Det kan ikke googles

Print Friendly

Hvad er arkitektur egentlig? Er det et håndværk, eller er det kunst? Torsdagssalon IIIA
Hvis arkitektur er et ordløst sprog, hvordan kan man så lære at tale det? Og kan den dialog være til inspiration for andre fag, andre livsområder?

Torsdagssalonen satte mange spørgsmål i bevægelse. Så sad man der, mens indsigten voksede til alle sider på den mest ustyrlige måde. “Nogle af de store eksistentielle spørgsmål dukker op, og man kan ikke google dem”.
Måske er arkitektur simpelthen en måde at stå overfor tilværelsen på ….

 

 

I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at tale med arkitekt Niels Povlsgaard i Torsdagssalonen. Med titlen “arkitektur som ordløst sprog” kastede vi os ud i en samtale om noget af alt det, som arkitekturen kan. Og ikke Torsdagssalon VIAmindst om, hvordan Niels kan og gør noget med den. Vi talte også om litteratur, og Niels fortalte om nogle af sine inspirationskilder. “Jeg er jo ikke litterær”, havde han på forhånd advaret, og så øste han ellers af sin litterære inspiration og af sine skarpe iagttagelser omkring fællestrækkene mellem litteratur og arkitektur. Til stor inspiration for mig og for samtalesalonens seere.
Jeg har krydret indlægget her med nogle fotos fra samtalen. De giver en fornemmelse af rummet, af os og af stemningen, og det er vel på sin plads i netop denne tekst. Jeg holder særligt af det sidste foto, hvor Niels netop har fortalt om bibelen, og hvor vi bliver enige om, at det er bare en rigtig god bog! “Det er ikke en pixibog”, som Niels sagde, “det er stærke sager. Men det er en fantastisk bog!”

Om at se helheder

Noget af det, der særligt optog mig i samtalen med Niels, var vores snak om helheder. Niels fortalte om den betydning, som arkitektskolen har haft for ham: “Det var en måde at lære at tænke på; en måde at se verden på og tænke om verden på”, sagde han. I hans forståelse handlede det meget om at lære at se helheder Torsdagssalon IIAog lære at overskue den kompleksitet, som både arkitekturen og verden indeholder.
Her har han fat i noget, som i min oplevelse er utrolig vigtigt for ikke bare arkitekter og kunstnere, men også fx for alle de praktikere, som arbejder i det relationelle felt. (Og vel egentlig for alle mennesker?) Færdighederne til at kunne “udvide blikket” og se ud over, bag om og rundt om den aktuelle og konkrete situation, har utrolig stor betydning for vores mulighed for at være hjælpsomme for andre mennesker. Det er et område, som jeg selv er meget optaget af i det terapeutiske arbejde: At ikke forsimple tilværelsen og andre menneskers måde at være i den på, men i stedet respektere kompleksiteten.

Niels beskrev, hvordan han med arkitekturen i bagagen oplever at kunne gå ud i verden og bruge hele sit sanseapparat til at se nogle af disse mange komplekse sammenhænge. Og vel at mærke ikke som en intellektuel øvelse, men ved hjælp af en stor grad af sensibilitet på alle niveauer. Det er bl.a. her “arkitekturen som ordløst sprog” kommer ind i billedet. Niels citerede Ingvar Cronhammar, som han arbejder meget sammen med, for at sige at “der hvor sproget stopper, begynder kunsten”. Med arkitekturens og kunstens sprog kan man udtrykke nogle ting, som man ellers ville have svært ved at Torsdagssalon VAsætte ord på. Det er hele dette “udvidede sprog”, han bruger i sin arkitektpraksis, og det er kendetegnende for hans arbejde, fortalte han, at det som bliver umiddelbart synligt i det endelige udtryk kun er en del af alt det, som han også ved og har øje for. Det er igen helhederne, det handler om. Der er meget mere, end dét man lige ser.

Mødesteder

Den praksis minder meget om kunstnerens tilgang til sit arbejde, og vi talte en del om forholdet mellem kunst og arkitektur. Niels insisterede på, at arbejdet som arkitekt er anderledes end kunstnerens, og det var meget inspirerende for mig at lytte til hans perspektiv med mine scenekunst-ører. Hvor kunstneren arbejder ud fra sin egendrift og skaber et værk – billedkunst, musik, litteratur eller andet – ud fra denne drift, arbejder arkitekten i et mødefelt mellem sine egne visioner og ideer og så de ønsker og behov, som bygherren har til det arkitektoniske værk. “Rummene skal være med til at forstærke det, der foregår i de rum”, sagde han, “de æstetiske tanker og ideer skal knyttes sammen med den virkelighed, de skal fungere i.” Som arkitekt er Niels optaget af, hvordan farver, former, tekstur osv. kan fremkalde forskellige stemninger hos de mennesker, som skal bruge rummene. Og til vidt forskellige formål.

Der er mange ligheder mellem kunstnerens og arkitektens arbejde. De arbejder begge med skabelsesprocesser og forsøger at fortolke virkeligheden gennem et bestemt medie/materiale. De forsøger at mediere mellem det personlige og det almene, kunne man sige. En af forskellene er, at hvor kunstneren ikke nødvendigvis “møder” nogen, men arbejder i et suverænt felt med sine inspirationskilder, arbejder arkitekten derimod hele tiden – balancerende kunne man sige – i mellemrummene mellem de udefra kommende ønsker, krav og behov og så sine egne tanker om det hele. Det kan vi godt kalde et relationelt vilkår, og det danner mange paralleler til de praksisområder, som vi almindeligvis kalder for relationelt arbejde. Oplever ikke både lærere, pædagoger og terapeuter fx at skulle navigere i disse mellemrum og finde egnede og passende mødesteder? Og hvor ens eget “take” på tingene konstant må afstemmes med, hvad der giver mening og er brugbart for den anden/de andre?
I min praksis insisterer jeg på, at relationelt arbejde også kan anskues som et kunstnerisk anliggende, og jeg har udfoldet det perspektiv i bogen Undervejs med mennesker fra 2019. Samtalen med Niels har skabt nye tanker og forbindelsestråde til det perspektiv, og det er meget inspirerende. Det kan ikke googles. Det er et helt andet rum, vi er i.

At skulle afstemme sig og finde passende mødesteder er ikke det samme som “hak en hæl og klip en tå”, som vel blot ville resultere i kastrerede og visionsløse resultater (- og her mener jeg både indenfor arkitekturen og i det relationelle arbejde). Der er snarere tale om dynamiske processer, der bølger frem og tilbage i en stadig søgen efter egnede holdepunkter og ståsteder. Som da Niels fortalte om, hvordan han sammen med Cronhammar i det aktuelle kirkeprojekt på Skejby Sygehus arbejder på at skabe et billede af evigheden. Et billede af evigheden!! Det er vist hverken kompromissøgende eller kastreret, men et udtryk for helt intakte visioner sat i spil på kanten af det mulige. Virkeligheden vil så selv afstemme, hvordan det kan blive muligt, og du kan selv opleve resultatet, hvis du kommer forbi Skejby Sygehus om et års tid, når kirkerummene står færdige. Personligt vil jeg glæde mig til at aflægge et besøg.

Du kan se og høre vores samtale i Torsdagssalonen på IG TV @tina_lauritsen_forlag.

Comments
  1. Sibylla | Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *