At famle sig vej frem sammen

Print Friendly

Rite of springSamskabelse er uvished. Jo mere samskabelse, jo mere uvished. Og omvendt: Jo mere vished, jo mindre samskabelse. Vi kan ikke få kontrol og kreativitet på samme tid. Det er samskabelsens vilkår, at vi må famle os vej frem sammen. Det skal vi ville, det skal vi turde, og ikke mindst skal vi kunne gå linen ud.

Og det sker faktisk rundt omkring. Det er ikke buzz-word det hele, og jeg afslutter mit tema om samskabelse med et håbefuldt kig på bestræbelserne derude. 

 

Det er ikke så svært at placere et par kritiske stød midt i hjertekulen af et begreb, som har været omgærdet af så meget buzz-faktor, at man finder det på de fleste kommunale hjemmesider og i konsulentfirmaernes programmer. Det vander ud, det bliver en flydende betegner, som det også kaldes, som bare indeholder alt det (lidt udefinerlige) gode, som vi alle sammen kun kan sige ja til.

Så det har jeg så gjort; rettet et par kritiske stød mod mere eller mindre alvorlige faldgruber. Det har været mit hovedmotiv især at pege på den manglende opmærksomhed på fænomenet magt i hele begejstringsfeberen over samskabelsens potentiale. Noget, som jeg vurderer som en ret alvorlig faldgrube. Men selvfølgelig har samskabelse potentiale, selvfølgelig kan vi bruge det til noget. Især hvis vi får et realistisk og nuanceret billede af, hvad det er, der foregår.

Til forskel fra de tidligere indlæg har jeg denne gang skiftet vekslende hjemmesiders illustrationer af samskabelse ud med et sanseligt foto fra den legendariske Pina Bausch’ danseforestilling Le Sacre du Printemps. I dansen – såvel som i den musikalske improvisation – kan vi nemlig mere end noget andet sted få en reel fornemmelse af, hvad samskabelse er: Gruppen af dansere her er lutter antenner. Ikke primært som visuelt iagttagende, men som kropsligt-sanseligt fornemmende i bredest mulig forstand. Deres opmærksomhed er intenst rettet mod alle de andre i gruppen, og det er alle de små og større bevægelser og impulser, der sker rundt omkring i gruppen, som afgør, hvordan præcist de selv vælger at bevæge sig. Det er som at se en hvirvlende fugleflok på himlen. Den er ganske vist tilsyneladende ført an af en bestemt fugl, men i næste sekund af en anden uden at man mærkbart fornemmer overgangen i gruppebevægelsen. Det er noget af det nærmeste, vi kommer fornemmelsen af kollektiv bevidsthed. Jazzmusikere rapporterer om den samme fornemmelse fra deres improvisationer. Hvem der fører, og hvem der følger efter, fortoner sig.

Danserne der i flokken samskaber. Det gør de, fordi deres fælles mission/opgave/projekt netop er fælles og ikke kan finde sted uden alles engagerede deltagelse. Og fordi ingen ligger inde med den komplette masterplan, the roadmap, og altså herredømmet over, hvad der skal ske. I min seneste undersøgelse af magt – dermed også som et sideprojekt af samskabelse – blev dansen også det felt, som førte mig tættest på en bestemmelse af samskabelsens moment:

“I begyndelsen forsøger vi at finde ind i dansens rytme og trin. Rammen er klar; der er én, der fører, og en anden, der følger efter. Efterhånden som vi mestrer formen gradvist bedre, bliver vi friere; vi slipper tøjlerne lidt og lader dansen udvikle sig i samspillet. Og pludseligt opdager vi, at vi egentlig ikke længere ved, hvem der fører, og hvem der følger. Det er blevet dansen selv, der fører, kunne vi sige, men “dansen selv” er ikke en bagvedliggende objektiv og almengyldig ”fornuft”. Den sker, den bliver til, imellem os og uløseligt forbundet med os. Dér opstår samskabelsens moment: Noget bliver til, som ikke er skabt, styret eller defineret af hverken dig eller mig. Det er heller ikke ikke skabt, styret eller defineret af os, men af et sted imellem os og med vores aktive medskaben som motor.” (POWER – om magt i praksis, s. 157)

Et rum indeni et rum

En danseforestilling er naturligvis koreograferet, kunne du indvende, og det er korrekt, men den kan indeholde endda betydelige improvisatoriske rum, på samme måde som jazzorkestret har sine rammesættende melodiske strukturer, indenfor hvilke de så bevæger sig improviserende rundt. (Bliv eksempelvis inspireret af bogen Yes to the Mess, hvor Frank Barrett har forsøgt at indfange og overføre det særlige potentiale, som jazzen har i inspirerende beretninger om, ‘hvad ledere overraskende nok kan lære af jazz’.)

Et samskabende rum altså indeni en ramme/en struktur, som muliggør og skaber gode betingelser for det samskabende liv derinde. Her er vi tilbage ved de to afgørende niveauer at dels holde ude fra hinanden, dels sammenholde, hvis vi vil have et tilstrækkeligt nuanceret blik på, hvad samskabelse er for en størrelse:
Et organisatorisk rum og altså en organisatorisk kapacitet, der muliggør, at medarbejdere kan indtage roller i samarbejdet, der kan få samskabelse til at ske, og indeni det et mere individuelt praksis-rum, hvor den enkelte medarbejder kan øve sig i sin relationelle kapacitet til at indtage roller, der inviterer borgere ind i et samskabende samarbejde. (Det har jeg skrevet om i sidste blog-indlæg Samskabelse – et spørgsmål om roller). Og i begge rum – på begge niveauer – indebærer det grader af uvished.

Samskabelse er uvished. Jo mere samskabelse, jo mere uvished. Og omvendt: Jo mere vished, jo mindre samskabelse. Vi kan ikke få kontrol og kreativitet på samme tid. Det er samskabelsens vilkår, at vi må famle os vej frem sammen. Det skal vi ville, det skal vi turde, og ikke mindst skal vi kunne gå linen ud.

Kommune Forfra

For at tage temperaturen på samskabelse derude i praksis – på bestræbelserne såvel som på, hvordan de så lykkes – stikker jeg fingeren i den lokale muld. I Aarhus Kommune valgte man i 2015 at gentænke velfærden med det ambitiøse udspil Kommune Forfra. Ambitionen var at tænke “velfærd som noget, vi skaber sammen”; at skabe velfærd (sammen) i stedet for at levere velfærd i form af standardydelser.

Erkendelsen af uvisheden som en medfølgende virkning syntes at være med. Udspillet er præget af åbne, spørgende og inviterende udsagn fra lokalpolitikere, som i al fald vidner om oprigtige intentioner. Man vil gerne lytte, gerne blive klogere, gerne blive overrasket. Borgmester Jacob Bundsgaard udtaler bl.a.: “Den vigtigste rolle for mig som borgmester er at få skubbet diskussionerne så langt ud til borgerne som muligt. De skal ud at leve lokalt. Det kræver samtidig noget andet af mig som politisk leder, fordi jeg skal acceptere at langt mere er til forhandling.”

Man synes at være klar til at stille sig åbent an og gå en større uvished i møde som en del af bestræbelserne på samskabelse. En særlig historie indskriver sig som en slags optakt og prototype for bestræbelserne. Den er god og ikke mindst super konkret, så den får du lige her i kort form:
I 2011 nedlagde man en række blomsterbede i Botanisk Have for at spare udgifter til vedligeholdelse. Det mødte stor utilfredshed blandt borgere og resulterede i protestbevægelsen Botanisk Haves Venner. I 2012 overtog foreningen pasningen af bedene i haven – i samarbejde med Aarhus Kommune. Hvad det samarbejde krævede af den organisatoriske kapacitet siger Hanne Lund Steffensen, Center for Byens Anvendelse, noget om her: “Vi lærte at give mere slip undervejs, fordi kravene virkede demotiverende på de frivillige”. Så man ændrede simpelthen undervejs i procedurer, arbejdsgange og samarbejdsformer, så samarbejdet mellem de to ret uens parter – en flok frivillige og en kommunal myndighed – i så høj grad som muligt kunne imødekomme og respektere det særlige partnerskab.

Den konkrete praksis-case blev et vendepunkt i den kommunale historie, som også har ført til et behov for at definere nye roller for ledere og medarbejdere i kommunen: “Det kræver en stor forandring af os, der arbejder i Kommunen”, udtaler Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø, “vi skal øve os på ikke at definere problemer på forhånd, og vi skal ikke lægge os fast på en løsning, før vi møder dem, der skal bruge den: borgere, virksomheder, foreninger.”

Aarhuskompasset

Mere lytten, mindre definitionsmagt. Det er tænkningen vendt helt på hovedet: Fra at tænke borgerinddragelse, begyndte man at tænke kommuneinddragelse. For hvem er Aarhus kommune egentlig? Hvis det egentlig er borgerne, så kan disse borgere inddrage kommunale instanser som en hjælp og støtte til deres initiativer. I stedet for omvendt. Det handler om, hvor initiativet er, og hvordan der skabes mulighed for at handle på det. Det er et helt nyt narrativ, der er på spil, og ét som berettiger til betegnelsen Kommune Forfra.

Udspillet Kommune Forfra har ført til Aarhus Kommunes nye forståelsesramme Aarhuskompasset. Mindre system. Mere borger, som blev vedtaget af byrådet d. 28. april 2021. Samskabelse indgår her som ét ud af tre holdepunkter i kompasset: 1) Styrket fokus på værdi (Aarhus skal være en god by for alle), 2) Styrket samskabelse (vi skaber værdi sammen med borgerne og samfundet), 3) Mere vidensinformeret ledelse og praksis (Vi omsætter viden til værdi).

Vendt på hovedet

Og det kunne jo være “smukke ord på papir”, sådan som PhD Nanna Møller Mortensen har udtalt det som én af de faldgruber i forhold til samskabelse, som det er nemt at falde i og ikke komme op fra igen. Men det er det ikke. I Aarhus har en række initiativer set dagens lys, som alle på forskellig måde og i forskellig grad har dette reelt samskabende element, fordi tænkningen netop er vendt på hovedet.
Det kan være projektet Familien hurtigt på banen, som har været i gang siden 2012, og hvor den bærende ide er, at det først og fremmest er forældrene, der definerer problemerne og de mulige løsninger, som kommunen kan hjælpe med. Eller Medborgerskabsudvalget, som blev etableret i 2014 som en blandet gruppe af politikere og borgere, der sammen laver politikker og tager initiativer indenfor området medborgerskab.
Eller den kommunale strategi Fra ensomhed til fællesskab, hvor borgere bl.a. kan søge økonomiske midler til egne fremmende initiativer.
Eller ‘Aarhus-modellen’, hvor udsatte borgere har fået 50.000 kr, som de selv kunne forvalte til at indfri deres egne drømme og ideer til ændret livssituation. (Jeg har ikke kunnet finde informationer om, hvorvidt det projekt kører stadig, men jeg er meget nysgerrig på det.)
Eller diverse byrums-eksperimenter. Fx på Godsbanearealerne, hvor kommunen inviterede borgere, mindre start-up virksomheder og kreative folk til at tage området og de slidte bygninger i brug. Eller det gamle amtssygehus, hvor hjemløse har kunnet indrette egen bolig på egne præmisser.

Sådan kunne jeg blive ved. Og måske bor jeg i en særligt fed og progressiv kommune? Jeg ved det ikke, men jeg gætter på, at du også kan finde små og større eksempler rundt omkring i dine omgivelser. Eksempler på, at intentioner om samskabelse faktisk ser ud til at lykkes, fordi der er vilje, mod og handlekraft bag intentionerne. Initiativerne har vidt forskellig karakter, og omstændigheder gør, at  graden af samskabelse er ret forskellig. Også på måder, hvor noget af det, som i dag benævnes som samskabelse, burde træde lidt tilbage fra buzz-faktoren og finde sig andre navne, fordi virkeligheden og dens forskellige typer af magtpraksis ikke kan leve op til den.

De reelt samskabende aktiviteter har det til fælles, at de på et seriøst niveau gentænker samarbejdsrelationerne, at de har øje for definitionsmagt og for det, som i den narrative terminologi kaldes for agency: Fornemmelsen af at have magt over sit eget liv og handlekraft til at gøre noget med det.
At skabe noget sammen er fornemmelsen af, at vi er sammen om noget her. Sådan rigtigt. Og dét, som vi er sammen om, er et ukendt land for os. Men det er ét, vi bevæger os ind i sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *