparsomt gengivet her, men det rammer alligevel noget helt centralt i Odin Teatrets arbejdsmetode. Som eksemplet illustrerer, opererer Odin Teatret med en viden om, at dynamiske vitalitetsformer bæres af den del af det samlede udtryk, som har direkte med dynamikken at gøre: Retning, rytme, hastighed, forandring/intensitet. Indholds-tråden – det sanselige, emotionelle og meningsskabende – tilfører naturligvis udtrykket noget nyt, og det samlede udtryk farves af dette. I den konkrete sceniske proces er der tale om en dialog mellem de forsk. elementer. Det væsentlige for studiet af VITALITET er her rækkefølgen: Det levende i os transporteres i og udtrykker sig gennem kropsligt baserede dynamikker, så hvis vi ønsker at fremme eller formidle VITALITET, må vi tage afsæt i og basere vores arbejde på dette fundament.

Hvordan påvirkes mon vores tanker omkring VITALITET af denne viden?  Hvad kan vi bruge den til? Hvad betyder denne viden fx. for arbejdet med mennesker, der af forskellige grunde føler sig drænede og ikke kan få fat i vitaliteten i deres liv? Ofte vil der af godhjertede mennesker blive talt og talt og talt til deres hovede ud fra en overbevisning – eller et fromt ønske – om at disse mennesker kan genantænde, ‘genstarte’ deres VITALITET oppe i hovedet?

Mange spørgsmål melder sig. Følg med på den videre rejse – forsøgsvis et nedslag om ugen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *