Torsdagssalon: Betydningsfulde for hinanden

Print Friendly

Torsdagssalon Jane IIISå er efterårssæsonen i TORSDAGSSALON i gang. På torsdag åbner jeg den sammen med Jane Holm, daglig leder af Gallo Kriserådgivning og værested i Aarhus. Jane er dedikeret til sit arbejde “på hotellet” blandt sårbare mennesker, og hvad der driver hende og er vigtigt for hende i det, glæder jeg mig meget til at høre hende fortælle om.

TORSDAGSSALON er vedkommende samtaler med engagerede mennesker. Jeg taler med mennesker indenfor forskellige fagområder. Vi taler om det, de er optaget af og om deres personlige inspirationskilder i litteratur, musik eller andet.
Vi er ikke dannet af  ingenting. Noget har haft betydning, gjort indtryk og været med til at forme vores værdier og personlige ståsteder. Det er den slags små guldskatte, Torsdagssalon går på opdagelse efter.

 

Torsdag d. 26. august triller jeg ned ad Hans Hartvig Seedorffs stræde i Aarhus og finder baggården inde til højre med det gamle hotel. Det er nemlig Gallo Kriserådgivning, der holder til her, og det er ikke til at tage fejl af det unikke gamle bindingsværk, som engang for meget længe siden var et hotel, og som nu fyldes dagligt af et mangfoldigt liv af mennesker og lægger hus til Gallo Kriserådgivnings aktiviteter.

Jeg skal tale med Jane Holm, som med kærlig og tydelig hånd holder styr på livet på hotellet, som både rummer værested, rådgivningsforløb, akutsamtaler og forskellige ad hoc arrangementer. Hun har gjort det længe, og hendes dedikation og engagement virker så fuldstændigt uforstyrret af årene, der er gået. Hun må køre på et helt særligt brændstof, og det er noget af det, jeg virkelig glæder mig til at tale med hende om. Og så naturligvis til at gense hotellet med alle gæsterne og de mange snørklede små rum, for jeg var selv for nogle år siden frivillig rådgiver og væresteds-medarbejder i huset og glæder mig til at genbesøge det med et nyt blik. Gallo Kriserådgivning overlever netop gennem en vekslende strøm af frivillige – især psykologistuderende og andre studerende inden for det terapeutiske og socialfaglige område – der holder sammen på driften understøttet af sponsorater, eventuelle tilkæmpede fondsmidler og et (meget spinkelt) offentligt bidrag. Sådan var det i hvert fald dengang. Det kræver sin ildsjæl at holde fanen højt og skuden oven vande. Og det er lige præcis sådan én, jeg skal tale med!

HotelletAt blive “Betydningsfulde for hinanden” er ord, Jane har brugt om sit arbejde. Jeg har plukket dem ud som titel for vores samtale, fordi jeg blev så bevæget da jeg læste dem. For er det måske ikke netop dét, det i al sin enkelthed handler om, når vi taler om hjælpende arbejde i bred forstand inden for terapi, psykiatri og socialområdet? Jane melder sit ståsted klart og tydeligt: “For mig handler det om, at mennesker møder mennesker og bliver betydningsfulde for hinanden”.
Vi fødes ind i relationer, og vi lever vores liv igennem dem. Det værste, der kan overgå et menneske, er tab af relationer. Ensomhed. Isolation. Så holder vi lige så stille op med at være mennesker. Og det er Gallo Kriserådgivning med til at danne et værn imod gennem det helt unikke fællesskab, der skabes der. På den mest jordnære måde har hotellet på Hartvig Seedorffs stræde fat om det eksistentielle grundspørgsmål omkring forholdet mellem individ og fællesskab: Hvad der skal lægges vægt på, og hvor der skal sættes ind, når det handler om at støtte mennesker i udsatte positioner. Gallo Kriserådgivning vælger fællesskabet, og det gør en kæmpe forskel for de mange mennesker, som finder vejen forbi. Og som ofte bliver hængende, fordi der her er et rart sted at være, hvor man kan blive betydningsfulde for hinanden.

Jeg glæder mig til at høre Jane fortælle om, hvordan det hele ser ud fra hendes perspektiv, og hvad der guider hende og holder hende “til ilden” i en praktisk hverdag, som også for en ildsjæl kræver sit. Og jeg er vildt nysgerrig på, hvilke bøger eller andre inspirationskilder, hun har valgt at tage med til samtalen. For mig selv sætter titlen og samtalens omdrejningspunkt mange tanker i gang og får mig til at tænke på store klassiske værker. Ja, på Shakespeare faktisk! Jeg går i tænkeboks og vælger mig et par stykker at tage med.
Vi livestreamer fra hotellet kl 15 på IG @tina_lauritsen_forlag,og du er hjertelig velkommen til at være med. Du kan også se eller lytte til samtalen senere, når du har tid, på IG TV eller YouTube.
gallo_logo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *