Samskabelse – at styre eller ikke styre

Print Friendly

TrådeJeg fortsætter min nysgerrige tango med og rundt om udtrykket samskabelse. Fænomenet magt er ikke rigtigt taget i ed i begejstringen over samskabelsens lyksaligheder. Men er der noget, der har momentum i disse tider, er det magt. Vi kan ikke længere lukke øjnene for magtens tilstedeværelse. 

Hvad gør det ved det populære begreb samskabelse – og ved alle de praksisser, hvor det lige nu fungerer som den intentionelle motor?

 

I mit sidste blogindlæg slog jeg tonen an til nogle temaer, som diskuterer det populære udtryk samskabelse og sætter det i en aktuel belysning. Jeg sluttede af med fem cliffhanger-spørgsmål, og her tager jeg fat i ét af dem og folder det lidt ud, så det forsøgsvist kan bidrage til et nuanceret blik på begrebet om samskabelse:

Hvordan kan man styre og ikke-styre på samme tid?

Det er et lidt tricky spørgsmål, som kommer af det paradoks, at man som fx offentlig myndighed bruger samskabelse som et styringsprincip (og selv som myndighed er et styringssystem) samtidig med, at dette samskabende princip kendetegnes ved at være procesorienteret og ikke-styrende. (Et slags fælles output/resultat ud af mange hoveders ligestillede bidrag, som illustrationen denne gang fortæller. Tak for lån til centralbibliotek.dk)
Det korte og umiddelbare svar vil være, at det kan man ikke. Lidt forsimplet sagt, så enten styrer du din bil, når du sidder bag rattet, eller du styrer ikke og sidder ved siden af. Med lidt flere nuancer til det kan du godt sidde ved siden af og være co-driver. Så styrer du lidt, eller ‘med-styrer’, men det er personen bag rattet, der styrer. Hvis vi breder det lidt ud til mere kollektive samarbejdsprocesser, det kan være fx en undervisningssituation, så kan vi få en fornemmelse af et spekter mellem de to poler styring og ikke-styring:
Underviseren kan indtage forskellige positioner med forskellige grader af styring (og altså magt). Han/hun kan være den helt centrale ‘fortællerstemme’ i rummet, som fylder stof på eleverne/de studerende, dikterer opgaver, som eleverne kan besvare rigtigt eller forkert osv. Eller i den anden ende af spektret lade eleverne/de studerende arbejde sig frem helt på egen hånd ift. et stofområde. (Jeg har lånt betegnelsen ‘fortællerstemmen’ af litteratur-underviser Jens Noe, der sidestiller underviserens rolle i klasserummet med fortællerstemmen i litteratur. Det er dén, der ‘bestemmer fortællingen’, og den position kan gøres på mange forskellige måder, eksempelvis også gennem mange stemmer fremfor én eksklusiv fortæller. (‘Læseoplevelser’ – Torsdagssalon med Jens Noe på YouTube og som blogtekst ‘At finde sin egen stemme’))

Men der er ikke tale om samskabelse, der i klasserummet, uanset hvor på spektret underviseren placerer sig. For det er stadig underviseren, der sætter rammen for undervisningen og altså har definitionsmagten over, hvad vi er sammen om her og hvordan.
Lad os vende bøtten på hovedet for eksperimentets skyld: En gruppe unge mennesker har besluttet sig for, at de vil blive klogere på fx permakultur. De er tilknyttet forsk. ungdomsuddannelser, men i fællesskab finder de frem til en underviser, som ved noget om det her, og de spørger underviseren, om han/hun vil lære dem noget om permakultur. Underviseren siger ja, de sætter sig ned sammen en dag, og underviseren spørger: Okay, hvad vil I særligt gerne forstå bedre? Hvordan skal vi gribe det an? Hvor mange gange skal vi mødes?
Her kan (og altså her forestillet) komme en reel samskabelse i stand. Magten – og dermed det element i samarbejdet, hvis karakter er afgørende for, om samskabelse kan være en reel aktivitet – ligger nemlig ikke i viden contra ikke-viden og altså i forskellen her mellem underviseren og de unge. Definitionsmagten er magten til at definere, hvad noget er: Hvad er vi sammen om? Hvad handler det om her? Hvordan skal det gøres? Og ikke mindst de helt afgørende spørgsmål: Hvor er vi på vej hen? Hvad skal der komme ud af det her?

Intentioner og magtpraksis

Når vi vil noget med noget – eller med nogen – tager vi initiativer. Vi sætter en handlekraft i gang, sætter rammer for en aktivitet, kontakter folk, udarbejder tidsplaner osv. Vi gør det, fordi vi vil noget! Vi har intentioner, og de er ofte båret af noget, der er meningsfuldt og værdifuldt for os. Intentioner har en rettethed, og rettetheden skaber i sig selv en magtvirkning. Om rettetheden i forhold til samskabelse som styringsprincip kan vi sige, at:
… Det introduceres som styringsredskab, fordi det indeholder nogle gode takter og tegner en ønsket retning. Men intentioner om at opnå bestemte virkninger knytter sig til det. Idealet om ”at skabe noget sammen” kan være vanskeligt at indfri, når myndighedsmagt og -initiativ ligger hos den ene part, som så at sige ”har noget for” med den anden.
(POWER – om magt i praksis, s. 145)

Pointen er her, at en offentlig myndighed – eller system som fx sundhedsvæsnet – qua sin opgave som myndighed/system jo har intentioner og dertil en udstrakt definitionsmagt altid-allerede indbygget i sit system. Det er ikke en magtposition, som man sådan lige slipper af med – eller smider i garderoben, inden man går ind til de forskellige typer af samarbejdssituationer med borgere.
Og her er det vigtigt at huske, at magt i sig selv ikke er hverken et ondt monster eller noget negativt, vi skal tage afstand fra. Egentlig er det slet ikke en ‘ting’ i sig selv, men noget der sker. Virkninger. En afledt effekt af et givet områdes styrkeforhold for nu at citere Dag Heedes introduktion til Foucaults magtperspektiv. (‘Det tomme menneske’, 2012)

Men hvad skal vi så gøre? Er samskabelse som ide simpelthen et no-go i det hele taget? Hvis vi har de bedste intentioner om ligeværdige og – forsøgsvis – ligestillede samarbejdsrelationer, hvordan kan vi da komme det i møde samtidig med, at vi tager magtens tilstedeværelse i ed?

Okay, så blev det et par cliffhanger-agtige spørgsmål som afslutning igen. Men med indbygget forsigtigt håb! Næste gang fortæller jeg om noget, som jeg har valgt at kalde kontrabevægelser, og jeg fortæller om et meget spændende PhD projekt, der har kastet lys på både udfordringer og muligheder ved samskabelse som samarbejdsmåde.

Hvis du kan lide lydformat, kan du også følge mit samskabelsestema på podcasten LauritsenLyd på Podbean.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *