En forlæggers bekendelser

Print Friendly

2ASå er man jo egentlig en forlægger, tænker jeg, mens jeg lader blikket flyde fra færgens vindue og ud over vandet. En person, der har et forlag, er en forlægger. Og jeg indrømmer overfor mig selv, at det er første gang, jeg har den tanke.

Anledningen er Bogforum. Den store årlige bogfest hvor alt, hvad der kan krybe og gå indenfor bogbranchen, sætter hinanden stævne i Bella Centret i København. Det er ”the place to be”, og det er altså lige nu. Sidste år corona-aflyst, så meget desto væsentligere grund til at være der. Tjekke ind, være med, blive synlig.

Og jeg er der ikke. En forlægger med et forlag, der ikke er med på Bogforum. I grunden helt absurd. Eller i grunden snarere, at forlag for mig er noget andet end det, der fører Bogforum med sig. Og det slår mig nu, at det rationale, jeg navigerer efter i forhold til “forlag”, er det samme som da jeg for efterhånden mange år siden grundlagde et teater: ”Jeg har noget, jeg gerne vil fortælle på scenen, så hvad skal der til, for at jeg kan gøre det?” Et teater skal der til! En ramme, en kasse, som dét, som jeg gerne vil fortælle, kan bo i. Fordi alting er nødt til at høre til et sted, hvis det skal manifestere sig i den virkelige verden, som vi deler, og ikke blive hængende på indersiden, i det indre rum. Så et teater, altså! Det hed Teater Felix, senere Felix -art at work, og dets mission var at være en ramme for bestemte intentioner. Et sted, hvor de kunne bo. Og det samme med forlaget: ”Jeg vil skrive en bog, hvor kan jeg gøre det?”

Det var i 2018, det spørgsmål blev besvaret med oprettelsen af et forlag. Livet var blevet for kort til at vente måneder og år på at blive anerkendt af etablerede forlag, så sådan blev det. Nu i 2021 er der udgivet fem bøger fra mit forlag, så noget tyder på, at den kilde ikke sådan lige løber tør. Det er alle nysgerrige undersøgende bøger, der udforsker relationelle og eksistentielle temaer. Fordi den nysgerrighed er en måde, jeg kan holde mig selv og min egen livspraksis levende på. Og som jeg vælger at dele med andre: Praktikere indenfor det relationelle felt, undervisere, ledere, samfundsdebattører og nysgerrige mennesker i bredest mulig forstand.

Det er blevet kaldt autoetnografi, når man bruger sig selv som en aktiv del af det, som undersøges. Så uden at tænke over det, har jeg skrevet mig ind i en genre. For mig er det måden, det fungerer på, og har været det lige siden den autobiografiske strømning blæste ind over os på dramaturgistudiet i 1990’erne. Man kan også bare kalde det for essays. Eller kalde skrivestilen for essayistisk, fordi man “skriver sig selv ind”, som Thomas Dam kalder det i titlen til sin bog om autoetnografi (Må jeg skrive mig selv ind?). Under alle omstændigheder er det tværfagligt. Cross-over, som det ofte kaldes i det kunstneriske område, når man ikke holder sig indenfor ét fag, felt eller genre, men krydser frem og tilbage mellem forskellige kendte kategorier.
Summa summarum: At få nysgerrigheden til at brede sig – inklusiv at bruge mig selv og mine egne erfaringer som indsats og affyringsrampe – er mit drive. Det er mit hvorfor.

Men forlægger? Tjah …, mhjah … Jeg ved ikke rigtigt. Jeg kan ikke rigtigt mærke det endnu. Måske i et lille bitte hjørne, er der noget der begynder at vokse lige så stille. Nye samarbejder, nye bog-ideer pusler rundt. Og der er energi i dem! Så rammen, forlaget, som “et sted” for noget at bo, er måske i gang med at blive andet og mere end en platform for mine egne tekster. Ja, måske. Undervejs. Det er ikke til at vide.
Måske finder jeg endda pludseligt mig selv på Bogforum 2022?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *