Sorg mellem ensomhed og fællesskab

Print Friendly

Litteratur Torsdagssalon I

Tanker om sorg i kølvandet på sidste uges Torsdagssalon.
Om forholdet mellem “enerummet” og fællesskabet i sorgoplevelsen. Om det, vi kan dele, og det, vi ikke kan.
Og om, hvad dét også kan fortælle om at høre til i verden eller føle sig adskilt fra den.

 

 

I sidste uge talte jeg med Dorthe Refslund Christensen i Torsdagssalonen. Torsdagssalon er en samtalesalon, hvor jeg – altid om torsdagen 🙂 – taler med forskellige mennesker om det, de er optaget af, og om den litteratur, som har inspireret dem. Eller som måske har været med til at forme deres personlige ståsted.
Det handlede om “Inspiration til sorg”. Dorthe er lektor på Aarhus Universitet og sorgforsker, og denne titel, som hun har valgt, er også ment som en udfordring af den opfattelse, som lever stærkt i vores kultur omkring sorg. I den opfattelse forstår vi ofte sorg som noget forbigående. En undtagelse og en tilstand, der helst skal gå over igen. Men “sorgen bliver et nyt vilkår”, som Dorthe udtrykker det. Den er ikke en forbigående tilstand, men et blivende vilkår. En slags helt ny væren. Og som jeg forstår Dorthes pointe i dette, har sådan et nyt værens-sted også brug for inspiration, ligesom alle mulige andre følelser og tilstande har glæde af dét. Så at tale om “inspiration til sorg” er altså samtidigt at erkende – og anerkende – sorg som en gyldig og varig eksistentiel følelse. Den er også “en måde at stille sig an i verden på”, for nu at sige det med en af Dorthes formuleringer, som jeg holder særligt meget af.
Så i Torsdagssalonen deler Dorthe til inspiration ud af sin faglige viden og sine personlige erfaringer, og sammen deler vi i samtalen oplevelser, forståelser og inspirationskilder, der forhåbentlig kan være til inspiration for andre. På billedet ser du nogle af de værker, vi talte om. Du kan høre (og se) hele samtalen på IG TV @tina_lauritsen_forlag.

Ensom eller fællesmenneskelig?

Sorg mellem ensomhed og fællesskab var én af de ting, som jeg fik lejlighed til at tale med Dorthe om. Jeg har gået og tygget lidt på det, siden jeg på et seminar i december hørte filosoffen Simon Critchley betegne sorg som grundliggende ensom og som en oplevelse og erfaring, der ikke rigtigt kan deles. Det mindede mig om et vigtigt element i sorgoplevelsen, som jeg i min egen praksis ikke har haft så meget fokus på. I sidste blogindlæg (Torsdagssalon: Inspiration til sorg) skrev jeg lidt rundt om det og landede på en midlertidig både-og plads: At når vi i sorgoplevelsen rækker ud mod fællesskabet, fordi det giver os fodfæste i tilværelsen at mærke genkendelsen og tilhøre den menneskelige slægt, så indser vi , at noget af det, der fylder os i sorgoplevelsen, hører til “enerummet”. At der er noget, der ikke kan deles. Men at der også er meget, der kan.

I samtalen med Dorthe hæftede jeg mig særligt ved ét udsagn, som gav mig stof til at komme tættere på at forstå dette forhold mellem enerummet og fællesskabet, og hvor skellet er. Dorthe fortalte om den inspiration, som musikeren Nick Cave har været for hende i hendes personlige sorg. Nick Cave mistede én af sine sønner i 2015 og inddrog oplevelsen i sit kunstneriske arbejde. I min skriftliggørelse lyder Dorthes udsagn således: For mig handler Nick Caves musik eller digtning ikke om …  Det jeg får, er ikke hans bearbejdning af at have mistet sin søn. Men det er tanker om det at være menneske på et tidspunkt, hvor livet fuldstændigt flår rundt med én, og det at få mulighed for at se: “Ah, okay, hvordan…., nå okay, så kan man gøre sådan….” Det er jo inspirerende på en anden form for menneskeligt niveau. Der findes faktisk måder, men du må selv finde din.

For mig rammer Dorthe her direkte ind i én af kunstens særlige berettigelser: At forbinde det almene og det specifikke. Eller vi kunne sige det fællesmenneskelige og “enerummet”, dette vores helt individuelle og unikke oplevelse. Det er ikke Caves konkrete sorgerfaring, der 1 til 1 transporteres ud, men det er fortællingen om denne konkrete erfaring, der formidler “et tidspunkt, hvor livet fuldstændigt flår rundt med én”. Det almenmenneskelige træder frem af det konkrete og bliver dét, vi kan læne os ind i som en slags fællespulje, mens vi samtidigt lever – og er på egen hånd i – vores individuelle historie. Det er dét, som også kaldes katharsis, og som har været et kendemærke for kunsten, siden Aristotelses tilbage i antikken beskrev det i sin poetik.
Katharsis er ingrediensen i både-og; den forbindende bro, der ikke gør os ens, men heller ikke overlader os til os selv. Eller efterlader os, kunne vi sige med et traditionelt sorg-ord. Sorgen over et mistet menneske gør os til efter-ladte. Men andre mennesker har været lignende steder før os. Dem kan vi lade os inspirere af, så vi ikke føler os ladt alene.

Sammen med eller adskilt fra

Det bringer spørgsmålet om resonans på banen. Det er en inspirationskilde for mig for tiden at leve mig ind i den tyske sociolog Harmut Rosas resonansteori, som foldes ud på en både overbevisende og tilgængelig måde i mammutværket “Resonance. A Sociology of Our Relationship to the World”. Så nu kigger jeg lige lidt på dette sorg-skisma med Harmut Rosas resonansbriller.

Resonance III Rosas tænkning er der to grundpiller i vores forhold til verden, som står overfor hinanden, og som hele hans omfattende teoridannelse bevæger sig omkring: Resonans og fremmedgørelse (alienation). Vi kan føle/opleve/mærke, at vi hører sammen med verden, at den vibrerer i os, eller vi kan føle os fremmedgjorte fra verden, adskilt fra den. Da “taler” verden ikke til os eller med os; den er stum. Rosas bedrift er her at kigge på, ja, stort set alt, hvad der har relevans for dette forhold mellem oplevelsen af resonans på den ene side og oplevelsen af fremmedgørelse på den anden side.

I forhold til tabsoplevelser og sorgprocesser kommer dette forhold også i spil. Erkendelsen af tabsoplevelsens helt subjektive karakter – at ingen andre kender netop denne erfaring og følelse – kan føre en ensomhedsfølelse med sig, som kan være fremmedgørende. Den kan få os til at føle os adskilt fra – og måske endda isoleret fra – andre mennesker og den verden, der omgiver os. Omvendt kan det at dele noget af denne oplevelse med andre skabe en følelse af fællesskab.

Og dette handler ikke om at være sammen med andre eller ikke. Og det handler heller ikke om at tale med andre eller ikke. Man kan føle sig meget alene sammen med andre, og man kan føle sig fjern fra sig selv og det hele, mens man taler med en anden. Det handler om, om der er forbindelse mellem mig selv og verden: Er der noget, der bevæger sig? Er der vibrationer eller svingninger i gang? Kan jeg i forholdet mellem verden og mig mærke noget i retning af det, som filosoffen Merleau-Ponty kalder “eksistentiel pulseringsenergi”, eller er der stille på linien, fordi kanalen er blevet stum? Her skriver jeg mig lidt ind i begrebet vitalitet, som der også kan siges meget om. I forhold til forståelsen af resonans som et grundliggende fænomen i og for vores eksistens kan vi sige, at dér, hvor vi oplever resonans også er dér, vitaliteten er. Fremmedgørelsen, oplevelsen af at verden er stum, og at vi er isoleret fra den, er tab af vitalitet.

I sorgoplevelsen kan det føles som om, strømmen er gået. Tabet har fået både tiden og verden, som vi kender den, til at forsvinde. Måske orker vi ikke at være sammen med andre mennesker. Eller vi orker ikke at tale med dem, fordi ordene ikke rækker, eller fordi de ikke er hjælpsomme. Sproget kommer ofte til kort i sorgen. Men der kan være noget et sted, der pulserer: En lille fugl på en gren udenfor vinduet rører ved noget i os. Smagen af et æble føles godt. Et særligt stykke musik eller et billedkunstværk bevæger os. En vens smil. Vinden på huden. Små ting, der får verden til at tale med os igen. Det er altsammen “inspiration til sorg”. Og er vi nærtstående til eller hjælpere for et menneske i sorg, kan vi for en tid holde livsfaklen af alle de små og nære ting i den levende verdens zone og på den måde bygge bro mellem enerummet og fællesskabet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *