Anelser, berøringspunkter og færten af noget

Print Friendly

10En kunstners arbejdsprocesser er ikke kun interessant for kunstnere. De kan inspirere vores måde at tænke på indenfor alle andre fagområder. Det handler bl.a. om at forstyrre sine egne forventninger, komme bag på sig selv og vove at følge de anelser, der dukker op.
Min Torsdagssalon med billedkunstner Julien Deiss satte tanker i gang. Det skriver jeg noget om her.

 

 

I sidste uge holdt jeg Torsdagssalon sammen med billedkunstner Julien Deiss i hans atelier. Jeg har talt med Julien før. Måske kan man sige, at vores fagligheder krydser klinger på stadigt nye og spændende måder, og vi har bl.a. samarbejdet omkring min første bog Undervejs med mennesker.

I Torsdagssalonen handlede det om hans aktuelle arbejdsprocesser og om den litteratur og kunst, som har inspireret ham eller måske helt aktuelt gør det. Det handler Torsdagssalon altid om – for det er også en bogsnak, der hylder litteraturen og kunsten som inspirationskilder på livets landevej.

Titlen var “Forskydninger. Betydningen af nye tilgange i den kreative proces.” Samtalen satte mange tanker i gang, som nok har sit udspring i Juliens arbejde med billedkunst, men som kan omsættes til mange andre fagområder – og til livspraksis generelt. Så dem deler jeg lidt her.

At f2orstyrre sine forventninger

Julien arbejder meget konkret med forskydninger. Han fortalte om sit udgangspunkt i det klassiske maleri og om, hvordan man arbejder sig fremad fra skitser mod det endelige maleri. “Det fik mig ikke længere til at overraske mig selv”, sagde han. Og han begyndte at ændre sin tilgang til arbejdsprocesserne. Her kommer forskydningerne ind i billedet: Ved at skille processerne og delelementerne fra hinanden og sætte dem sammen på nye måder, forstyrrede han sine egne forventninger. “Når jeg forskyder, åbner der sig tusind andre muligheder”.

Det får mig til at tænke på begrebet dekonstruktion, introduceret af filosoffen Jacques Derrida, og hvis kvalitet netop er at “forstyrre” blikket, forståelsen, fortolkningen, ved at lade udsagn stå og stritte mangfoldigt og evt. modsætningsfuldt i forhold til hinanden. At tillade tingene at støde ind i hinanden i stedet for at rette dem fint ind i et samlet greb. Jeg tænker, at Julien også arbejder i dekonstruktørens klippe-klistre ånd, når han fortæller om at skære ting i stykker, fordybe sig i farver hér, så i form dér, og så sammenbringe delene på nye overraskende måder, som kommer bag på ham selv. 4

De “tusind andre muligheder” kan godt være lidt af en mundfuld, og vi kan vel alle i hver vores arbejdsfelt forestille os, hvordan det ubegrænsede åbne felt kan blive alt for voldsomt og helt skræmmende. Der må hegnes ind. At åbne for kreativiteten, for det friske overraskende nye blik, har et kæmpe potentiale, som kan give kvalitet på andre fagområder end kunstens. Vi kunne forstyrre vores forventninger meget mere rundt omkring og invitere friskhed og fornyet nærvær ind. Men det må mødes med noget andet, som sætter retning, som fører processerne et sted hen, så det hele ikke fortaber sig i open space. Hvordan gør billedkunstneren Julien det? Hvordan finder han sine spor og sin retning, når nu de tusind muligheder har åbnet sig for ham?

“Så ser jeg fremtiden…”

På et tidspunkt i samtalen lister et meget vigtigt lille ord sig ind: “Ahnung”, kalder Julien det på tysk, og vi vælger oversættelsen anelse. Han er i gang med at fortælle om betydningen af at skabe sig nogle rum, hvor tingene bare sker – som arbejdsvaner eller ritualer. Så kan han flyde med processerne, måske slippe for at tænke så meget. Så får intuitionen plads.
Så sætter han forskellige elementer op overfor hinanden, bringer noget sammen, og så får han denne “ahnung”; en fornemmelse af noget. Måske noget der trækker i ham, vækker ham, gør et eller andet. “Så ser jeg fremtiden”, siger han, hvilket nok betyder at han aner den. Eller aner noget, der tegner en retning fremefter.

8Engang var jeg vildt forelsket i et bestemt citat fra filosoffen Heidegger: “Sich Selbst aus der Zukunft entgegenlaufen”. (Sien und Zeit). De ord kom susende lige imod mig med al deres magiske styrke, da Julien fortalte om at se fremtiden. For der er noget med tiden, som laver underlige krøllede loops, når den fornemmelse – anelse – melder sig af, at noget er på vej. Det er svært at beskrive med ord, men det er tydeligt at Julien har sans for det. Og bruger det aktivt i sine arbejdsprocesser.
Det er den slags fornemmelser, han bruger som pejlemærker. Det er ikke kognitivt, men intuitivt, og derfor bliver det så vigtigt at skabe arbejdsrytme, arbejdsform og vaner, så man kan læne sig lidt tilbage i sin væren og mærke sine anelser. “Hvis man resonerer ordentligt, er det noget man kan gøre”, siger han. Og for ham handler det at være kunstner ikke så meget om en bestemt aktivitet, men om en måde at resonere med tingene på, en måde at være på.

Det handler alt sammen om berøringspunkter. At blive berørt, lade sig røre, svinge med og “få færten af noget”, som Julien også kalder det. Og holde sig vågen overfor det. Når de tusind muligheder er til stede, er det berøringspunkterne, der guider, der hegner ind og sætter retning. En mængde muligheder må hele tiden fravælges; så går man i den retning, som anelsen sætter. Dén, hvor man har færten af noget. Som man ganske vist stadig ikke helt ved, hvad er, men som er noget.

Bøger IIAOg berøringspunkter kan vi også kalde de inspirationskilder, som litteratur og andre kunstneriske udtryk kan være; dem som gør indtryk og får betydning. De rører ved noget og sætter deres aftryk i os, som vi har med os, når vi går i gang med vores arbejde. Uanset om det er lærredet, der er vores medie, eller en helt anden type arbejdsfelt.
I Torsdagssalonen kom vi forbi nogle af dem, hvor forskydningerne og de små twist af virkeligheden inspirerer. Og vi talte om Thorvaldsen, som Julien har et meget konkret og fysisk forhold til. Og om “Steppeulven”, som selvom Julien måske ikke ville bryde sig om udtrykket, nok er tæt på at være en dannelsesroman for ham.
Et smukt stoppested på min dannelsesvej var denne samtale for mig. Lige til at putte i rygsækken og tage med videre.

Du kan se eller høre samtalen på IG TV @tina_lauritsen_forlag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *