Samskabelse – et spørgsmål om roller

Print Friendly

Rundkreds

Vi kommer aldrig nøgne ind i en samarbejdsrelation. Vi er ikke blanke tavler, som noget kan skrives på. Vi indtager roller overfor hinanden, for vi er sammen om noget. Der er en anledning, et motiv, et fælles anliggende, der bringer os sammen. Det kaldes også det fælles tredje, og det er altid til stede og ’sætter os’ i relationen på forskellige måder.

Jeg fortsætter min dans rundt om det populære udtryk samskabelse lidt endnu, og det handler om roller denne gang.

 

Igen har jeg fundet et billede i det store digitale bibliotek, der prøver at illustrere samskabelse (tak for lån til seminarer.dk). Her som en runddans; en kreds af papirklips-mennesker forbundet med hinanden og samlet om en fælles midte. De har forskellige farver, men er ellers helt ens, og kredsen er, hvad vi måske kunne kalde harmonisk rund.

Vi kommer aldrig nøgne og heller ikke ens ind i en samarbejdsrelation. Vi er ikke blanke tavler, som noget kan skrives på. Vi indtager roller overfor hinanden, for vi er sammen om noget. Der er en anledning, et motiv, et fælles anliggende, der bringer os sammen (kredsens midte). Det kaldes også det fælles tredje, og det er altid til stede og ’sætter os’ i relationen på forskellige måder. Det kan være vores viden, vores personlige forhold, vores opgave/funktion i en organisation, vores tilhørsforhold til nogen eller noget eller noget helt femte, der således tildeler os en bestemt position i samarbejdsrelationen.

Hvis vi gerne vil forstå, hvordan roller er på spil i vores samarbejdsrelationer, og hvilken betydning de har for samarbejdet, må vi begynde med at skelne mellem to markant forskellige niveauer:
Det ene niveau er de roller, vi har mulighed for at indtage. Det handler om de organisatoriske og samfundsmæssige rammer, vi indgår i, og som sætter scenen for, hvilke roller vi kan agere indenfor. Er du fx sagsbehandler, har du en særlig opgave at varetage, som er beskrevet af den myndighed, du arbejder for. Du har måske et vist råderum, men det vil altid være begrænset af kommunale politikker og ikke mindst af lovparagraffer. Du er netop sagsbehandler og kan ikke pludseligt være badmintonmakker, terapeut eller parkeringsvagt i relationen til den borger, du samarbejder med. Du må agere i overensstemmelse med den professionelle rolle, som du er blevet tildelt i de eksisterende rammer.
Det andet niveau, er de roller vi formår at indtage med de personlige færdigheder, vi nu har som mennesker og/eller fagpersoner. Det handler om hvordan vi grundliggende gør relationer, og her er vi inde i det væld af faktorer, der har medvirket til at forme vores måde at være i verden og blandt mennesker på: Opvækst, socialisering, uddannelse, kulturbaggrund, personlige holdninger, værdier osv. Her er der et personligt ansvars- og råderum, som dog er indeni det første rum, som er de organisatoriske og samfundsmæssige rammer. Et rum indeni et rum.

Begge har stor betydning for, hvordan mulighederne for reel samskabelse er, og vi kan tale om, at der altså er to slags kapacitet i spil her: En organisatorisk kapacitet til at skabe rammer, der inviterer til samskabelse, og en personlig kapacitet til at spille ind i samarbejdsrelationen på måder, der fremmer muligheden for det samskabende element. De er ikke uafhængige af hinanden, men spiller tæt sammen. Alligevel kan vi godt kigge på dem hver for sig.

Professionelle rolletyper

Her retter jeg blikket mod de roller og nærmere bestemt de professionelle roller, som vi indtager (det personlige råderum indeni det organisatoriske råderum), fordi det giver et praksisnært indtryk af, hvad vi faktisk gør og kan gøre som professionelle i samarbejdsrelationer, hvor der er en bestræbelse på samskabelse.
I sit PhD projekt har Nanna Møller Mortensen undersøgt samskabelsens ‘rejse’ fra organisatorisk ide og strategi til konkret praksis (The Challenges of translating and implementing co-production in care services. A Danish case study. Aalborg Universitetsforlag, 2020) Det er naturligvis et omfattende studie, og her tager jeg blot fat i en lille flig af hendes opdagelser. Igennem sit studie af flere kommunale systemer og deres praksismåder har hun identificeret fire forskellige rolletyper, som den professionelle medarbejder indtager i samarbejdsrelationen. Hun kalder dem for henholdsvis tjener, mor, boss og samarbejdspartner. Hun har fundet dem ved at kigge på to faktorer i samarbejdet mellem kommunal medarbejder og borger, nemlig i hvor høj grad borgeren inddrages, og i hvor høj grad borgeren har indflydelse.

Tjener-rollen er kendetegnet ved at give borgeren mulighed for at vælge mellem forskellige muligheder. Billedligt kan det beskrives som et menukort, hvor borgeren kan vælge mellem forskellige ‘menuer’. Borgeren har altså indflydelse på valget, men er ikke inddraget i, hvad der i det hele taget står på menukortet. Der er indflydelse, men ikke inddragelse.

Mor-rollen er kendetegnet ved at ‘lægge alting til rette’ ud fra en forhåndsforståelse af, hvad der vil være bedst for denne borger. Til grund ligger omsorg for borgerens ve og vel, og dens udkomme er, at borgeren ikke har hverken indflydelse eller inddrages i nævneværdig grad.

Boss-rollen er kendetegnet ved at lægge ansvar for handlinger og aktivitet ud til borgeren. Det kan fx være gennem udarbejdelse af jobansøgninger eller evalueringsskemaer. Borgeren inddrages altså som en aktiv part, men har ikke indflydelse på, hvad han/hun inddrages i og hvordan. Inddragelse, men ingen indflydelse.

Samarbejdspartner-rollen er kendetegnet ved at invitere borgeren ind i et samarbejde omkring, hvordan de forhold i borgerens liv, som man er sammen om (det fælles tredje), skal udformes. Her indtager parterne stadig roller overfor hinanden i samarbejdet, men rollerne er ligestillede i forhold til det, man er sammen om. Her er der altså en høj grad af både inddragelse og indflydelse.

Måske kan du genkende noget fra disse rolletyper fra din egen erfaringsverden. Hvis spørgsmålet nu er, om der reelt er tale om samskabelse, er det kun den sidste rolletype, der kan indfri det løfte. Dette fordi den ikke ’sætter scenen’ på forhånd, med inviterer borgeren med ind i selve skabelsen og udformningen af det, man er sammen om. Nanna Møller Mortensen siger om denne sidste ’samarbejdspartner-rolle’: ”Her bed jeg mærke i, at medarbejderen opgav definitionsmagten og gav slip på en bestemt antagelse om, hvor borgeren skulle bevæge sig hen.”
Definitionsmagt handler det om her. Reel samskabelse fordrer, at grebet om definitionsmagten slippes og erstattes af en åbenhed overfor, hvad samarbejdsprocessen selv fører med sig. Vi kunne sige en proces-holdning fremfor en output-holdning. Og det bringer uvished med sig.

Gennemsigtighed og uvished

I sidste blog slog jeg til lyd for kontrabevægelser som en måde at bane vej for – og skabe åbninger for – reelt samskabende samarbejdsrelationer (Samskabelse – om kontrabevægelser). Det handler om at ‘tage magten under armen’ og invitere den med ind i samarbejdet i stedet for – i samskabelsens navn – at lade som om, den ikke er der. Vores roller i relationen – både dem vi er tildelt og dem, vi selv har en vis indflydelse på – er en konkret vej ind i dette med at tage magten i ed, så vilkårene i vores samarbejdsrelation bliver tydelige. Det er det, vi også kalder gennemsigtighed eller transparens.
Som professionelle kan vi sætte ord på den rolle, vi er blevet tildelt i relationen, og de begrænsninger det sætter for vores måde at agere på. Vi kan også tydeliggøre, hvordan vi som fagperson/menneske forsøger at forvalte rollen. Hvis jeg fx ved, at jeg har en tilbøjelighed til at gå i ‘mor-rollen’, kan jeg skabe lidt distance til den (og derved begynde at træde tilbage fra den) ved også at tage dén med ind i rummet: “Jeg har tænkt forskellige ting om, hvad der kunne være godt for dig, men jeg ved jo godt, at jeg ikke kan vide, hvordan det er at være dig. Det er vist en gammel vane, jeg har. Jeg vil egentlig meget hellere høre noget om, hvad du har tænkt om det hele.”

Og siger jeg sådan, så inviterer jeg noget ind, som jeg ikke kan vide, hvad er. Så er jeg nødt til åbent og nysgerrigt at følge den andens ideer og tanker og spille ind i det felt undervejs. Det er et uvist felt. Og på både organisatorisk og relationelt niveau et tab-af-kontrol-felt. Og er jeg så parat til at møde det, der kommer? Er min organisation parat til det? Hvis jeg på den ene side åbner for den andens udspil, men ikke reelt kan imødekomme det, så er det et falsk set-up. Så er det det, som Jürgen Habermas kalder for forvrænget kommunikation: Jeg lader som om, vi er reelt og ligestillet samskabende her, men i virkeligheden er vi det ikke.
Derfor er jeg nødt til hele tiden at kende mit råderum, og hvilke roller jeg så at sige med rygdækning kan vælge at træde ind i. Jeg skal vide, hvor på spektret mellem styring og ikke-styring, jeg befinder mig. Mellem kontrol, vished, målrettethed på den ene side og uvished, åbenhed og proces på den anden. kan jeg arbejde med ‘råderummet indeni råderummet’ og altså mine egne relationelle roller. Om uvished og forskellige praksisvirkeligheder har jeg skrevet sådan her i bogen POWER – om magt i praksis:

“Om uvisheden kan vi vist godt vove det udsagn, at den i et eller andet omfang er et vilkår i vores samarbejdsrelationer. Et vilkår, som vi på den ene side kan forsøge at modarbejde og nedbringe gennem et højt vidensniveau og en høj grad af styring og kontrol, og som vi på den anden side kan samarbejde med gennem en åben lyttende tilgang og en processuel indstilling. Det sidste åbner sprækkerne for samskabelse, mens det første ikke gør. Og her hører det med at nævne, at der er brug for forskellige tilgange og indstillinger i forskellige typer af samarbejdsrelationer, ligesom der også er mange nuancer inden for spekteret mellem fuldstændig styring på den ene side og fravær af styring på den anden. Som professionelle i relationelt arbejde bevæger vi os inden for et bredt spænd af praksisvirkeligheder.” (s.155)

Udtrykket praksisvirkeligheder har jeg fra den norske psykiater og familieterapeut Tom Andersen, som beskriver tre grundlæggende forskellige ”virkeligheder”, som den relationelle praktiker arbejder indenfor, og som er kendetegnet af at medføre meget forskellige typer af magtpraksis. Det har jeg skrevet mere om her: Om mellemrum – relationerne.

*******

Rollebegrebet er for mig en nøgle til at forstå samarbejdsrelationer og dermed også, hvad der er på spil, når det kommer til samskabelse. Ved at interessere os for de roller, vi indtager og har mulighed for at indtage, kan vi udvikle et skarpt blik for samarbejdets karakter. Det har jeg udfoldet mere i min POWER-bog.
Næste gang runder jeg mit samskabelses-tema af med at kæle lidt for NUANCERNE og give nogle eksempler på grader af samskabelse. For det behøver ikke at være et spørgsmål om enten-eller, om samskabelse eller ej, men om forskellige grader af et samskabende element, og om hvad vi så kan kalde det, og hvordan vi kan praktisere det.

Hvis du kan lide lydformat, kan du også lytte til mit samskabelsestema på podcasten LauritsenLyd på podbean.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *