Det er lagret i kroppen

Print Friendly

2Hvor kommer inspirationen fra? Hvordan bliver nye sange til, og hvordan mærker man, at man har fat i noget?
Sangskrivning er en kompleks kunstart, der sammenføjer fortælling, ord, toner, stemme og ikke mindst stemninger til et samlet udtryk. Hvordan det hele spiller sammen, kan vi få en fornemmelse af i sangskriverens værksted.
Her mine refleksioner efter Torsdagssalon med sanger og sangskriver Nanna Bech.

 

I Torsdagssalonen d. 7. oktober fik jeg lov at komme med helt ind i sangskrivningen sammen med sanger og sangskriver Nanna Bech (nannabechmusic). Nanna fortalte om sit arbejde med at skabe nye sange. Både om de sange, der kommer “dumpende ned”, så hun bare må følge med og holde fast, og om dem, der skal hives frem og arbejdes hårdt for.

Det var virkelig inspirerende at få et kig ind i de processer, der går forud for det værk, som er den færdige sang, og jeg har fået en bedre – og meget mere konkret – fornemmelse for, hvordan tingene kan spille sammen. Det viser sig, at for Nanna begynder det oftest med fortællingen. Fra sin aktuelle research på gamle danske sange og folkeviser fortæller hun, hvordan hun fx bliver fascineret af en bestemt sagnfigur eller en dramatisk fortælling. “Det er da interessant, det her”, tænker hun så, og så begynder det straks at gå over i sang og akkorder. For det musikalske har altid været helt tæt på, fortæller hun, og derfor går hun også rundt og nynner meget af tiden. I forhold til sangskrivningen siger hun: “Det er rarest – eller nemmest – når tingene kommer samtidigt”. Og med samtidigt mener hun her, at fortællingen, ordene og musikken på en måde finder hinanden i en samtidig proces, som kan være vanskelig helt at forklare.

Sådan var det fx med sangen “The Fool”, som var én af dem, der kom “dumpende ned”. Hendes tanker var blevet sat i gang af en gammel sang, hvor opskæringen og genanvendelsen af en død krop indgik, og mens hun var ude at køre bil dumpede vers og sangfragmenter ind, så hun måtte bruge telefonens memo til at fastholde det. Om aftenen fortsatte hun, og hun husker, hvordan hun vågnede om natten, og også næste dag gik begejstret rundt og ikke rigtigt kunne tale med nogen, fordi den her sang var i fuld gang med at komme til stede.

Tavs viden eller “det ligger der”

Nannas beretninger får mig til at tænke på begrebet tavs viden. Man får jo lyst til at spørge, hvor de dog kommer fra, alle disse stumper af lyd, billeder, toner, som pludseligt tikker ind, når man bliver optaget af den særlige stemning, situation eller følelse, som en bestemt inspiration eller fortælling vækker. Nanna kalder sin egen proces for “en research lagret i kroppen, og så skal man ind og hente det”, og det er netop det fænomen, som begrebet tavs viden forsøger at ramme. Vi ved en hel masse om utroligt mange ting, og for en del af disse ting gælder det, at vi ikke helt ved, at vi ved det! Men det ligger der, vi skal bare have “hentet det”, hvis vi aktivt vil bruge det.

Videnskabsmanden Michael Polanyi, som i 1966 introducerede udtrykket tavs viden (tacid knowledge), beskrev fænomenet som det, at man kan vide mere, end man kan redegøre for. (På dansk i Den tavse dimension. Mindspace, 2012) Det er en ikke-sproglig viden, som findes i kroppen, og hvor alle mulige typer udveksling med verden gennem sansninger og fornemmelser er lagret. Filosoffen Merleau-Ponty kaldte den slags viden for pre-refleksiv, altså før-bevidst, og parallelt til Polanyi bygger hans krops-fænomenologi på, at kroppen ved mere end bevidstheden. At vi simpelthen ved mere, end vi kan rumme med vores bevidsthed.

Nanna ved det tydeligvis også – uden at vide det! – hvordan bestemte indtryk “dumper ind” og med det samme knytter an til erindringer, lyde, stemninger osv. – og ofte sker det delvist eller helt udenom bevidstheden. Så begynder de nytilkomne indtryk og alt dét, der var der i forvejen, at blande sig på forskellige måder. (Der opstår fællesnævnere, som systemteoretikeren Gregory Bateson kaldte det.) Og bevægelsen går i gang. De “parrer sig” i nye hybrider og koblinger og bliver til nye udtryk.
Vi kan vide noget – og bearbejde vores viden – på vidt forskellige måder og i forskellige “afdelinger” af os selv. Og hvis vi som Nanna har sans for at bruge de processer aktivt, så kan der komme smukke, rammende eller foruroligende kunstneriske udtryk ud af det.

Det er også et arbejde

Men det kommer ikke altid “dumpende ned”. De samtidige indtryks smukke parringsdans sker ikke altid. Nogen gange er det hårdt arbejde, og man må sætte sig ved skrivebordet eller instrumentet og gå lidt mere praktisk til værks. Så er det godt at have sin memo, som for Nanna består af måske over 5000 små optagelser. En kæmpe materialebank er den memo jo, og som hun siger, kan den være god at dykke ned i “på en regnvejrsdag, hvor man tænker “jeg kan jo ikke finde ud af det her” eller “det bliver jo aldrig til noget”. Så kan memo’en minde hende om alt det, hun allerede har skabt, og som kan finde sammen med andre brudstykker og blive en del af en ny sang. Den slags sange kan blive lige så gode som dem, der “dumper ned”, fortæller hun, men det er to meget forskellige arbejdsprocesser.

Bøger Torsdagssalon oktober

Noget vigtigt at sige

For Nanna er der en motor for disse arbejdsprocesser med sangene: “Det kan godt være rigtig smukt og fint, men hvis der ikke er noget vigtigt at sige, så dør det for mig.” Det skal ikke bare lyde lækkert; der skal være noget vigtigt at fortælle. Og her er vi tilbage ved fortællingen som et omdrejningspunkt:
“Det jeg gør i sangskrivningen er at få historien kogt ned til ret få ord. Så få ord som muligt. Hvor enkelt kan jeg fortælle/ramme den her historie, den her følelse, den her hændelse?Jeg prøver at få det hele kogt ned til en essens.”

I bogsnakken får vi historisk forankring på dette med at sige noget vigtigt i få ord. For Nanna har Barbro Lindgrens Jeppe-bøger med, og de har bare været det bedste! Gode historier og med få ord på hver side til at beskrive handlingen. “Jeg laver jo Jeppe-bøger!”, siger hun. Men en moppedreng af et opslagsværk har hun også med: Seks indgange til balladen, udgivet af Folkemusikhuset i Hoager. Den bruger hun som inspirationskilde i arbejdet, ligesom også 12-bindsværket Danmarks gamle Folkeviser er en inspirationskilde.

Jeg fortalte om Ib Michals foruroligende og meget smukke digt Himmelbegravelse, som Nannas sang “The Fool” havde fået mig til at tænke på. Og Inger Christensen skriver i sin essay-samling så rammende og inderligt om skabelsesprocesser og om samspillet mellem digtet og verden – på en måde, så det også kunne have været sangskriveren Nannas ord, og vores samtale bekræftede den fornemmelse. Og så fortalte jeg også om Nannas album fra 2018: I Could Kill You In A Thousand Ways, og om min oplevelse med at lytte med. Den vil jeg varmt anbefale alle at lytte til og blive et rigere menneske af!

Du kan finde samtalen på YouTube her: Torsdagssalon med sanger og sangskriver Nanna Bech.

Comments
  1. Mogens Grejsen | Svar
  2. Mogens Grejsen | Svar
    • Tina Lauritsen | Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *