Way out? 5. Følsomheden

Print Friendly

313728Denne gang vover jeg at kaste mig ud i et lidt kontroversielt emne: Følelserne. Det handler om, hvordan unge i dag kan opleve at skulle leve op til mange slags forventninger. Jeg har skrevet om konkurrencesamfundet, uddannelsessystemet, krops- og kønsidealer. Det er nogenlunde omkostningsfrie emner at stille skarpt på; vi har hørt om det før, det er indenfor ‘normalområdet’ af samfundskritik. Men følelserne, hvad er der nu galt med dem? Er det måske ikke noget af det vigtigste vi har, og noget som man ikke kan anfægte?
Med fare for at ramle ind i et højspændingsfelt springer jeg alligevel ud i den vovede påstand, at FØLSOMHEDEN – forstået som evnen til at navigere i verden gennem sine følelser – på sin helt egen måde også kan kaldes et forventningspres, som unge oplever at de skal leve op til. Og som kan medvirke til følelsen af at være mislykket som menneske.

Lad os begynde et andet sted:
Er kroppen vores egen? Sådan spørger professor Verner Møller lidt polemisk i en af de herlige små ‘Tænkepauser’ fra Aarhus Universitet. Han skriver om kroppen, og nej, fortæller han videre, kroppen er ikke vores egen. Den er samfundets. Og han argumenterer for, hvordan vi kun i ret begrænset omfang kan kalde vores krop for vores egen, fordi alt det vi gør med den og alt det vi tænker om den, er produceret af kulturelle normer, som er udviklet i vores samfund.
Hvad nu hvis det samme gør sig gældende for følelserne? At den måde vi forholder os til vores følelser på, er et udtryk for kulturelle normer, som vi forsøger at efterleve? Kan vi egentlig kalde følelserne for vores egne?

Husk nu at mærke efter inde i dig selv.
Du skal gøre hvad du føler for.
Lyt til din mavefornemmelse.
Det er udtalelser og talemåder, som vi omgiver os med hele tiden. Det er blevet selvfølgelige måder vi taler med hinanden, som forudsætter, at den anden ved hvad vi taler om. I vores sprogbrug ligger en stiltiende aftale om, at der er dette ‘noget’ inden i os alle, som vi altid kan konsultere. Men hvad nu hvis vi ikke ved, hvad vi føler? Eller hvis vi ikke lige kan mærke nogen mavefornemmelse, som den anden åbenbart tager for givet, at vi har?
Jeg kan ikke lade være med at komme til at tænke på Kejserens nye klæder, hvor allenaturligvis’ ser det sublime tøj på kejserens krop, fordi de så gerne vil gøre det rigtige, så de kan føle sig som en del af fællesskabet. Selvom de ingenting ser.

I selvfølgeligheden ligger der en forventning til os selv og hinanden om, at vi til enhver tid kan bruge vores følelser som pejlemærke i vores liv; som rettesnor for vores handlinger og prioriteringer. At vi kan trække ‘noget’ op derinde fra mellemgulvet et sted og navigere efter det. Som om der er et særligt sandheds-sted derinde, som – hvis vi bare kan få fat i det, være ‘i kontakt med det’ som man siger – altid vil fortælle os, hvad der er rigtigt at gøre. Men vi oplever, at sådan er det ikke altid. Nogen gange ved vi overhovedet ikke, hvad vi skal gøre, og der synes ikke lige at ‘komme noget op’, som giver os svaret.
I forventningens lys bliver følelser noget, vi skal præstere. Og jo mere vi føler og er ‘i kontakt med’ vores følelser, jo mere fremstår vi som mennesker med overskud, selvværd og integritet.

Fra ganske små har vi lært vores unge mennesker at tale i følsomhedens sprog. De har lært at det giver point at kunne ‘lytte til sin mavefornemmelse’, selvom de måske slet ikke aner, hvad det betyder. Og som små har de lært, at de skal kunne tage stilling til, hvad de har lyst til i enhver situation. Is eller chokoladekage? Frikadeller eller pølsehorn? Rutschebanen eller karussellen? Til mormor og morfar eller hellere en tur i biografen? Eller redegøre for hvordan de har haft det i børnehaven, selv om det er en helt fremmed refleksion for et barn i den alder. Fordi sådan har mange af os talt til dem. I en lang årrække efterhånden har det været helt almindelig forælderpraksis at bruge et voksent følelsesunivers overfor sine børn. Så det har de naturligvis forsøgt at leve op til, fordi alle barn til alle tider forsøger at afkode verden og tilpasse sig den. Også selvom de ikke aner, hvad det hele betyder. Det lille barns tilpasning handler om at forstå, hvordan man skal navigere i verden for at få kontakt og for at få tilfredsstillet sine behov.

På den måde har vi også lært, og vi har lært vores børn, at følelserne er et redskab vi kan bruge til at opnå det, vi gerne vil. De bliver det, som man i fagsprog kalder instrumentelle: Spændt for en bestemt hensigt frem for at leve sit eget liv. Det er følelser, som på en måde er underkastet en form for kontrol. Vi producerer dem, fordi omverdenen forventer det og/eller vi får noget ud af at gøre det. Managementkulturen er fyldt med den slags følelser; rundt omkring på opkvalificerende kurser og i uddannelsesforløb produceres der følelser som aldrig før. De er i høj kurs som navigationsværktøjer. Det rigtige succesrige menneske er ‘i kontakt med’ sine følelser og har styr på dem.

Tilbage i antikken opstillede Aristoteles tre strategier for argumentation: Logos, ethos og pathos. Det logiske, det troværdige og det følelsesfulde. Gennem tiderne har de tre strategier haft forskellig gyldighed og vægt. Som i romantikken har pathos i dag det stærkeste kort på hånden, og det er spændt for konkurrence- og præstationssamfundets vogn. Vi har vist fået sjælen godt og grundigt i markedsmaskinen.

Følelsernes frikvarter

Caroline ligger hjemme under dynen. Hun kan ikke komme afsted til sin ungdomsuddannelse. Det sker næsten hver morgen, at hun lige så snart hun vågner bliver ramt af denne følelse af, at hun ikke orker det. Hun vil bare sove. Hun klarer ikke at skulle møde alle de andre og leve op til undervisernes forventninger. Som så ofte før ringer hun til sin mentor og siger, at hun ikke klarer det i dag. Hendes mentor er meget omsorgsfuld: Nu skal du passe rigtig godt på dig selv. Nej, du skal endelig ikke komme, hvis du har det skidt. Mærk nu rigtig godt efter i dig selv, og så sender du bare en SMS, hvis du ikke kommer i morgen.

På den måde bliver Caroline hele tiden sendt tilbage til sig selv, til sine følelser og sit mellemgulv. Og jo mere hun kæmper for at mærke efter og føle inde i sig selv, jo dårligere får hun det. Det er som om, hendes mentor forestiller sig, at hun kan finde en eller anden slags medicin derinde et sted, som hun kan få det bedre af. Men hun kan på en eller anden måde ikke få alle sine tanker og følelser til at være sådan, som de burde være. Hun tænker og hun kæmper derinde, men hun finder ingenting, og hendes selvværd bliver ringere og ringere. Hendes mentor tror hun gør det bedste for Caroline, men måske er det noget helt andet, hun har brug for?

Caroline har en nabo. En ældre enlig dame, som har en lille hund. På et tidspunkt bliver hun nødt til at rejse væk nogle dage, og hun spørger Caroline om hun vil passe hunden. Hun skal lufte den 3 gange om dagen, give den mad og holde den lidt med selskab. Caroline vil gerne hjælpe sin flinke nabo og siger ja. Så bliver hun nødt til at stå op. I de 3 dage, hvor hun passer naboens hund, står hun op hver dag, hun går med hunden, nusser med den og giver den mad. Hun kommer også i skole, og bagefter skal hun jo hjem og lufte hunden.
Efter de dage bliver hun klar over, hvor godt hunden gør hende. Når hun skal tage sig af den, glemmer hun lidt sig selv. Den har brug for hende, men ellers er den der bare; skal luftes, ha’ mad og nusses lidt. På en måde er det meget enkelt: Den gør hende glad.
Hun beslutter sig for at spørge sin nabo, om hun må blive ved med at gå med hunden og passe den engang imellem. Hendes nabo bliver glad; det viser sig at hun er begyndt at gå dårligere og faktisk hellere end gerne vil slippe for nogle af lufteturene. Hun spørger forsigtigt Caroline, om hun måske også vil hjælpe hende med at få handlet lidt ind engang imellem…

Det aller vigtigste for mennesker er at have betydning for andre mennesker. I stedet for at vende os ind mod os selv, kan vi vende os mod hinanden. Være noget og gøre noget for hinanden. Vi behøver ikke nødvendigvis føle en masse, vi kan måske oven i købet ha’ en rigtig dårlig dag engang imellem, mens vi stille og roligt og på trods af indre vind og vejr bare gør det for nogle andre, som de har brug for. Og mens det står på, kan vores følelser, som vi har så travlt med at være optaget af, måske holde et tiltrængt frikvarter. Løb ud og leg, kunne vi sige til dem, ligesom man sagde til børn dengang man stadig havde fornemmelse for behovet for helhjertede pauser og fred i sjælen.

Redningen i Kejserens nye klæder er drengen. Han ser ingenting, og det siger han så! Han spiller ikke med på ‘legen’, og det har en ganske frigørende effekt på alle andre. Så får de fri fra deres forkrampede skuespil. Sådan et frikvarter kunne vi give vores unge mennesker engang imellem: Lade dem skovle sne, slå græs eller hygge om bedsteforældrene. Hvad som helst, bare vi giver dem lov til ikke at mærke noget som helst derinde i mellemgulvet imens 🙂

Comments
  1. Maja Hofstetter | Svar
    • Tina Lauritsen | Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *