Om universelle blikke, magtstrukturer og køn

Print Friendly

Camilla og jeg 110221 IA

Er køn egentlig relevant?
Sidste uges Torsdagssalon blev en intens samtale om køn og identitet. Om vores egne erfaringer og om de underliggende strukturer, der har betydning for, hvad vi tillægger værdi og hvad ikke.
Hvem er det, vi vælger som vores helte? spørger journalist Camilla Holck.
Og ja, køn er relevant, hvis du spørger hende. Fordi det er et middel til at forstå, hvordan det hele hænger sammen og placere sig selv i det. 

 

 

 

Er der vel noget skønnere end at få hjælp til at løfte blikket og se på en sag med nye øjne? For mig er det i hvert fald noget af det mest inspirerende, og det skete for mig i torsdags. Jeg holdt Torsdagssalon med journalist Camilla Holck, og vi talte om køn og identitet. Med den lidt udfordrende titel “Er køn relevant?” var scenen sat til en snak, der gik til biddet, hvad køn og kønslig identitet angår. Med Camillas skarpe blik som motor lykkedes det at navigere gennem det turbulente hav, som kønstemaet aktuelt befinder sig i, så det kom til at handle om bredere og meget væsentlige temaer om, hvad et samfund vælger at tillægge værdi, og hvad vi så kan stille op med det.

Til en begyndelse blev det klart, at Camilla og jeg havde et udgangspunkt til fælles: Som børn havde vi ikke meget lyst til at identificere os med det køn, vi var blevet tildelt. Indenfor rammerne af hver vores generation forsøgte vi at undgå at havne i den “kasse”. I samtalen fortalte Camilla om, hvordan hun som barn kom til at opfatte det feminine som noget negativt og svagt. Stille piger, der opførte sig pænt og nydeligt. Så mænd blev mine forbilleder, sagde hun. De gjorde ting, de fyldte og tog deres plads. Så hun orienterede sig mod mænd, lod sig inspirere af mænd, læste mandlige forfattere osv. I tilbageblikket ser hun: Det har været en drivkraft, men det har også været nedbrydende. Som barn havde hun en grundfølelse ala “jeg må godt være her, der er plads til mig”. Og det var fedt, men også skrøbeligt, fordi jeg havde travlt med at være noget andet, end det jeg var. Som voksen, og især da hun blev mor, begyndte så den rejse at også gøre “kvinde” til en del af sin identitet: Da jeg blev voksen, fandt jeg ud af, at det ikke var en skam at være en kvinde.
Egentlig er det et ganske hårrejsende vidnesbyrd. Jeg genkender helt billedet, og jeg er så også en hel generation ældre. Jeg kan se, hvordan jeg livet igennem har forsøgt at undgå at blive associeret med/identificeret med “kvindeting” af netop de samme årsager, som Camilla fortæller om. Fordi det oplevedes som mindre værd og som havende en lavere almen værdi. Den “kvindelige” stemme var en mindre interessant og mindre relevant sidegade til hovedgaden, som var det almene, det egentlige. Og fra den nære fortid husker jeg tydeligt min aversion mod at kontakte “Kvindemuseet” i forbindelse med min seneste bog af netop samme grund. Og hvor kom den stemme så fra, der bildte os sådan noget sludder ind? Stærk var den i hvert fald – og er den tilsyneladende stadigvæk, hvis vi lytter til Camillas historie. Der var masser af både power og skarphed i hende som barn, og derfor så hun tydeligt, at skulle hun bevare dét, så måtte hun distancere sig fra det køn, der reducerede det. Tænk lige engang på det: At unge kvinder i 2021 som en del af deres identitetsdannelse som voksne mennesker skal opdage, at det måske alligevel ikke er en skam at være en kvinde.

I samtalen blev disse (hårrejsende) personlige fortællinger afsæt for en snak om, hvad der i et samfund tillægges værdi og hvad ikke. Det handler om hierarkier og om magtstrukturer på den der subtile måde, som meget let går under radaren i den offentlige debat. For nyligt stødte jeg på en problematisering af det hos journalist Iben Maria Zeuthen. Hun undrede sig over de store lønforskelle mellem mandlige og kvindelige journalister – tilsyneladende med de samme jobområder – på DR, og der blev fra DRs side argumenteret for denne forskel med udtrykket “markedsværdi”. Forstået altså således, at de mandlige journalister havde en højere “almen” værdi på markedet og derfor måtte have højere løn. Det er temmelig mystisk, hvordan det kan lykkes vores største nationale medievirksomhed at undlade at lægge mærke til det selvproducerende i sådanne strukturer.
Her er vi tilbage ved forholdet mellem hovedgaden og sidegaden, og hvem der placeres hvor. Camilla fortalte bl.a. om, hvordan hun for nogle år siden slugte alle Karl Ove Knausgårds seks bøger i serien “Min kamp” og oplevede hans stemme som værende “universel” – og først langt senere blev opmærksom på, at der var stort set ingen kvinder i hans omfattende litterære referencer. Hans univers var kun befolket af mænd. Camilla kalder det for “det universelle blik”, som mandemennesket Karl Ove her får en slags patent på. Han står lige midt på hovedgaden; han ser det måske ikke selv, fordi det er så forbandet svært at se den plet, man selv står på, men han står der ikke desto mindre. Mens det først nyligt er lykkedes at få fjernet betegnelsen kvindelig forfatter (og kvindelig alt muligt andet), fordi det indtil da hørte med til titlen at forstå, at her talte altså en særlig stemme nede fra sidegaden. Opmærksomheden på disse strukturer begyndte vel med Simone de Beauvoirs “Det andet køn”, og det krøller fuldstændigt sammen i mig, når jeg samtidigt må skrive, at den udkom i … 1949! Det er 72 år siden.

Vi kan godt have formelle strukturer, der stiller mennesker lige i udgangspunktet, men det er de fortolkninger og narrativer vi har om tingene, der har betydning for, hvilken værdi vi tillægger det. Det kan vi ikke adressere og ændre ved lovgivning alene, selvom det naturligvis er vigtige skridt på vejen. Her er vi ude i de helt store og meget langsomme kulturelle tandhjul, som handler om vores kulturelle dannelse, som hele tiden og meget langsomt modelleres fra generation til generation. Hvem er det, vi vælger som vores helte? som Camilla siger det. Det er nemlig dét, det handler om! Og det er forhold, vi ændrer over tid ved at tale sammen og inspirere hinanden gennem vores handlinger. Og det er én af de ting, Camilla gør. Jeg taler med mennesker, siger hun, man må starte i det små.

Det har ingen værdi, hvis det ikke gælder alle

Det, som især gjorde indtryk på mig i samtalen, var det inkluderende aspekt af hele denne debat. Jeg blev mindet om, hvordan vi kan tage den opmærksomhed på de underliggende strukturer og så at sige bruge den overalt.  Det er oplagt, AT der hersker strukturer, der skaber værdihierarkier og “universelle blikke”. Men vi kan øve os i ikke kun at få øje på det, når det handler om os selv. Når du har forstået én måde strukturer fungerer på, så har du forstået dem alle, som Camilla udtrykte det. Vi kan blive opmærksomme på vilkårene for vores egen lille plet i tilværelsen, og vi kan kæmpe for at forbedre dem. Og det er jo godt nok! Men dér, hvor det virkelig rykker, er når vi løfter dét perspektiv og forstår, at det gælder for alle. At verden er fyldt med en mangfoldighed af mennesker og befolkningsgrupper, som alle har krav på respekt og på værdighed. Og som ikke nødvendigvis løftes af, at du får mere i løn, får  bedre adgang til magten eller noget helt andet. Camilla eksemplificerer med den hvide kvindes vej op ad magt-stigen, som har den potentielle bagside, at hun – efterhånden som hun stiger derop ad – agerer på nøjagtig samme måde som mændene før hende. Der er behov for at brede blikket længere ud, mener Camilla, jo flere vi inkluderer, jo mere plads bliver der også til dig selv. Hun fortæller om intersektionel feminisme, som hun er inspireret af, fordi det har opmærksomheden rettet mod netop dette. (Og som jeg indser, at jeg vist må hjem og læse lidt op på.)
Bøger Torsdagssalon 110221
Jeg ser bare ikke en værdi i selv at få lov at være her mere, hvis det ikke gælder for alle
, siger hun. Og det er så smukt, at jeg vil lade det være de sidste ord for nu.

Torsdagssalon er også en bogsnak!
Her er den ret store spændvidde af bøger, vi talte om. Du kan se eller lytte til samtalen på IG TV @tina_lauritsen_forlag.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *