Samskabelse – hvad er det egentlig?

Print Friendly

Myrer

I en serie blogs kigger jeg med fornyet nysgerrighed og fra forskellige vinkler på det efterhånden veletablerede begreb SAMSKABELSE.
For hvad er det egentlig for noget? Hvad er det vi gør, når vi ’skaber sammen’? Hvor er faldgruberne? Og hvad kan vi tænke om og ikke mindst bruge dette løfterige udtryk til i en virkelighed anno 2022?
Hæng på, jeg begynder med at slå et par temaer an.

 

En hurtig søgning på ordet samskabelse giver mange fine illustrationer – fra undervisningsmateriale, kommunale brochurer mv. De forskellige illustrationer vidner om de forestillinger, der har knyttet sig til – og stadig knytter sig til – ideen om samskabelse, og det er disse forestillinger, intentioner og forhåbninger, som jeg har lyst til at give nogle ord med på vejen. Her har jeg lånt en illustration fra magasinet Offentlig Ledelse, som ikke var til at stå for. Den tilhørerende artikel er fra 2015, hvor ideen om samskabelse havde fået rigtig godt vind i sejlene. Budskabet er tydeligt: Sammen får vi det til at lykkes. Vi finder på noget i fællesskab, som bliver til alles bedste. Og her i sin myre-hyggelige udformning er det noget, de fleste af os kun kan tænke positivt om. Billedet udtrykker håb om og et løfte om det menneskelige fællesskabs formåen. Det vil vi gerne tilslutte os.

Findes der overhovedet magtfrie rum?

Arbejdet med min seneste bog POWER – om magt i praksis gav blandt meget andet anledning til at genbesøge ideen om samskabelse, som jeg også tidligere har været meget optaget af. Bogen undersøger fænomenet magt i relationer og samarbejde, og i bogens åbning slår jeg tonen an sådan her:

“Relationer betyder også samarbejde, og vi indgår i samarbejde med andre, uanset hvad vi beskæftiger os med. I de senere år er begrebet samskabelse kommet til som en særlig forståelse af, hvordan samarbejde kan praktiseres. Det har vundet indpas, for vi kan lide tanken om ligeværdige skabende processer. Men findes der overhovedet magtfrie rum? Og hvis der gør, hvor er de da? Hvis vi vil forstå vilkårene for samarbejde – og ikke mindst for det udvidede begreb samskabelse – er vi nødt til også at interessere os for det ustyrlige fænomen magt. Det er den intention, der driver mig i denne bog. Vi må udvikle bekendtskabet, hvis vi skal omgås fænomenet på passende måder.”

Min aktuelle interesse er altså formet af magtperspektivet, som i lange stræk har været nedtonet, hvis ikke fraværende, når ideen om samskabelse er blevet udfoldet og implementeret i en række organisationer og praksisser. Den interesse udgør den ene side af min nysgerrighed, hvor den anden er rundet af de betydninger, som dét at skabe noget sammen har indenfor det kunstneriske område. Som gammel teaterarbejder har det samskabende element en anden plads og karakter i min faglige og personlige baggage, end den jeg ser udfoldet indenfor de samfundsfaglige områder. Det er disse to størrelser – magtperspektivet og det skabende perspektiv – som jeg bringer i spil med hinanden her og udforsker lidt videre på i forlængelse af min bog om magtpraksis.

Samskabelse er …

Så vidt mine intentioner, men tilbage til det indledende spørgsmål: Hvad er samskabelse egentlig? Det lader sig ikke besvare kort, men vi kan begynde med at kigge på aktuelle beskrivelser. VIA University College skriver fx således om samskabelse på deres hjemmeside:

“Samskabelse sker når den offentlige sektor skaber og udvikler velfærdsløsninger sammen med fx borgere, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og foreninger. Det giver en ny organisering, nye ledelsestilgange, og det skaber nye relationer og bringer nye kompetencer og ressourcer i spil. Det giver os nye veje til velfærd.
Samskabelse er dermed en ny måde at tænke styring på i den offentlige sektor, hvor vi i høj grad ser løsninger fra borgerperspektivet. Vi skal samskabe for at gøre kommuner og regioner til et rum, hvor der er mindre bruger og mere borger.”
Og om det kommunale system fortsætter de:
“Fremtidens kommune arbejder med samskabelse. Kommunerne er gået fra at være en myndighed, borgene skulle indrette sig efter for senere at blive set som nogen, der skulle servicere borgerne. I dag ser vi kommunen som et fællesskab og et netværk.”

Intentionen er “nye veje til offentlig velfærd”, “mindre bruger og mere borger” i et kommunalt regi, som ser sig selv som “et fællesskab og et netværk”. Det er også “en ny måde at tænke styring på i den offentlige sektor”, og her får vi på en måde slået tonen an til nogle af de udfordringer eller “sammenstød”, som følger med anvendelse af ideen samskabelse: Styring og ikke-styring. Offentlige myndigheder som et styrings-apparat med styringsprincipper overfor det samskabende princip som noget i udgangspunktet procesorienteret og ikke-styrende. Her blot med afsæt i en enkelt beskrivelse. Hvis du kigger rundt omkring på nettet, vil du se lignende beskrivelser.

… en dyd i sig selv

Har samskabelse fået karakter af buzzword? Er det blevet en “flydende betegner”, som det også kaldes, når et begreb mister sin præcision og bliver sådan et allround plusord, som vi ikke kan sætte fingeren på, fordi det er for diffust, og fordi det “jo bare er godt”?For historikkens skyld og for at stille skarpt på de udfordringer, der knytter sig til begrebet om samskabelse, gengiver jeg her et lille uddrag fra min bog om magtpraksis, hvor det introduceres:

“Begrebet gjorde sin entré på den danske scene i 2010’erne som en samlet oversættelse af de engelske begreber co-creation og co-production. I forbindelse med en nyorientering mod New Public Governance fandt det sin vej ind som styringsprincip i den offentlige sektor. Intentionen med dette nye styringsprincip har været at ændre de mere kontrolorienterede tilgange i New Public Management til mere åbne tilgange, som nedtoner kontrol og i stedet inviterer borgere og brugere med ind i samarbejdet omkring gode løsninger for offentlig velfærd.
Ideen om samskabelse har vist sig at være ret løst defineret og er i praksis blevet fortolket forskelligt rundt omkring, hvor det er taget i anvendelse. Måske har begrebet især haft betydning som netop en markør for stærke intentioner, og med intentioner ved vi jo, at noget er på spil. Som professor i læring og filosofi Hanne Kathrine Krogstrup skriver i sin introduktion til begrebet: ”I praksis ser det ud til, at det er den offentlige forvaltning selv, der definerer rammerne for samskabelse (og så kan man diskutere, om der overhovedet er tale om samskabelse), uden at borgerne helt ved, hvad det indebærer, og at samskabelse endnu mest har karakter af at ”være en dyd i sig selv”.” (citat fra Samskabelse og Capacity Building i den offentlige sektor, 2017)

Mange spørgsmål rejser sig. Jeg holder fast i nogle af dem som cliffhangere her:

  • Er begrebet samskabelse blevet en dyd i sig selv?
  • Hvad med magten – hvor er den?
  • Findes der overhovedet magtfrie rum?
  • Hvordan kan man styre og ikke-styre på samme tid?
  • Hvad vil det egentlig sige at skabe noget sammen?

Fortsættelse følger snart 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *