Begyndelser
Alt, der har en begyndelse, har også en ende. Men alt, der har en ende, har også en begyndelse, og det er det forunderlige: At vi er født. At vi er til.
Her min nytårsrefleksion, hvor en replik fra The Matrix fører tankerne til filosoffen Hannah Arendt og hendes begreb om natalitet: Fødtheden, begyndelsens under.
‘Alt der har en begyndelse, har også en ende’. Sådan lyder en af de genkommende filosofiske replikker i filmserien ‘The Matrix’. Tilbage i 1999 og 2003 så jeg aldrig dette værk, som nærmest har fået kultstatus; jeg var simpelthen optaget af/fyldt op af helt andre ting dengang. Men nu i juleferien har jeg set den, og jeg må sige at den fylder mig med nye spændende tanker, så den er åbenbart stadig virksom.
Her på kanten mellem to årstal er der en særlig genklang ved den replik. Den er logisk, åbenlys, og minder os om, at det ikke bare er det år, som begynder, der får en ende, men også alt andet stort som småt underlagt tiden. Og som det vel nok største fænomen af dem alle står livet og døden som makkerparret over dem alle. At vi skal dø er den vished, som er indføjet i selve det, at vi lever. Døden er vores horisontlinie, kunne vi sige, op imod hvilken vores liv kan udspille sig. Vi behøver bare at lave det lille tankeeksperiment, at døden ikke fandtes, for at blive bekræftet i det. Det hele går fuldstændig i kludder, uanset hvordan vi vender og drejer det. Det går bare ikke!
Døden og dette at vi skal dø har optaget filosoffer og tænkende mennesker lige så længe, der har været tænkende mennesker til. Memento mori, som det også er blevet kaldt og udødeliggjort gennem Sokrates i antikkens filosofi. ‘Husk, at du skal dø.’ Og der er blevet argumenteret for, at livsfylden/livsglæden også henter sine fineste kvaliteter gennem den bevidsthed. Det giver alt sammen god mening.
Som med alle andre blikke på livet, er det vores valg, hvor vi stiller os og i hvilken retning, vi kigger. Jeg har været meget fascineret af Hannah Arendt og hendes begreb natalitet. At være født. Modsat mange andre filosoffer valgte hun at lægge accenten et andet sted: Alt, der har en begyndelse, har også en ende, ja, det er sandt, men alt, der har en ende, har også en begyndelse. Vi er født! Det er et under, at vi er til. At vi findes. Vores fødthed skaber uanede muligheder for begyndelser. Hver gang vi gør en handling og tænker en tanke, skaber vi mulighed for nye begyndelser. Hver morgen, når vi slår øjnene op, er den mulighed til stede. Hver dag, vi møder ind på vores arbejde, hver gang, vi griber telefonen for at ringe til én, hver gang vi nedfælder en ide, opsøger en inspiration, taler med kvinden i bussen, manden bag kassen i Netto, børnene der leger på gaden …
Med julens fejring har vi netop fejret dette: Fødslens under, begyndelsens under. I den kristne tradition fortalt gennem Jesusbarnet i krybben, hvis liv og levned fra fødsel til død står som et samlet stærkt symbol. Også her er døden den horisontlinie, som underet så at sige også får kraft ved. Men julen er først og fremmest fejringen af fødslens under. Det er – som med Arendt – accenten lagt på begyndelsen. På fødtheden, nataliteten. Og som vi kan fejre uanset, om vi forstår os selv som kristne eller ej.
Det nye år får en ende. Ja, det er sandt, men det har først og fremmest – og som en forudsætning for det – en begyndelse. Og den er magisk: Alt det, der ligger derude og endnu ikke er ‘født’, men som meget snart vil blive det. Hos mig er der forskellige ting, der står og blinker, og som jeg glæder mig utrolig meget til at se blive født. Allerede lige efter nytår tager jeg sammen med Dorthe Refslund Christensen tråden op på vores podcast ‘Refslund & Lauritsen taler om det’ og laver en ny begyndelse med temaet sårbarhed. En anden dejlig ny begyndelse er en faglig studiegruppe, hvor vi som det første kaster os over Hartmut Rosas revolutionerende resonansteori. En tredje er min intention om at udfolde og udforske samskabelse og samarbejde endnu mere i forlængelse af min bog POWER – om magt i praksis. Jeg ved ikke helt, hvor det fører hen, og det er netop det spændende og gribende ved det. Og så er der små pulserende kim til nye bøger, som jeg ved om muligt endnu mindre om, eftersom jeg står på denne og ikke den anden side af 2022. Og sådan kunne jeg blive ved med stort og småt, ligesom du sikkert kan blive ved med stort og småt, hvis du kaster dig ind i det.
I Matrix forsøger de at få krammet på begyndelser og slutninger; at overvinde dem, blive herre over dem. Og det er naturligvis tidens dimension, som er fartøjet for det. Matrix 4 er endnu ikke frigivet – tiden har spillet den et puds 😉 – så jeg ved ikke, hvordan det går for dem her omkring 20 år efter.
Her og nu må vi nok affinde os med, at vi er underlagt tiden; at vi lever i den og den i os. Og nu altså et skel, et nyt år. Nytår er selvfølgelig noget, vi ‘leger’. Træerne, lyngen og himlen her udenfor mit vindue mærker det ikke. De fortsætter alle deres kontinuerlige væren i tidens gang. Men vi sætter et skel, markerer en slutning og en ny begyndelse. Og det kan også noget.
Rigtig godt nyt år til jer alle.
About Author
Tina Lauritsen
Læs mere om hvad jeg laver og er optaget af på min hjemmeside www.tinalauritsen.dk
Tak for at du lytter 😇
Jeg føler du ser min pointe rigtig godt.
Flot at Foucault har lavet et begreb der passer til min forstilling om matrixen (ikke filmen, jeg burde måske have skrevet at jeg har den beskrivelse fra Shaman Durek, han som er gift med den norske prinsesse)
Du er godt på vej i min tolkning af ydmyghed. Det er åbenhed og vilje til at tage et andet perspektiv. Og så lidt til.
Jeg har været så heldig at få en ny start (for nu at følge dit oprindelige budskab med nativitet/ begyndelser) At blive banket tilbage til min essens; kærligheden. Det er en gave, som kom ud af noget der så ud som enden på mit arbejdsliv og mit gode helbred. Men det var på ingen måde forbi. Her på bunden, fandt jeg kærlighed, ydmyghed og taknemmelighed. Og livsglæde. Og med det kom energi og selvhelbredende kræfter.
Jeg har lært at lytte på en anden måde. Både indad og udad. (Faktisk er det indad i begge tilfælde, det ser bare ud som om man lytter ud. Det er det du ville kalde resonans. Vi hører noget og det finder en klangbund i os. Den klang det får i os selv er det eneste vi nogensinde kan høre fra andre). Sårbarhed får en anden klang for mig. Hvis jeg oplever at være sårbar, er det mit ego som står i vejen. Mit sande jeg kan ikke såres. Kun min forestilling om hvem jeg er. At være ydmyg for mig, er en følelse som gør at mit ego skrumper ind og lader sandheden komme frem. Det gør ikke ondt, hvis jeg ikke gør modstand. Enhver modstand mod sandheden kommer fra egoet og de forestillinger som det har bygget om min person. De koncepter som former mig. Når jeg lader det blive såret med sindsro og taknemmelighed, vinder jeg min frihed tilbage. Den medfødte frihed til at være mig, med glæde og kærlighed, forbundet med altet. Det er det vigtige. Det er det som gør mig vigtig. Ikke de tanker jeg har om mig selv.
Og hvad mener jeg med de rette tanker? Jeg oplever netop at have fået en tillid. Tillid til den indre visdom. Den giver mig mulighed for at tænke nye tanker om ting jeg troede var gamle. F. Eks menstruation eller svigt i barndommen. Jeg åbner mig for den, og så kommer de tanker jeg skal bruge for at være glad og lykkelig i øjeblikket. Jeg behøver ikke de gamle tanker for de hører fortiden til. Al den energi jeg brugte på at tænke på fortiden eller fremtiden, den kan jeg bruge til at være her og nu. Jeg giver den til visdommen/ den universelle intelligens og livskraft, som giver mig mig. For jeg kan ikke selv skabe og opretholde det som jeg er. Det er hinsides den menneskelige forstand hvordan man styrer en celles livsprocesser. Og endnu mere hinsides vor forståelse, hvordan livskraften gør alt den gør. Men det føles godt at jeg kan overlade det til den.
Med kærlighed og taknemmelighed, Maja
Tak for gode reflektioner.
Du lever virkelig dit motto: ord til at gribe med.
Jeg fik lyst til at uddybe den forståelse med begyndelser og ender og Matrix. I vores verden af form kan vi observere et uendelig antal af begyndelser og ender. Nyt liv og ny død. Mennesker planter dyr, bjerge, solopgang solnedgang. Riger, fortællinger. Det ser ud som om der ikke er andet. Men det usynlige bag det, er den formløse energi som er før alt begynder og som kommer til at være for evigt. Fra det formløse kommer al form. En guddommelig tanke er ophav til al skabelse. Den kraft som er bag og i alting, skaber alt og sig selv hele tiden. Vi behøver ikke kalde det gud hvis det ikke giver mening. (Og det giver selvsagt ikke mening at navngive noget der er så upersonligt, så meget større end et menneskes fantasi kan rumme) Men det er der uanset om vi ser det eller ej. At få denne dybe forståelse gør mig fri af matrix (den menneskeskabte store ide om at vi er født uværdige, må leve i lidelse, følge en opskrift på et liv hvor vi jager efter rigdom, Lykke og det næste kick, blive syge, skal behandles, blive patienter/klienter. vi bliver aldrig færdige). Matrixen er lavet så den ser ud som den er hele sandheden. Det kan gøre ondt at bryde ud. Sandheden er at vi ikke behøver at tro på det. Vi ikke afhængig af en matrix. Vi er kærlighed. Det er ikke noget man kan få. Man kan være blind og ikke se den, men den er der. At have den bærer mig frem, uden at jeg behøver tænke på hvad jeg må gøre. De rette tanker kommer af sig selv hvis jeg gør mig uvigtig. Det er en god følelse af ydmyghed.
Og forresten er jeg helt enig: nytår er bare noget vi leger. Det er ikke det ene øjeblik som sætter skæl. Det er alle øjeblikke❤️
Kære Maja
Tak for din kommentar. Den sætter mange tanker i gang hos mig. Jeg hæfter mig ved, at du skriver om ‘Matrixen’: “Matrixen er lavet så den ser ud som den er hele sandheden”. Det er en interessant iagttagelse, som rækker langt ud over film-fænomenet ‘Matrix’ (som samtidig bidrager til at synliggøre det), nemlig at der på alle niveauer og i alle sammenhænge kan findes ‘matrixer’, som indtager positionen som ’sandhed’ og dermed begrænser vores tænkning og vores handlinger. Men som du skriver: “Sandheden er at vi ikke behøver at tro på det”. Filosoffen Michel Foucault kaldte det fænomen for “sandhedsregime”; at en fortælling om, hvad der er sandt og rigtigt og virkeligt kan blive dominerende i en kultur på en måde, så det udgør et regime.
Jeg blev meget inspireret af din kommentar om, at “de rette tanker kommer af sig selv hvis jeg gør mig uvigtig”. Det inspirerende for mig handler ikke om, at vi skal føle os uvigtige i betydningen betydningsløse (for det er vi på ingen måder), men at evnen til – eller måske viljen til – at flytte sig selv lidt ud af billedet som verdens centrum og omdrejningspunkt skaber plads til at kunne opleve og erfare sin omverden på en ny og friere måde. Den bevægelse betyder mindre kontrol og større sårbarhed, men giver en større sensitivitet. Det bliver muligt at lytte bedre og mere intenst til verden og til at respondere på det, man hører/sanser. Det er min fornemmelse, at det måske er noget i den retning du mener med “de rette tanker”: En tillid til det, der “taler” til én og en åbenhed overfor, hvad det bringer med sig. Tak for inspirationen. Kh. Tina