Samskabelse – om kontrabevægelser

Print Friendly

Puslespil IIVi er nødt til at bevæge os lidt væk fra glansbilledet, hvis de smukke intentioner omkring samskabelse skal blive anvendelige og reelle for os derude i praksis.

Det handler om kontrabevægelser denne gang. Om at tage magten under armen, når vi træder ind i vores samarbejdsrelationer, i stedet for at prøve at fjerne den. For den er der alligevel, og den er både kønnere, mildere og langt mere håndgribelig derude i fuld belysning end skjult og forklædt bag døren.

 

“Men hvad skal vi så gøre?”, spurgte jeg i sidste uges blogtekst om samskabelse. “Er samskabelse som ide simpelthen et no-go i det hele taget? Hvis vi har de bedste intentioner om ligeværdige og – forsøgsvis – ligestillede samarbejdsrelationer, hvordan kan vi da komme det i møde samtidig med, at vi tager magtens tilstedeværelse i ed?”

Med andre ord: Kan samskabelse blive reelt eller er det mest ’smukke ord på papir’, som ph.d. Nanna Møller Mortensen har udtrykt det i forbindelse med sin forskning rundt om samskabelse i praksis. Vi er nødt til at bevæge os lidt væk fra glansbilledet, hvis de smukke intentioner skal blive anvendelige for os på en reel måde derude i praksis. Det kan vi gøre ved at rette opmærksomheden mod de roller, som vi spiller overfor hinanden, og ikke mindst mod hvilke roller vi har mulighed for at spille overfor hinanden i velfærdssamfundets forskelligartede samarbejdsrelationer mellem fagprofessionelle og borgere.  Vi kan folde begrebet mere ud, nuancere det og få blik for de forskellige former for – og grader af – samskabelse, som reelt praktiseres. Måske endda finde andre ord til at benævne det, vi gør, som er mere i overensstemmelse med virkeligheden. Men først skal vi have overlæggeren på plads; den der tager magten i ed og tager den med ind i ligningen igen. Den intention har jeg valgt at kalde kontrabevægelser.

Glansbilleder

Lad os begynde bevægelsen med glansbilledet: Illustrationen denne gang fortæller om samskabelse som en aktivitet, hvor vi sammen samler ‘puslespillet’. (Tak for lån til VPT, Viden På Tværs, et vidensdelingsforum under KL) Dvs. vi samarbejder på en samskabende måde omkring det fælles anliggende, som vi ønsker at udvikle, forandre, løse osv. Illustrationen viser fire aktører, der fra hver sit hjørne af billedet bidrager med hver sin brik. Brikkerne passer sammen og udgør tilsammen en helhed. De fire brikkers farver er forskellige, men deres størrelse, form og materialitet er ens.
Det er svært at undgå at se det som en lidt romantisk fremstilling af samskabelse. De enkelte bidrag til samskabelsen (brikkerne) har for det første nøjagtig lige stor ‘vægt’, og de passer for det andet på mirakuløs vis helt perfekt sammen! Og det gør de kun, fordi de er produceret på forhånd. Den helhed, som opstår i det fælles møde, og som er selve samskabelsens mening og berettigelse, er præfabrikeret. Nogen har designet brikkerne. Billedet er derfor et falsk udsagn: Det illustrerer det modsatte af, hvad det ønsker at illustrere. Aktørerne skaber ikke noget sammen, de sætter præfabrikerede brikker sammen. De udfylder en forud fastlagt form.

Virkelighedens samarbejdsrelationer ser ikke sådan ud. For det første er de forskellige bidrag til samarbejdet – og forsøgsvist samskabelsen – helt forskellige i form, farve og materialitet. De er uens i vægt og fylde. Og deres uenshed gør, at de for det andet ofte ikke passer helt fint sammen og måske endda kan være rigtig vanskelige at få til at passe sammen. Og det er netop forskelligheden, uensheden, der giver ideen om samskabelse mening som en produktiv aktivitet: At forsøge at skabe noget sammen på tværs af forskellighederne og med netop disse forskelligheder som et kreativt potentiale. Med de udfordringer og bump på vejen, som hører med. Vi beriger ikke hinanden gennem vores enshed, men gennem vores forskelle.

Kontrabevægelser

Bevægelsen væk fra glansbilledet kalder jeg for kontrabevægelser. Det betegner det afsæt at tage magten ‘under armen’ og med ind i de samarbejdsrelationer, hvor vi har intentioner om at inddrage et samskabende element, i stedet for at forsøge at fjerne den eller kamuflere den. I bogen POWER – om magt i praksis har jeg skrevet sådan her om det: “Den handler om at begynde med at invitere magten med ind, tydeliggøre vores positioner og de vilkår, det bringer med sig, og derfra udvikle de færdigheder, der skal til for at afgive herredømme og rumme uvished.”
Gennem en praksisundersøgelse af mulighederne for samskabelse, som jeg fortæller om i bogen, blev det min erfaring, “at vi hverken kan træde ud af vore roller eller være gennemsigtige for hinanden. Derfor kan vi ikke gå magtfrie rum i møde, hvis vi i ulige magtrelationer begynder med at ”lege”, at magten ikke er der. Vi undgår da ikke at praktisere en i Habermask forstand strategisk handlen forklædt som en kommunikativ. En drapering. Der opstår – bevidst eller ubevidst – spaltede intentioner, undertekst, som har negativ virkning på samarbejdet, og som vi med Habermas kan kalde en forvrænget kommunikation.” (s. 153)

Det tilsyneladende paradoks at tydeliggøre magten netop dér, hvor vi i samskabelsens ånd ønsker at nedtone den, blev klart for mig bl.a. med hjælp fra filosoffen Jürgen Habermas og hans begrebspar strategisk og kommunikativ handlen. Hvis magtens tilstedeværelse er en realitet – og det er det i langt de fleste samarbejdsrelationer – så bliver dens råderum ikke mindre, men tværtimod større, hvis vi prøver at fjerne den. Fordi det – ligesom illustrationen ovenfor – simpelthen er et falsk udsagn. Så forvandler den synlige håndgribelige magt sig til en skjult og uhåndgribelig magt, og det gør den langt stærkere og betydelig mere farlig. Fordi den da ikke bekender kulør og således fordækt bedrager sine med-aktører.
Det er da det, som Habermas kalder forvrænget kommunikation, fordi man ‘leger’, at man er i færd med en samskabende aktivitet, en kommunikativ handlen, mens ‘magten’ billedligt talt samtidigt sidder omme bag døren og lurer og får alle detaljerne med til senere brug. Har man magtposition i en ulige magtrelation er det ikke muligt at undgå også at praktisere strategisk handlen, og hvis man så forsøger at undvige, bliver det en drapering. En ‘laden som om’.
Kontrabevægelser betegner på denne måde et princip, man som praktiker kan have for sig, når man indgår i samarbejdsrelationer, hvor samskabelse indgår som intention og som værdimæssigt afsæt. Det fungerer som en modvægt til glansbilledet og medvirker til at forhindre falske udsagn, forvrænget kommunikation og dermed en fordækt og forøget magtpraksis.
Herfra kan vi bevæge os ind i samskabelsens praksis og kigge nærmere på de roller, vi spiller og har mulighed for at spille, og på de forskellige former for – og grader af – samskabelsespraksis. Så vi kan få et nuanceret, realistisk og praksisnært forhold til det løfterige begreb om at skabe noget sammen. Det skriver jeg videre om i næste uge.

Hvis du kan lide lydformat, kan du også lytte til mit samskabelsestema på podcasten LauritsenLyd på Podbean.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *