Way out? 2. Kønnet

Print Friendly

barbie andrea

I min blog-serie Way out? stiller jeg skarpt på de mange typer forventninger, som i dag møder unge mennesker fra alle sider. I præstationskulturen bliver der målt, vejet og vurderet som aldrig før, og de unge forsøger så godt de kan at leve op til det hele. Hvordan skal det lykkes dem at finde deres egen vej, og hvordan hjælper vi dem med det?

Kroppen var temaet for mit første indlæg. Og med kroppen følger vores køn helt automatisk med. For med kropsidealet deles vi også i to grupper med hvert sit kropslige udtryk som ideal. Den veltrimmede krop, kroppen i kontrol, er et ideal på tværs af kønnene, men kontrollen går i forskellige retninger: Den ideelle kvindekrop præsenteres for os som slank, glat og hårløs. Smidig og føjelig. Mandekroppen som muskuløs og robust. Sådan en der kan holde til al slags vejr. Og kønnet vokser også langt ud over kroppen og producerer en mængde historier om ‘det gode liv’ i det køn, vi nu er udstyret med. Historier om hvordan vi forventes at leve det liv, som vores køn har sat op for os.

Jeg har talt med mange unge piger, som lider under en forventning til sig selv om, at de bør kunne forstå og give plads, samtidig med at de omstændigheder de står i tydeligt kalder på berettiget vrede og afstandstagen. Det kan være rigtig svært at lytte til sin egen ærlige stemme og tillade sig selv at sige fra og skabe afstand, når man er vokset op med normerne om ‘den gode pige’, der altid forstår og altid vil sine omgivelser det bedste. Unge piger ofrer i stor stil deres egen integritet for at redde relationerne i deres liv.

Omvendt står de unge mænd med stærke forventninger til sig selv om, at de bør kunne klare tingene alene, og at de derfor skal lukke ned for de usikre og mere følsomme stemmer indeni sig. Sådan har de lige siden børnehavealderen lært at de skal agere, hvis de vil vokse op og blive til en mand.

For unge mænd og kvinder er udfordringerne forskellige. Det de er fælles om, er de begrænsninger det sætter i deres liv. I løbet af opvæksten adskiller de sig fra de dele af sig selv, som ikke kan rummes indenfor de kulturelt acceptable rammer for deres køn. De unge kvinder ofrer fx viden og integritet for at redde deres relationer, mens de unge mænd ofrer deres relationer for at redde deres integritet. Det er begrænsninger, som gør os ‘mindre’ end vi behøvede at være, og som hæmmer vores mulighed for at handle, tænke og føle frit i livets forskellige situationer.

Vi lever i en kultur, hvor vi forestiller os at vi har frigjort os fra kønnets dominans og praktiserer ligestilling. Samtidigt reproducerer vi kønnede normer i både tale og handling hele tiden. Vi gør det som forældre i den måde vi taler til vores børn og opdrager dem på, og vi gør det som professionelle i den måde vi møder dem på i vores institutioner.

Vi bliver født i to forskellige slags kroppe. Når hormonerne gør deres indtog i puberteten, sker der noget forskelligt for os. Og det giver os forskellige erfaringer i livet, som gør en forskel. Men den dominans – og begrænsning – som kønnet oftest har i vores opvækst, er ikke en ‘naturlig’ eller indre styret selvfølgelighed. Det er noget, vi lærer. Som forældre og opdragere ’skoler’ vi så at sige fra begyndelsen vores børn til at passe ind i den ramme, som kønnet sætter.

Og som med kropsidealet har også kønsidealet en kraftig tendens til at blive stereotyp. Man behøver bare at træde ind i en legetøjsbutik for at blive bekræftet i det: Man kan gå til venstre ind i den lyserøde afdeling af tyl og kælne disneyfigurer eller til højre ind i den blå og army-grønne afdeling af plastikmonstre og pumpguns. Selv hvis vi skal have en skoletaske, et penalhus eller en madkasse, henvises vi til det kønsbestemte udvalg af varer. Billedet er skræmmende, fordi det jo egentlig er det, vi forventer af vores børn: At de går til én af siderne og helst den rigtige; at de passer sig ind og forsøger at leve op til forestillingerne om livet ‘på dén side’. Så hvordan bevarer man frihed i sådan et begrænsende set-up? Og hvad skal man stille op, hvis man ikke føler sig tilpas nogen af stederne?

My name is nobody

Hvad er du så, hvis du hverken er en kvinde eller en mand?
Sådan spurgte tv-værten en ung kvinde i Aftenshowet i slutningen af 2015. Cane, som før hed Sarah og vandt X-faktor tilbage i 2011, havde netop fortalt om sin beslutning om at få fjernet sine bryster. Hun ønskede ikke længere at være en kvinde. Men en mand ønskede hun så heller ikke at være. Hun kunne ikke rigtigt identificere sig med nogen af delene, som hun sagde.
Et øjeblik var det som om gulvet forsvandt lidt under studiet. De svævede lige et kort øjeblik. Rystelsen var til at mærke. For nogen må man jo være, og der er kun de to muligheder.

Vi lever i den modellerede krops tidsalder. Vi har for længst vænnet os til, at vi kan modellere kroppen på forskellige måder. Vi retter op og ud, forstørrer og strammer, så kroppen får det udtryk som vi ønsker. Og vi har også vænnet os til, at oplevelsen af kønsidentitet ikke nødvendigvis hører sammen med den biologiske krop, og at det kan føre til et ønske om at ’skifte side’, fx gennem en operation.

Men ikke at ønske nogen af delene? Det er for meget! Det er grænseoverskridende på en måde, der ikke levner os værktøjer til at håndtere det med. Kulturen bliver ramt på sin blinde plet, der hvor man ikke helt har fået øje på, at der er køn allevegne rundt omkring os. Og at der udenfor er et skræmmende ingenting. Tomt.

Så rystelsen går dybt ind. Hvad er du så? For noget skal man jo være. Kan man være ‘ikke nogen’ uden at blive til ingenting? Uden at tilintetgøres?

Jeg kan huske, da charmetrolden Terence Hill blev verdenskendt tilbage i 1973 med replikken My name is nobody i filmen af samme navn. Skævt og tvistet var det, for selvfølgelig er der ikke nogen, der er ingen! Pointen er, at det kan man vælge at kalde sig; den plads kan man vælge at tage. Som jokeren i et spil kort eller narren ved hoffet, kan man vælge at stå udenfor. Træde ud af spillet; ud til siden med alt hvad det giver af frihed på godt og ondt.

De kan kalde mig, hvad de vil, svarede Cane i TV-interviewet, tilsyneladende ret upåvirket af situationen. Hun vil bare have lov til at være et menneske, og det er på den måde, hun gerne vil være det. Hun passer ikke ind, der er ikke forberedt en plads, der hvor hun gerne vil være. Men hun afviser blot skellets præmis og trækker på skuldrene. Hun melder sig ud af ‘kvindeklubben’ uden samtidigt at indskrive sig i den anden klub ovre på den anden side af gaden. Hun træder ud af selve tænkningen køn med alt hvad den har af magt og dominans, og hendes handling bliver på den måde en manifestation af et vist format.

I My name is nobody diskuterer et par cowboys, hvordan det mon skal gå denne ‘Nobody-figur’. Den ene siger: He’s gonna make trouble for himself. Hvortil den anden blot svarer: No, he’s gonna make a name for himself. Sådan er det også for Cane: Hun bliver til nogen ved at gøre sig til ingen. Hun vælger sin egen vej, en ubetrådt sti vælger hun. Men den bliver til, mens hun går den, den bliver til et sted og får et navn gennem hendes handling.

Canes vej er en modig vej og en svær vej. Og en helt anden vej end mange unge har lyst til eller behov for at gå. Men hendes historie giver inspiration og håb, fordi den fortæller om, at det er muligt at gøre noget andet. Man kan insistere på sin egen frihed og vælge en alternativ rute. Måske ikke så radikal en rute som Canes, men én der er ens egen. Uden at blive tilintetgjort af den grund. Det er netop den streng af sårbarhed, som hun rammer i sin sang Okay: At det er vores angst for at være alene, blive forladt og forvandlet til ingenting, der driver os til at ville passe ind i skabelonen for enhver pris. Men vi er ikke alene. Vi er okay sådan som vi gerne vil være. Og måske er vi endda en stjerne for dém der virkelig ser os 🙂

I næste indlæg skriver jeg om FREMDRIFTEN, den tempo-sættende norm som fylder så meget for de unge i dag.
Og lad os så give Cane det sidste ord og tone kønstemaet ud med sin enkle og håbefulde tekst:

Vi’ alle sammen bange for at elske og miste hinanden
Og før vi ved det er vi alene igen
Vi leder efter noget
Prøver at finde en mening med livet
Kigger i spejlet hvem er det der kigger tilbage
Hun er perfekt men en stemme siger hun er defekt
Luk dine øjne i
Vær ikke bange for at være den du er

For alle dem der lytter i nat
Er der nogensinde nogen der har sagt dig at
Du okay, du okay
Kan du se hvad jeg ser når jeg ser på dig
Det’ stjerneklart
Du en stjerne for mig
Du okay
_______________________________________________
Jeg har også skrevet om køn i artiklerne:
‘Fra blowjob til hands up’
http://www.tinalauritsen.dk/PDF-filer/Fra%20blowjob%20til%20hands%20up.pdf
‘Brev til mit kommende barnebarn’
http://www.tinalauritsen.dk/PDF-filer/Brev%20til%20mit%20kommende%20barnebarn.pdf

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *