Vi fodrer glæden

Print Friendly

torsdagssalon Jane V

Næsten som hensat til en anden tid sidder Jane Holm og jeg i et af de gamle hotelværelser i Gallo.
Vi taler om at betyde noget for hinanden, om fællesskab, ligeværdighed og ikke mindst om glæden, der bor i alle de små ting: I rummene, i farverne, i musikken og i hverdagens praktiske gøremål.
Og vi taler om, hvad det betyder for mennesker – uanset hvilke roller de har i fællesskabet – at sådan et sted findes.

Det er Torsdagssalon med Jane Holm, daglig leder af Gallo Kriserådgivning i Aarhus.

 

Gallo Kriserådgivning i Hartvig Seedorffs stræde har til huse i et gammelt hotel, og hele “hotelstemningen” er intakt i deres måde at indtage stedet og tale om det på. “Vi er alle gæster på det her hotel”, siger Jane og kalder det en win-win for alle, der kommer her. Ca. 120 gæster kommer fast eller periodevis på hotellet, og i alt godt 100 frivillige bruger tid her. Der er også skånejobbere og flexjobbere, men for Jane har det ikke den store betydning, hvilken rolle folk har: “For mig handler det om, at mennesker møder mennesker og bliver betydningsfulde for hinanden”, og her skabes der relationer på kryds og tværs, som er betydningsfulde.

“Det er ikke sådan, at gæsterne laver noget, og personalet laver noget andet. Når man kommer, ved man ikke nødvendigvis hvem der er personale, frivillige eller gæster. Det er vigtigt for os alle sammen at være ligeværdige og ikke adskille det. Vi kan godt bare være sammen, uden at vi behøver at have etiketter.”

I Gallo er aktivitetspalletten bred. I stueetagen er der værested med alle de aktiviteter, der hører til der. Ovenpå er der samtalerum til både terapeutiske samtaleforløb og enkeltstående samtaler, som man kan komme direkte ind fra gaden og få. Der er også mulighed for massage og totemterapi samt et par gange om ugen socialrådgivning.
Det seneste par år er aktiviteten og kapaciteten langsomt vokset, også i takt med en tiltagende anerkendelse udefra for det arbejde, der gøres her. Som Jane selv udtrykker det: “Vi er ved at vende os lidt udad og sige, at vi kan faktisk noget særligt. Vi er blevet mere groundede.”

Work-life balance

Gallo er et fællesskab, der på mange måder bryder med den gængse opfattelse ude i samfundet af, hvad hjælpende arbejde – socialt eller terapeutisk – er og kan være. Og noget af det, der gør forskellen, er den forståelse der lever her af, hvad det hele handler om, og som Jane i høj grad står som en slags ankerperson for.
Da jeg gætter på, at hun sikkert ikke gør så meget ud af at adskille arbejde og privatliv, bekræfter hun, at nej, det gør hun ikke. “De mennesker, som er tilknyttet Gallo – gæster eller frivillige, de betyder faktisk noget for mig hver især. Så for mig betyder det mere at kunne tale med dem 10 min. på en søndag. Det der er med vores mennesker, er at de ikke har noget netværk. Det har vi jo alle sammen brug for; at kunne ringe til venner eller familie, hvis noget brænder på.”
Hun fortæller, at nogle kalder Gallo for deres tilvalgsfamilie, og at i manges telefoner hedder de allesammen Gallo til efternavn. Udadtil, når der skal fortælles om en begivenhed eller andet fx på facebook, hedder det simpelthen Gallofolket.

Brændstoffet  er fællesskabsfølelsen

Inden samtalen havde jeg tænkt en del over, hvilket brændstof Jane “kører” på. Det må være noget helt særligt, havde jeg tænkt, der kan holde dette engagement og den energi kørende. Og det bliver tydeligt for mig, at det er netop denne fællesskabsfølelse som er brændstoffet, og i samme åndedrag tænker jeg, at det almindelige offentlige liv derude kan lære en hel del af det.
“Jeg kan mærke, at det er det, der virker”, siger Jane. “Altså at man er betydningsfuld og kan mærke, at man er det. At der bliver handlet fra omgivelserne, altså fra Gallo, på en måde, så man kan mærke det. Og måske er det noget af det, der sommetider går galt i det offentlige, at man føler sig som et nummer og skal ha’ en tid til alting (…) Det virker for mig. Vi gider dem, og de gider os.”

Hygge og glæde

Jane har ikke taget bøger med til vores Torsdagssalon. “Jeg arbejder ikke på den måde”, som hun sagde, da jeg spurgte hende før samtalen. Hun læser – og faktisk en del forskelligt, viste det sig i eftersnakken – men det er tydeligvis ikke det, der er pointen, men derimod hvad hun gør med det: “Jeg piller en lillebitte ting ud af det, jeg møder på min vej. En sætning eller noget.” Så går hun og tygger lidt på, hvorfor det lige er den sætning, hun blir optaget af, og hvad hun skal bruge den til. Det handler om at kunne mærke det. Og det gælder vist både bøger, mennesker og alt andet, som vi kan kalde inspiration. Det skal kunne mærkes.

Så da jeg kigger mig lidt omkring i rummet og forsøger mig med, at hun må være optaget af æstetik og af at gøre det smukt, så retter hun det straks: “HYGGE!” Hygge kan mærkes, og da jeg foreslår, at det nok må have noget med hende at gøre, at de mange små rum i hotellet alle er meget meget hyggelige, svarer hun uden tøven ja. Og så får engagementet frit løb:

“Vi har farver, og vi har blomster, vi har malerier og fotografier. Og alting er ligesom vores. Det er fotografier af gæsterne på hotellet, malerier, der er malet af gæsterne, og vi har selv malet de fleste reoler. Alt er farver og glæde, og selvom jeg tror på, at lykken kommer indefra, så tænker jeg alligevel, at påvirkningen udefra også kan aktivere nogle ting indeni, som vi alle sammen har rigtig meget brug for.”

Det er en hjemlig atmosfære, der præger Gallo. Der laves mad, der spises sammen, der fejres fødselsdage og holdes fester. Og det er glæden, der gennemstrømmer det. Som den dag Jane kom med et musikanlæg og sagde: “Nu har jeg købt en fest til jer” og satte det op i køkkenet. For musikken bruges på samme måde i livsglædens tjeneste. Den skaber god stemning. Det er altid glad musik, og så er der ønskekoncerter, og så er der én, der styrer festen. Og bag det hele ligger Janes grundspørgsmål: “Hvordan er det, vi aktiverer glæden?”
s-l960

Venskabet som fællesskab

Undervejs kom der et lille reklameindslag fra mig for bogen “Et lille liv” af Hanya Yanagihara. Gallos helt unikke form for fællesskab fik mig til at tænke på den. Den er en fantastisk hyldest til venskabet som det fællesskab, der kan holde mennesker sammen og bære os oppe gennem tilværelsens rutschebaneture. I vores kultur er vi ret optaget af “den store kærlighed” og af kernefamilien, men det fællesskab som venskabet er, kan noget helt andet. I Gallo er der nogle af gæsterne, som er kommet her fast gennem 20 år. Det taler sit eget sprog om betydningsfulde og varige relationer.

For Jane er det også afgørende her, at det er et frivilligt fællesskab; noget som også er med til at adskille Gallo fra det offentlige system. Her kan man være som den, man er, og deltage, som man selv vil. Som eksempel fortæller hun om ferier, som ikke er noget, Gallo som sådan arrangerer. Men Jane sætter ind imellem en seddel op om, hvor hun er at finde på et givent tidspunkt, og så ender det ofte med, at både gæster og frivillige vælger at slutte sig til og også holde deres ferie dér. De har fx lige været 5 dage i Krakow. Og med initiativet følger altid en lille notits: “Det er vigtigt, at du selv sørger for at få en god ferie” Det er frivillighedstanken og den enkeltes eget ansvar, der driver det.

Om fremtiden siger Jane, at hun bare ønsker, at udviklingen fortsætter: “Vi går hele tiden lidt opad. Vi er ikke så mange, der får de inderste hjul til at køre, så derfor skal det gå langsomt. Én ting af gangen.”
Mere af det gode, kan man sige. Stille og roligt og ud fra de behov, der er. Det er livsglæden, der er vigtigst, den kommer altid i første række i Gallo Kriserådgivning.

“Vi fodrer glæden”, sagde Jane lige efter samtalen. Nærmest som et lille punkt, der samlede hele vores snak. Ja, i Gallo fodrer de glæden. Mere af det! 💕

Du kan se eller lytte til samtalen på @tina_lauritsen_forlag eller på Youtube.
Næste Torsdagssalon er d. 7. oktober, hvor jeg taler med sanger og sangskriver Nanna Bech.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *