Vitalitet 6

Print Friendly

Einstein

Hvordan er sammenhængen mellem sprog og vitalitetsformer? Og hvordan kan vi bruge en viden om dette i fx. terapeutiske samtaler og andre samspilsformer?

Når vi bruger sproget, pågår der en intens og kompliceret proces i os. Vi forsøger at forene de intentioner vi har om at sige noget, med det sprog vi har til rådighed. Så at sige at finde den mest passende udformning af det ‘billede’ vi har i os. Det er en rodet og kreativ proces, som blander både kropslige og mentale samt bevidste og ubevidste elementer. Stern kalder denne proces for ‘den intentionelle udfoldelsesproces’, og taler om at den ‘giver indtryk af en beboet krop, der er levende’. Det er i aller højeste grad en emergent tilblivelsesproces.

Hvis vi anvender den viden som baggrund, har vi mulighed for at skabe en anden platform for samarbejdet i terapeutisk sammenhæng såvel som i andre mellemmenneskelige samspil. I stedet for at forsøge at forenkle udsagn og koge det opfattede ned til håndterbare størrelser (vi elsker at reducere kompleksitet, fordi vi så bedre kan overskue det hele!), kan vi vælge at bevare kompleksiteten i det kreative skaberværk, som tale, samtale og samspil er. Vi kan vælge at have øje for alle disse mulige elementer, der spiller med i den andens tale.

Som tidligere beskrevet har vi to ‘hovedspor’ at følge: Et dynamisk spor og et indholdsspor. Hvis vi fx. etablerer en dobbeltoptik på henholdsvis de talte ord og de dynamiske udtryk, der ligger ‘rundt om’ og ‘bagved’ ordene, får vi øje på mere. Det er i sammenhængene, i dialogen mellem det talte ord og den kropslige energi og gestik, at vi kan få øje på åbninger til nye forståelser. Dette kan vi så være transparente omkring og reflektere over sammen. Gøre både hvad og hvordan synlige i relationen. Valget af ord og fortællinger beretter fx. om selvforståelse og dominerende identitetsopfattelser, mens vitalitetsformerne fortæller om energetiske realiteter indlejret i os meget tidligt i livet, og hvorfra vi trækker mængder af tavs viden hele tiden.

Ved at aktivere vitalitetsformerne og insistere på at skabe dialog mellem de to forskellige ‘vidensregistre’ kan vi iflg. Stern rykke aspekter af de levede oplevelser ind i bevidstheden. Her kan vi tage os af dem, stille noget op med dem, hvilket ikke er muligt for os, hvis de lever et upåagtet liv inde i en hengemt fold. Det fordrer ifgl. Stern at vi ‘lever os (empatisk) ind i personens bevægelsesfremkaldte oplevelse’ og begynder dialogen dér. Vi kan udnytte denne viden om vitalitetsformer ved i samspillene og samtalerne at holde fast på de umiddelbare oplevelser i stedet for abstraktioner ift. disse oplevelser, på oplevelser af bevægelse fremfor oplevelser af statiske tilstande. Og vi kan arbejde dynamisk med hukommelsen; huske hvordan kroppen stod bøjet i netop den situation, hvordan vi støttede på armen eller tog os til brystet i en anden situation osv.

Da jeg var barn, omkring 12 år gammel, oplevede jeg fx. en situation, som vel hører under betegnelsen hverdagstraumer, og som jeg først fornyligt blev opmærksom på. Jeg opdagede, at jeg dengang havde følt mig dybt krænket og udstillet, ved at jeg kom i tanke om en særlig lille bevægelse, jeg havde gjort i situationen. Det foregik i mit barndomshjem. Der blev lavet sjov med mig og andre tilstedeværende grinede. Vittigheden lød sådan her: ‘Tina, du ville ellers have været meget køn, hvis bare du ikke havde haft den grimme knop midt på halsen.’ Jeg kan stadig gengive og opleve følelsen af min hånd, der rækker op mod halsen for at finde den knop. En spørgende, meget usikker hånd. Derefter hvordan den slappes og falder ned, da det går op for mig, at det er mit hovede han mener. Og at jeg er til grin. En stærkt ydmygende oplevelse, som hang sammen med andre oplevelser med samme person, men som genkaldtes i al sin skarphed gennem den dynamiske repræsentationstråd, som den havde efterladt i min krop.

Med de dynamiske vitalitetsformer i anvendelse kan vi sende bevidstheden både frem og tilbage i tiden på en kropsforankret måde. Og dermed skabe forandringer. Udover hukommelsesarbejde kan vi målrettet udnytte vores evne til virtuelle bevægelser til omskabende identitetsarbejde. Som tidligere beskrevet skaber vi de samme hjerneaktivitetsmønstre gennem forestillede bevægelser, som gennem de bevægelser, vi rent faktisk gør. Vi har altså potentielt muligheden for at forandre, omkode og ‘genantænde’ vores fundamentale dynamiske koder ved at gøre anderledes. Iflg. Stern er dette perspektiv med til at forklare fremkomsten af narrative terapier: Historiefortælling skaber forandringer gennem virtuelle oplevelser af selvet og virtuelle udførelser af fortalte handlinger.

At vores hjerne er plastisk og moddeller-bar er ikke ny viden, og den integreres mere og mere disse år. Sterns studie fra 2010 giver substans og praksisnær indsigt til hele denne tankegang. I Vitalitet7 vil jeg gå lidt tættere på dette med ‘at gøre anderledes’. Hvordan kan vi konkret anvende den viden ift. fx arbejdet med traumatiserede mennesker? Hvor langt kan vi gå? Hvilke metodiske inspirationer efterlader det? Og hvordan kan vi lade os inspirere af kunstneriske skabelsesprocesser – eller vi kunne vende det rundt og sige: Hvordan gør vi arbejdet med mennesker til kunstneriske skabelsesprocesser?

Opsummering og afrunding er vi vist ikke helt klar til endnu –  på gensyn i nørde-afdelingen 🙂

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *