Fortællinger om magt, afmagt og modmagt /14

Print Friendly

Linedans IVMagt findes. Og ind imellem lander den hos os selv. Enten fordi vi griber aktivt ud efter den, eller fordi vi får den tildelt af nogen. Og nogle gange sker det bare. Så begynder balanceakten.
Jeg afslutter temaet omkring magt med at skrive om at have den. Hvad er det, vi står i, og hvad kræver det af os, når vi tager magten på os?

 

Alle kan klare modgang; vil du virkelig teste et menneskes karakter, så giv det magt.

Dette citat af Abraham Lincoln indrammer sidste afsnit af TV-serien Borgen. Jeg så serien for nyligt, og det har været uhyre interessant og tankevækkende at følge serien sideløbende med de aktuelle temaer på den danske politiske scene. Borgen er en historie om magten, som den slynger sig tæt omkring på den ene side de folkevalgte, der skal forsøge at forvalte den tillid, dermed den magt, som andre mennesker har givet dem, og på den anden side de medier, som skal kigge dem over skuldrene og fortælle om, hvordan de klarer det. En virkelig tæt og delikat “magttango” udspiller sig her mellem den tildelte magt, de folkevalgte, og dens “vagthunde”, som også oppebærer en betydelig magt.
Den aktuelle virkeligheds “magttango” har næsten overgået fiktionens sans for at sætte tingene på spidsen med drama, dilemmaer og tragik. Vi har været vidne til, hvordan den lovgivende magt fx under indflydelse af #metoo 2. bølge lod magtkampene udspille sig i de sociale mediers ustyrlige offentlighed i stedet for i de fora, som det repræsentative demokrati har sat op for denne magtforvaltning.
Kønt har det ikke været og dertil tragisk i næsten Shakespeare’sk forstand. Hvis det virkelig havde været en tango, ville medierne fremstå som dansens dominerende part og de folkevalgte nærmest som marionetter tumlende hid og did i mediehavet.
Magten er flygtig. Og når den underlægges en ustrylig medieoffentlighed bliver den blot endnu flygtigere. Sagt med Michel Foucault, som har fulgt os lidt på vej i denne blogserie om magt, er den “effekter af ulige og mobile relationer”. Den bevæger sig rundt, skifter plads mellem aktører, ændrer balanceforhold i relationer og præger de mennesker, der indgår i magtspillene. Og ja, den korrumperer også. For vi bliver glade for magten, når vi har den, og har ikke lyst til at give slip på den. Eller hvordan?

Vilkåret magt

Fænomenet magt findes, og det er også helt nødvendigt, at det gør det. Magt er et vilkår for menneskelig interaktion, og vi kan ikke rigtigt vende den ryggen. Naturligvis er der magt-arenaer og magtkampe, vi kan vælge ikke at være en del af. Det er vores frihed og ret i mange situationer at vise magten modmagt ved at træde tilbage fra dens uønskede virkninger; nægte at spille med og tage exit-trappen ud af arenaen. Men der er også rigtig mange arenaer, som vi ikke kan træde ud af: Arbejdspladsen, studiet, familien, lokalmiljøet, vennegruppen osv. osv., hvor vi må finde os til rette med magtens forskellige typer af operationer, fordi der ikke rigtigt er noget alternativ. Og vores repræsentative demokrati er et udmærket eksempel på det: Vi kan blive edderspændt trætte af konsekvenserne af dets magtspil ind imellem, men et egentligt alternativ kan vi ikke rigtig se for os: Diktatur? Anarki? Nej vel? Vi må træde dansen og finde måder at gøre det på, som vi kan leve med.

Derfor Lincoln-citatet her. Vilkåret magt findes; det er hvordan vi gør den, vi virkelig må interessere os for. Og hvad dette, at vi gør den, gør os til. For uanset hvilke roller, vi indtager og praktiserer i vores liv, så lander magten engang imellem hos os selv. Enten fordi vi har valgt at gribe aktivt ud efter den, eller fordi vi har fået den tildelt. Eller fordi det bare sker upåagtet som en del af den uformelle magts puslen rundt imellem os.
Linedans VHer kommer Friedrich Nietzsches “vilje til magt” ind i billedet igen. (Jeg skrev om et eksistentialistisk blik på magt sidste gang: Fortællinger om magt, afmagt og modmagt /13) Hvis vi vil agere i verden – indtage den, udveksle med den, sætte vores aftryk på den – må vi have “vilje til magt”. Vi må træde frem, tage magten på os og udøve den.
Det lyder så enkelt og ligetil, når eksistentialismens stemme griber vores eksistens i kraven, fjerner al udenomssnak og går lige til biddet. Det er det bare ikke! For vores liv leves jo netop derude i alle de små kroge og utallige nuancer, hvor vi skal holde balancen. Og jo ikke mindst leves det sammen med andre mennesker, som vi gerne vil have et ordentligt forhold til. Så hvad gør vi lige? Hvordan forholder vi os og griber det an, hvis vi gerne vil praktisere magt på en passende måde?

Når vi tager magten på os

1) Der er noget ved denne talemåde, som for mig skaber et brugbart billede: Vi “tager den på”; som en frakke eller en særlig kappe iklæder vi os “magtens klæder”. Det betyder, at vi er klar over, at vi har den på. For mig er det lektion 1 i magtpraksis. Jeg har tidligere skrevet om, at magt skåret ind til benet egentlig handler om at kunne det, man vil. At have mulighed for at sætte intentioner i handling, at kunne handle på sine ønsker, ideer eller håb for livet. At have magt som man har akt. Da vi også er sat i verden og i livet sammen med andre, er det en ufravigelig følge heraf, at disse vores handlinger har og får betydning for andre mennesker. Når vi handler i verden – uanset om vi varetager en formel magt, eller vi agerer i uformelle og dynamiske magtrelationer – er der altid også nogle andre til stede. Så egentlig kan vi aldrig tillade os at slippe opmærksomheden på virkningen af vores magt.

2) Derfor har vi brug for etik: .. at reflektere over den magt, man uværgerligt udøver over andre gennem det man siger, og det man gør, som jeg citerede Gro Harlem Brundtland for at sige i begyndelsen af dette magttema. Hvis bevidstheden om magtens tilstedeværelse er lektion 1, så er refleksionen lektion 2. Og hvordan kan vi så i praksis have blik for virkningerne af vores magt? Lektion 2 er ikke så let. Den forstyrres af, at vi har vores egen blinde plet med os, hvor vi går og står. Vores plinde plet er den, vi selv står på. Og netop fordi vi står på den, kan det være rigtig svært for os at se os selv og mærke “virkningen af os selv”.
Men vi kan øve os, vi kan træne vores opmærksomhed. Og her kan sansen for de subtile forskydninger mellem magt, afmagt og modmagt, som jeg Linedans IItidligere har skrevet om, komme os til hjælp: Afmagt og modmagt er reaktioner på magt, som bevæger sig i forskellige retninger. De er afledte effekter af magt, og når vi opdager (sanser, fornemmer, ser, hører, erfarer …) stemninger af afmagt eller modmagt som effekt af vores egne handlinger, så kan vi vide, at balancepunktet er udfordret. Ikke nødvendigvis på en dårlig måde, for udfordringer kan være på sin plads, men noget er kommet i bevægelse. Og netop balancepunktet er, hvad vi må holde øje med, for “det passende” tegner sig gennem opdagelsesrejsen her som en hårfin balancegang ad magtudøvelsens smalle sti.
Og hvordan opdager vi det så? Ved at åbne alle sluserne og sætte de lange antenner på, ville jeg sige. Ændringer i talemåde, energi, bevægelser, ansigtskulør, stemmeklang, ja, selve atmosfæren i rummet, er alt sammen indikatorer på, at virkninger, reaktioner, er i gang. Og om det er gode eller uønskede virkninger må vi interessere os for.

3) Og vi kan aldrig vide os sikre. Vi er hverken gennemsigtige for os selv eller for hinanden. Vi kan aldrig tillade os en stålsat tro på vores egne evner til at afkode andre mennesker. At indtage et “gudeblik” er ikke et privilegium, vi har. Usikkerhed og tvivl hører altid med, og det baner vejen for en vis ydmyghed. Lektion 3 er ydmyghed overfor magtens komplicerede spil og vores egne begrænsninger. Den kan inspirere os til at bringe usikkerheden i spil og blive så gennemsigtige, som det nu er muligt. Vi kan gøre vores praksis eller vores omgang med andre mennesker transparent, som det ofte kaldes: Måske blev du lidt træt af det, jeg sagde der? Hvordan var det egentlig for dig/jer, at jeg gjorde sådan? Jeg er ikke helt sikker på, om det var en okay ting at sige… Ydmyghed og transparens inviterer andre stemmer med i koret, og i min erfaring er det én af de vigtigste kilder til at modvirke uønskede virkninger af magt. Dette fordi vi dermed træder ud af identifikationen med magten. Den bliver synlig som noget, der er til stede, og som vi måske også har en opgave med at varetage, men som ikke er identisk med os som mennesker.

4) Det åbner portene på vid gab for en helt anden type vilje end den, Nietzsche pegede på med sin “vilje til magt”: En vilje eller en villighed til at give den fra sig. Til at øve sig i at føle sig okay tilpas i selskab med små doser af afmagt. Lektion 4 er villighed til afmagt. Dér, hvor vi er sammen om ikke at have magten over tingene, hvor vi altså må famle os lidt frem sammen, er også dér, hvor vi faktisk kan skabe noget sammen uden magtens indblanden. Det styrker menneskelige fællesskaber, fordi vi her får øje på fælles eksistentielle erfaringer, som stiller os ved siden af hinanden overfor livets tumleplads i stedet for overfor hinanden i adskilte båse. Og vi kan godt dele og blive rigere af dens slags oplevelser, selvom vi også varetager en rolle, der indebærer udøvelse af magt. Sådanne små frizoner kan fungere som livgivende sprækker i den asymmetri, som fx kendetegner en almindelig arbejdsplads, eller som findes mellem fx omsorgspersonen og plejehjemsbeboeren, mellem terapeuten og klienten, mellem læreren og eleven.
Så for enden af ruten lander vi i noget, vi kunne kalde en omvendt Nietzsche. I 2016 øvede jeg mig i det her på bloggen. Jeg skrev en række indlæg under titlen Kontroltab, og gennem dem trænede jeg så at sige dét at være i afmagtens selskab. Og samtidigt gik jeg på opdagelse i, hvad der også var at finde af små guldgruber omme på den anden side af magten/kontrollen. (Du kan læse første indlæg her: Kontroltab 1. Lad os skabe en trend.)

Magtopmærksomhed

Så fik jeg alligevel dannet noget, der minder om en miniguide for magtpraksis 🙂 Og selvom vi ikke skal lade os narre af dens tilsyneladende enkelthed, kan det være meget rart et øjeblik at fastholde blikket på ét greb:

1) Bevidstheden om magten
2) Refleksionen over magten
3) Ydmygheden overfor magten
4) Villigheden til afmagten

Listen blev min måde at spadsere ind i magtens etik på, og som fik den til at fremstå som et paradoks: Vi må både tage magten på os og lægge den fra os, hvis vi vil forholde os til fænomenet magt – og vores egen udøvelse af den – på forsøgsvis passende måder. Komplicerede balancegange er det, og de rummer langt flere aspekter end de områder, vi traditionelt opfatter som amgtens arenaer. Hvis vi henter Abraham Lincoln ind igen, kan vi sige, at magt viser et menneskes karakter. Jo større ansvar og jo mere gennemgribende en magtposition, jo mere træder mennesket også frem. Det vidner om, at magtudøvelse – og dermed alle former for ledelse – også altid indeholder en eksistentiel grundtone. Det har længe været min opfattelse, at de bedste ledere er de mennesker, der egentlig ikke interesserer sig for magten og måske heller ikke ønsker den, men vælger at tage den på sig alligevel. Og den fornemmelse beror måske netop på, er der hos de mennesker er en god kontakt også til ikke-magt, dermed til dobbeltheden i magtudøvelsen, fordi de aldrig kommer i sync med magten og identificerer sig med den.
Og selv der er der ingen garantier. Magt er et afsindig stærkt drug. Det er overordentlig svært at holde stand imod den og undgå at lade sig rive med. Og min pointe i hele skriveriet her er, at den etiske udfordring det er at forsøge at ikke lade sig rive med, den gælder os alle. Det er ikke kun en sag for politikere og andre indflydelsesrige personer. Vi har alle erfaringer med magt, med afmagt og med modmagt. Det er vores allesammens sag at forsøge at holde balancen.

Det blev afslutningen på mine fortællinger om magt, afmagt og modmagt. Der er stadig mængder af områder, som kunne fortjene en plads, og som ikke er kommet med denne gang. Hvis du har lyst til at gå lidt tættere på arbejdslivets magtrelationer og -praksisser, har jeg skrevet en blogserie om arbejdspladsens forskellige samtaletyper, og om hvordan vi kan arbejde respektfuldt med magten dér. (Første indlæg kan du læse her: Samtalekultur på arbejde 1: Om magten)
Linedans IIIFænomenet magt er ikke blevet enklere for mig ved at skrive om det. Men kompleksiteten er blevet tydeligere for mig; som et billede der fremkaldes gradvist og får flere og flere nuancer. Jeg har stadig ikke “krammet” på magten, og jeg ønsker det vist heller ikke. Som min ven Mads sagde engang: …måske er det netop det, der også er så fascinerende ved magt – altså at den ikke lader sig definere endeligt. Den lader sig kun fornemme – lidt ligesom pointen i et digt, eller det der står mellem linierne. En helhed som kun kan erfares i små glimt….

Tak, Mads. Og god vind og alt godt til dig derude.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *