Torsdagssalon: Arkitektur som ordløst sprog

Print Friendly

Torsdagssalon Niels III

Rum har betydning.
Forskellige rum taler til os på forskellige måder. De fortæller historier, eller de stemmer vores sind på bestemte måder. Rummene “taler med”, når vi mødes for at arbejde, uddanne os, hygge os, motionere, opleve kultur. Og når vi reflekterer over tilværelsen helt alene. 
Vi har brug for mange forskellige slags rum, som kan imødekomme livets nuancer og bidrage til udvikling og trivsel. Det er alle de nuancer, arkitekten skal have sans for. Og kunne tale med.
I næste uge taler jeg med arkitekt Niels Povlsgaard om arkitektur som ordløst sprog.

 
Torsdagssalonen er en samtalesalon, hvor jeg taler med forskellige mennesker om det, de er optaget af, og om den litteratur som særligt har inspireret dem professionelt og personligt. I næste uge skal vi naturligvis tale om arkitektur. Niels er optaget af, hvordan arkitekturen kan bidrage til både samfundsmæssig og menneskelig udvikling. Derfor er eksistentielle tanker og kulturelle værdier også noget, der ligger ham meget på sinde som arkitekt. Han forstår arkitekturen som et særligt sprog, der kan sætte noget i tale, og med titlen “Arkitektur som ordløst sprog” vil vi forsøge at nærme os dette særlige, som arkitekturen kan, i vores samtale.

Rum der taler

Jeg ved ikke helt, hvornår jeg selv blev klar over, at rum også “taler” eller udtrykker noget, som man kan kalde et sprog. Når jeg tænker på det i dag, kan jeg se, at historien om rum og mig hænger uløseligt sammen med teatret. Siden begyndelsen af min uddannelse som dramaturg i 1991 har “rummets sprog” haft en særlig plads hos mig. I 1990’erne var interessen for fysiske rum i teatret intens. Den fysisk og visuelt betonede performancetradition var på sit højeste dengang. Til forskel fra tidligere tiders fokus på dramaets psykologi var opmærksomheden rettet mod “kroppen i rummet” og mod de fortællinger, som forskellige typer rum kan formidle. Scenografi og lyssætning var derfor centrale elementer i min uddannelse, fordi det blev vægtet som væsentlige virkemidler i teatret. Ikke som “underlægningsmusik” til den dramatiske handling, men som selvstændige narrative elementer.
IMG_0282
Så vi blev eksperter i at skabe rum med objekter og – hvad der især havde min interesse – med lys. Jeg har fundet et par fotos frem her som vidner om det engagement. (Forestillingen Skifter, 2004)  Og vi blev eksperter i at fortælle historier med det rumlige perspektiv som afsæt. Bogen Det tomme rum af den engelske instruktør og teaterleder Peter Brook (The Empty Space, 1968) var fx en af de litterære sværvægtere i de år. Jeg var heller ikke mindre barn af min tid, end at jeg selv i den grad foretrak nøgne rum med enkle virkemidler og levende kroppe frem for alle slags naturalistiske og historisk henvisende rekvisitter – kaffestel, bornholmerure og den slags. Sådan har jeg det stadig. Jeg kan godt lide, når rummene selv får lov til at tale i stedet for at blive fyldt op med ting og sager.

IMG_0271Af særlig betydning blev for mig Kirsten Dehlholms arbejde. Hun skabte Billedstofteatret tilbage i 1977 og videreførte sit arbejde i Hotel Pro Forma, som har lavet adskillige betydningsfulde forestillinger gennem årene. Betydningsfulde, fordi de både udfordrede vores perception og altså vores rumlige orientering i verden, men også vores forestillinger om, hvad der skaber en fortælling. Og Hotel Pro Forma laver stadig vedkommende og foruroligende forestillinger, som med afsæt i rum udfordrer grænser og går nye veje. De bidrager i den grad til kulturel og individuel udvikling.

Rum kan fortælle historier, og min indfaldsvinkel her er teaterrummets måde at bidrage til udvikling på, fordi jeg har mine primære erfaringer med rum herfra. Kunst udfordrer, flytter grænser, stiller spørgsmål og sætter nye retninger. Arkitektur som rumlig kunstart IMG_0171må naturligvis favne et meget bredt felt af formål. En fabriksbygning, en skole, en privatbolig eller en kirke er arkitektoniske værker som tjener helt andre formål. Som arkitekt må man rette sit kunstneriske blik og sin sans for menneskelig udvikling i vidt forskellige retninger.
Det glæder jeg mig rigtig meget til at høre Niels Povlsgaard fortælle om. Og ikke mindst er jeg nysgerrig på, hvordan han navigerer rundt mellem sit kunstneriske blik og alle de tekniske og lavpraktiske sider af sagen, som han også må engagere sig i.

At sætte scenen

I dag bruger jeg mest min interesse for rum i samtalens og samarbejdets tjeneste. Også her har rum stor betydning, og jeg mærker det dagligt. Når vi træder ind i et rum – og særligt når det er et nyt rum – er hele vores sanseapparat åbent for at afkode de nye omgivelser. Lys, farver, dufte, temperatur, møblernes former og tekstur… det hele indgår i den lille samlede fortælling, vi skaber, og som har betydning for, hvordan vi agerer i det rum, og hvordan vi føler os tilpas. At “sætte scenen” så den bidrager mest muligt til dét, vi gerne vil have til at ske/udvikle sig/udfolde sig i det rum, har derfor stor betydning. I min bog Undervejs med mennesker har jeg viet et kapitel til at fortælle om det. Bogen handler om, hvordan et kunstnerisk blik kan inspirere professionelle samtaler, og netop det kapitel kom meget naturligt til at hedde “Scenen”.

Jeg tror på, at rum har betydning for os i alle livets sammenhænge. Deres former, farver og stemninger præger os. Prøv engang at kigge dig omkring i dine egne rum. Og kig på rummene udenfor; bygninger, landskabs”rum”, byrum. Hvad siger de? Hvilke historier fortæller de?
Du kan udforske arkitekturens ordløse sprog sammen med Niels og jeg, når vi live streamer Torsdagssalon d. 11. marts kl. 14 på IG @tina_lauritsen_forlag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *