Begyndelser

Print Friendly

2

Alt, der har en begyndelse, har også en ende. Men alt, der har en ende, har også en begyndelse, og det er det forunderlige: At vi er født. At vi er til. 

Her min nytårsrefleksion, hvor en replik fra The Matrix fører tankerne til filosoffen Hannah Arendt og hendes begreb om natalitet: Fødtheden, begyndelsens under.

 

 

‘Alt der har en begyndelse, har også en ende’. Sådan lyder en af de genkommende filosofiske replikker i filmserien ‘The Matrix’. Tilbage i 1999 og 2003 så jeg aldrig dette værk, som nærmest har fået kultstatus; jeg var simpelthen optaget af/fyldt op af helt andre ting dengang. Men nu i juleferien har jeg set den, og jeg må sige at den fylder mig med nye spændende tanker, så den er åbenbart stadig virksom.

Her på kanten mellem to årstal er der en særlig genklang ved den replik. Den er logisk, åbenlys, og minder os om, at det ikke bare er det år, som begynder, der får en ende, men også alt andet stort som småt underlagt tiden. Og som det vel nok største fænomen af dem alle står livet og døden som makkerparret over dem alle. At vi skal dø er den vished, som er indføjet i selve det, at vi lever. Døden er vores horisontlinie, kunne vi sige, op imod hvilken vores liv kan udspille sig. Vi behøver bare at lave det lille tankeeksperiment, at døden ikke fandtes, for at blive bekræftet i det. Det hele går fuldstændig i kludder, uanset hvordan vi vender og drejer det. Det går bare ikke!
Døden og dette at vi skal dø har optaget filosoffer og tænkende mennesker lige så længe, der har været tænkende mennesker til. Memento mori, som det også er blevet kaldt og udødeliggjort gennem Sokrates i antikkens filosofi. ‘Husk, at du skal dø.’ Og der er blevet argumenteret for, at livsfylden/livsglæden også henter sine fineste kvaliteter gennem den bevidsthed. Det giver alt sammen god mening.

Som med alle andre blikke på livet, er det vores valg, hvor vi stiller os og i hvilken retning, vi kigger. Jeg har været meget fascineret af Hannah Arendt og hendes begreb natalitet. At være født. Modsat mange andre filosoffer valgte hun at lægge accenten et andet sted: Alt, der har en begyndelse, har også en ende, ja, det er sandt, men alt, der har en ende, har også en begyndelse. Vi er født! Det er et under, at vi er til. At vi findes. Vores fødthed skaber uanede muligheder for begyndelser. Hver gang vi gør en handling og tænker en tanke, skaber vi mulighed for nye begyndelser. Hver morgen, når vi slår øjnene op, er den mulighed til stede. Hver dag, vi møder ind på vores arbejde, hver gang, vi griber telefonen for at ringe til én, hver gang vi nedfælder en ide, opsøger en inspiration, taler med kvinden i bussen, manden bag kassen i Netto, børnene der leger på gaden …
Med julens fejring har vi netop fejret dette: Fødslens under, begyndelsens under. I den kristne tradition fortalt gennem Jesusbarnet i krybben, hvis liv og levned fra fødsel til død står som et samlet stærkt symbol. Også her er døden den horisontlinie, som underet så at sige også får kraft ved. Men julen er først og fremmest fejringen af fødslens under. Det er – som med Arendt – accenten lagt på begyndelsen. På fødtheden, nataliteten. Og som vi kan fejre uanset, om vi forstår os selv som kristne eller ej.

Det nye år får en ende. Ja, det er sandt, men det har først og fremmest – og som en forudsætning for det – en begyndelse. Og den er magisk: Alt det, der ligger derude og endnu ikke er ‘født’, men som meget snart vil blive det. Hos mig er der forskellige ting, der står og blinker, og som jeg glæder mig utrolig meget til at se blive født. Allerede lige efter nytår tager jeg sammen med Dorthe Refslund Christensen tråden op på vores podcast ‘Refslund & Lauritsen taler om det’ og laver en ny begyndelse med temaet sårbarhed. En anden dejlig ny begyndelse er en faglig studiegruppe, hvor vi som det første kaster os over Hartmut Rosas revolutionerende resonansteori. En tredje er min intention om at udfolde og udforske samskabelse og samarbejde endnu mere i forlængelse af min bog POWER – om magt i praksis. Jeg ved ikke helt, hvor det fører hen, og det er netop det spændende og gribende ved det. Og så er der små pulserende kim til nye bøger, som jeg ved om muligt endnu mindre om, eftersom jeg står på denne og ikke den anden side af 2022. Og sådan kunne jeg blive ved med stort og småt, ligesom du sikkert kan blive ved med stort og småt, hvis du kaster dig ind i det.

 

I Matrix forsøger de at få krammet på begyndelser og slutninger; at overvinde dem, blive herre over dem. Og det er naturligvis tidens dimension, som er fartøjet for det. Matrix 4 er endnu ikke frigivet – tiden har spillet den et puds 😉 – så jeg ved ikke, hvordan det går for dem her omkring 20 år efter.
Her og nu må vi nok affinde os med, at vi er underlagt tiden; at vi lever i den og den i os. Og nu altså et skel, et nyt år. Nytår er selvfølgelig noget, vi ‘leger’. Træerne, lyngen og himlen her udenfor mit vindue mærker det ikke. De fortsætter alle deres kontinuerlige væren i tidens gang. Men vi sætter et skel, markerer en slutning og en ny begyndelse. Og det kan også noget.
Rigtig godt nyt år til jer alle.

Comments
  1. Maja | Svar
  2. Maja Hofstetter | Svar
    • Tina Lauritsen | Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *