At finde sin egen stemme

Print Friendly

Jens 10AHvordan finder man sin egen stemme i en verden fuld af etablerede stemmer, der ved en masse om alle mulige ting?

At undervisning i litteratur kan handle om at bruge litteraturens stemmer til at finde sin egen blev meget tydeligt for mig, da jeg talte med underviser Jens Noe i sidste uges Torsdagssalon. Det kan handle om Læseoplevelser, som var titlen på vores samtale.
Det handler også om, hvad det vil sige at lære. Dermed om hvad undervisning egentlig er for noget, og hvad vi tænker om underviserens rolle. Det skriver jeg om her inspireret af samtalen med Jens.

 

Forårssæsonens sidste Torsdagssalon blev en helt speciel oplevelse på flere måder. Jeg talte med Jens Noe, som er underviser og daglig leder på Steiner HF i Aarhus. Han underviser i litteratur, dansk og filosofi, og vi talte om Læseoplevelser, som optager ham på et både fagligt og personligt plan. I Torsdagssalonen taler jeg med forskellige mennesker om det, de er optaget af, og om den litteratur, der har inspireret dem og haft betydning, og for Jens er litteraturen blevet selve omdrejningspunktet i hans arbejdsliv.

Det var stegende hedt i havestuen, hvor vi sad, så den indre temperatur steg ikke kun undervejs pga. den engagerende samtale. Men også pga. den! Jens er dedikeret til sit fag og dybt optaget af, hvordan han som underviser kan være med til at berige de unges dannelsesproces gennem sit fag. Hans egen fortælling om litteratur begyndte allerede, da han som barn havde stærke oplevelser med at få læst historier højt og læse under dynen til langt ud på natten. Efter en “afstikker” rundt om bankverdenen blev det klart for ham, hvad der egentlig var vigtigt for ham, og han slog ind på litteratur-vejen og har været på den siden.

Engagement smitter. Det ved enhver underviser, og også her i havestuen virkede det. Det blev tiltagende intensivt at tale om, hvordan bestemte fortællinger kan få eksistentiel betydning, fordi de præsenterer mennesker og verdener, som vi kan spejle os i og danne vores eget selv igennem. Efter samtalen viste det sig så, at Torsdagssalonen hverken var gået live eller var blevet optaget! Så for den! Ingen ydre spor overhovedet blev efterladt fra vores samtale, men de indre spor lever videre her hos mig.
(Det er heldigvis lykkedes mig at engagere Jens til en ny samtale, så glæd jer til en vedkommende finale på årets Torsdagssaloner, når vi kaster os ud i litteraturens dannelsesmæssige betydning d. 9. december :))

Fortællerstemmen som magten i rummet

En af de ting, jeg særligt tog med mig fra samtalen, var Jens’ overvejelser omkring “fortællerstemmen”. Som i litteraturen har undervisnings-situationen også en “fortællerstemme”. Jens fortalte om, hvordan han som underviser bliver fortællerstemmen i klasserummet. I litteraturen oplever vi fortællingerne gennem fortællerstemmens blik. I klasserummet bliver fortællerstemmen dén, som “fortæller historien om”, hvordan en novelle eller roman skal forstås, fortolkes, analyseres. Han oplever, at eleverne på ungdomstrinnet er optaget af at “gøre det rigtigt”, og at han som læreren bliver den autoritet, der gennem sin erfaring og viden – og gennem lærerrollen i sig selv – får rollen som den, der har svarene og ved, “hvordan tingene skal være”.

Fortællerstemmen i klasserummet er en meget magtfuld position, og den rolle ønsker han at gøre op med. Han ønsker i stedet, at eleverne finder deres egen måde at opleve og forstå det, de læser. Han ønsker, at de finder deres egen stemme. Det betyder ikke, at de ikke skal lære sig metoder og greb til at analysere læste tekster, og han arbejder da også med skabeloner til analyse i undervisningen. Metoder giver eleverne færdigheder til at kigge bag om teksten og gøre sig tanker om den. Det betyder nok snarere, at skabeloner ikke skal blive sandheden om det læste, men mere blot eksempler på måder at gå til litteraturen på.

Hvordan gør man så det? Hvordan hjælper man unge med at finde deres egen stemme i en verden fuld af etablerede stemmer, der ved en masse om alle mulige ting?

Jens fortalte om flere undervisningssituationer, som gjorde indtryk på mig. Fx det at give eleverne frihed til at bearbejde en tekst på en hvilken som helst måde, de har lyst til  – som visuelt udtryk, som film, som egen tekst eller noget helt andet. Hans erfaring har her været, at eleverne er engagerede og har mange spændende og helt personlige bud på en “fortolkning” eller “læsning” af teksten – og at ingen faktisk vælger den kendte analyseskabelon, selvom de også kan det. En anden situation fortæller han om i forbindelse med opsamlingen på en undervisningsperiode med noveller: Eleverne sidder rundt om et stort fælles papir og tegner elementer fra de noveller, de bedst kunne lide. De fortæller hinanden, hvorfor de har valgt netop de noveller. Samtaler begynder at opstå på kryds og tværs, de inspirerer hinanden, kommer i tanke om nye ting, som også lige skal med og får nye “favoritter”. Som afslutning sætter de små fyrrefadslys rundt omkring på den store fælles tegning dér, hvor noget var særlig godt eller har gjort særligt indtryk på dem. Og flytter rundt på dem efterhånden som udvekslingen inspirerer dem. Et øjeblik af betydning opstår, og det er ikke “lærerens værk”. Det er helt deres eget.

Hvordan lærer man?

Det får mig til at tænke på forskellige tilgange til læring og især på udtrykket “tankpasserpædagogik”, som i folkemunde er blevet brugt om den forståelse, at læring er noget man kan “hælde på eleverne”, ligesom man hælder benzin på sin bil på tankstationen. Jens’ beretninger om sit arbejde med de unge er vel så langt fra den måde at tænke på, som man næsten kan komme. Til forskel fra “tankpasserpædagogikken” er erfaringpædagogik baseret på, at elever lærer gennem de erfaringer, de selv gør med stoffet/materialet. Her “hælder” læreren ikke på, men faciliterer elevernes egne erkendelsesprocesser. Og endnu et skridt væk fra den centrale lærer-fortællerstemme er så det, vi forstår som situeret læring: At læring er noget der sker – hele tiden og alle steder og derfor udenfor vores kontrol.

Jens lader den situerede læring ske, når han træder ud af fortællerstemme-rollen og lader de unges egne stemmer komme til, vikle sig ind i hinanden og udvikle sig på egen hånd – helt uden hans indblanding og herredømme. Nye indsigter og dermed dannelse og selvdannelse får mulighed for at blive til. Man kan ikke vide, hvad det er, og man er ikke herre over det. Det bliver til på sine egne vilkår. Det er smukt, og det er det, god undervisning kan understøtte. Et kort øjeblik fik jeg næsten lyst til at være ung igen og udforske litteraturens verden i godt selskab med en fyr som Jens Noe.

Herunder Skygge Baldur af Sjón. Jens fortalte om den betydning, som den bog fik for ham, og den er på min sommer-læseliste 🙂 Jeg satser på at få ham til at fortælle om den igen til december. Og så er der jo goe gamle Goethe – her i en gammel “læsning” af Carl Roos. Jens læste en lille bid op fra den (om Nathalie fra “Wilhelm Meister”). Den sætter et meget fint punktum for nu, så den får du her:

“Hvis vi blot tager menneskene, som de er, gør vi dem ringere;
hvis vi behandler dem, som om de var, hvad de skulde være,
fører vi dem saa vidt, som de kan føres.”
Dette kalder Nathalie “dannelse” i stedet for “dressur”.

Skygge BaldurJensNoeIIIAGoethe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *