Torsdagssalon: Er køn relevant?

Print Friendly

Torsdagssalon Camilla II

Hvilken rolle spiller køn for vores opfattelse af, hvem vi er? Og hvordan sætter det retninger for, hvem vi kan blive – i vores relationer og i forholdet til os selv? Hvis det altså gør det …
E
r køn egentlig relevant?

I Torsdagssalonen d. 11. februar taler jeg med journalist Camilla Holck om køn og identitet.

 
Torsdagssalon er en samtalesalon, hvor jeg taler med forskellige mennesker om dét, de er optaget af, og om den litteratur, som særligt har inspireret dem og formet deres faglige virke og personlige ståsted.
Med titlen “Er køn relevant?” stiller vi skarpt på kønnets rolle som markør for identitet, på personlige erfaringer med at blive dannet som køn og på de strømninger, der for tiden rører ret meget på sig på det kønspolitiske område. Alt sammen set gennem Camillas optik og de refleksioner, hun gør sig omkring det. Camilla er optaget af køns- og identitetspolitisk litteratur, og hun følger udviklingen i Danmark og internationalt. Det skal vi høre hende fortælle om – og ikke mindst om hendes egne personlige inspirationskilder i litteraturen.

Under #bogfestival i november 2020 talte jeg med Camilla Holck og Camille Felicia Hven om køn og moderskab. (Du kan se samtalen på IG TV @tina_lauritsen_forlag) Undervejs i samtalen fortalte Camilla, at hun som barn godt vidste, at køn var noget der “fandtes”. Hun tænkte bare ikke, at det var noget, der var relevant for hende.
Den udtalelse bed sig lidt fast hos mig. Et forfriskende udgangspunkt, som også mindede mig om mine egne tidlige erfaringer. Jeg blev nysgerrig og fik lyst til at udforske Camillas udsagn noget mere: Hvorfor var det ikke relevant dengang? Hvornår blev det (- hvis det altså blev det)? Og hvilken betydning fik det at være et køn for oplevelsen af “den jeg er?”

I min egen historie var “køn” mest noget, jeg oplevede som en begrænsning. En irriterende “kasse” at være i, som forstyrrede dét, jeg gerne ville. Her er vi en generation længere bagud i tiden, nærmere bestemt til 1970’erne, og det gør sikkert en forskel. En passage fra bogen Torsdagsbreve til Conrad beskriver vist meget godt, hvordan mit forhold til mit køn var dengang. Her skriver jeg til Conrad, som endnu ikke er født:

…. Jeg blev født i en pigekrop. Jeg ville meget hellere have været en dreng. Drengeliv var bare sjovere, syntes jeg, dengang jeg blev stor nok til at mærke forskellen. Drengeliv var fulde af kropslig energi, stærke udtryk og masser af bevægelse. Og jeg elskede det og forhalede forskellen, indtil den skæbnesvangre dag, hvor naboens dreng sagde til mig, at nu kunne jeg vist ikke løbe rundt med bar overkrop længere. De spirende små bryster satte kilen ind. Den dag blev min verden mindre. Faktisk krøb den så meget, at det tog mig mange år at få den foldet ud i fuld størrelse igen. Der er rigtig meget at fortælle om det første skel, om drengeliv og om pigeliv. Det er godt, at vi har masser af tid endnu.

I mit unge voksne liv begyndte jeg så småt at lægge afstand til begrænsningen. Det blev især forfattere som Tove Ditlevsen, Erica Jong, Bente Clod og Susanne Brøgger, der på kønnets område tegnede en vej for mig, som jeg kunne identificere mig med. Langt senere kom Virginia Woolf til, og for mig gav både hendes fiktion og hendes skarpe essays virkelig luft under vingerne til den kønspolitiske historie.

Om relationer og integritet

Spørgsmålet om, hvem vi har mulighed for at blive, optager mig meget og har en fyldig plads i min daglige praksis som terapeut. Dermed også, hvordan kønnet spiller ind som en faktor, vi ikke rigtigt slipper for at forholde os til. Jeg er sikker på, at Camillas refleksioner kan inspirere de tankebaner og den praksis.
Et af de mest inspirerende faglitterære bidrag til kønsdebatten har for mig været mødet med psykologen Carol Gillagans bog Joining the Resistance. Her reflekterer Gilligan over sin omfattende og årelange forskning i køn. Særligt hendes studie af, hvordan piger og drenge socialiseres ind i deres køn har gjort indtryk på mig. Hendes konklusioner er temmelig hårrejsende. Gennem samtaler med børn, som hun har talt med årligt fra de var helt små og hele vejen op gennem puberteten, har hun fundet frem til, hvornår de ændrer opfattelse af sig selv, og hvordan de gør det. For drenge sker skiftet ifølge hendes forskningsresultater i 5-6 års alderen, for piger i forpuberteten i 11-13 års alderen. I disse skift ser hun, at deres måde at tale om sig selv og andre på ændres markant. De kønnes, dvs de træder ind i en særlig forholdemåde overfor sig selv og overfor andre, som er genkendelig ift. eksisterende kønsforståelser. Og som de ikke tidligere havde. Og her kommer så hendes overordnede konklusion på, hvad denne kønsdannelse betyder for identitet og socialitet: Piger (og de kvinder, de bliver) vælger at ofre deres integritet for deres relationer, mens drenge (og de mænd, de bliver) vælger at ofre deres relationer for deres integritet.

Pippi-Gilligan IIStudiet er ikke nyt, og den mellemliggende tid har sikkert skabt bevægelse i dette. Jeg kan bare sige, at rigtig mange erfaringsbrikker falder på plads for mig med det perspektiv. Og nu hvor jeg skriver om det, bliver jeg også mindet om noget, som jeg næsten havde glemt. Længe før jeg tænkte tanker om køn, var der en særlig fortælling som blev betydningsfuld for mig. Det var Astrid Lindgrens fortælling om Pippi Langstrømpe. Bogen fik jeg i gave, og jeg har den stadig, selvom den er ved at falde helt fra hinanden. Pippi havde nemlig noget, som dengang ellers var fuldstændig ukendt for en hovedperson af hunkøn: Integritet. Hun var sin egen; en joker uden for spillet så at sige. Den fraværende socialisering gjorde Pippi til en figur, der bibeholdt sin barnlige væren. Med hele dens umiddelbare fylde og som et billede på, hvordan man også kan bebo sin egen væren udenfor socialiseringens begrænsninger. Så uden at jeg har været opmærksom på det, har Pippi nok været den væsentligste inspirator for mig. En tidlig inspiration, der gjorde det muligt at søge andre ståsteder end de skinner, der ellers var lagt ud for kønslig dannelse. Tak til Astrid Lindgren og tak til Pippi for at tegne nye retninger op!

Jeg ser frem til at tale med Camilla Holck om køn og identitet i næste uge. Om at blive til som køn, om den betydning det får og om, hvad hun tænker om det hele. Måske gør hun sig også tanker om, hvor vi er på vej hen nu i disse køns-turbulente tider. Og så glæder jeg mig ret meget til at høre om, hvilke bøger hun har som sine egne vigtige inspirationskilder.

Du kan være med, når vi livestreamer på @tina_lauritsen_forlag torsdag d. 11. februar kl. 14.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *