Way out? 7. Kontrollen

Print Friendly

tumblr_m527o0qJTQ1rt8lhlo1_1280I blog-serien Way-out? har jeg forsøgt at samle forskellige brikker i et puslespil. Puslespillet handler om at prøve at forstå unge menneskers situation i dag og dermed skabe indsigt og redskaber til at hjælpe dem, når livet er svært for dem. Belyst gennem forskellige temaer har jeg brugt konkrete erfaringer fra samtaler med unge sammen med forskellige fænomener i vores kultur til at beskrive et problemkompleks, som jeg oplever som bekymrende.

Tegner der sig så et samlet billede og hvad skal vi tænke om det? Har unge mennesker måske ikke altid været usikre overfor det voksenliv, som de er på vej ind i?
Usikkerhed er vist noget, som alle vi der har været der engang, kan nikke genkendende til. Den er en naturlig del af ungdomstiden, og ikke nødvendigvis en dårlig ting. Som ung skal man finde ud af, hvad det er for et liv, man skal i gang med, og hvilket slags menneske man gerne vil være. Og sådan famler vi os alle sammen lidt frem og finder efterhånden en retning og en vej. Det er et alment udviklingstema.

Men det vi oplever i disse år, er ikke almindelig usikkerhed. Det er et bekymrende antal unge, der knækker nakken på det voksenliv, som de iagttager, og som de danner sig forestillinger om. Vi oplever en alarmerende mængde af psykiske problemer hos unge i dag: Depression, angst, selvskade, spiseforstyrrelser og derudover alle de unge rundt omkring, som ikke får diagnoser, men som har det svært, kæmper med selvværd og er utroligt hårde ved sig selv.

Nogle af dem opsøger læge eller terapeutiske samtaler for at få en diagnose. Så de kan få fred. Eller måske få noget som de forsøgsvis kan opleve som fred, fordi der så er en forklaring! Så kan man kalde det noget, så er der noget galt inden i én, man er syg på én eller anden måde og kan ikke gøre for det.

Og her er vi så fremme ved mit anliggende med denne blog-serie: Er det langt ude – way out? Ja, efter min bedste overbevisning er det. En række fænomener i vores kultur, i vores samfundsstrukturer og i vores måder at agere i livet på, skaber samlet set et meget stærkt pres på de unge menneskers identitetsdannelse. Og det netop i den periode af deres liv, hvor de er allermest udsatte og sårbare, fordi de er ‘grønne’ og endnu ikke ved, hvordan det hele skal være. Og samfundets/kulturens svar til dem, når de ikke klarer det og reagerer med mistrivsel af forskellig slags er: Der må være noget galt med dig!

Det er da langt ude! Det er en kultur, der på den måde viser ansvarsforflygtigelse i forhold til de udfordringer, som den selv skaber. Set i et kulturkritisk perspektiv kan mange af de udtryk for mistrivsel, som vi ser i dag, betegnes som forståelige reaktioner på livsomstændigheder, der er alt for krævende. Man fristes næsten til at kalde det for sunde reaktioner, hvis altså ikke de unge havde det så skidt.

Så hvad kan vi sige om det, som de reagerer på? Hvis vi trækker en tråd gennem denne blog-series temaer (velvidende at der sikkert er flere), tegner der sig et billede af en stærk stræben efter kontrol. Vi stræber efter kontrol over kroppens udtryk og dens processer, lige fra vægtkontrollen i fitnesscentret til plastiske operationer og hormonkontrol. Vi knokler for at få (kognitiv) kontrol over en mængde fagligt stof, over vores uddannelsesvalg og vores karrierevej, og ikke mindst forsøger vi at have styr på fremdriften, holde kadancen så at sige, så vi ikke falder af i svinget. Vi stræber efter at blive helt unikke og have kontrol over vores følelsesliv, så vi kan signalere integritet og overskud. Kontrol er en slags gennemgående ‘livskode’, som forventningerne til de unges præstationer, er spændt for. Og på den måde praktiseres der i vores kultur selvdisciplinering som aldrig før; det som filosoffen Michel Foucault begrebsliggjorde som moderne magt: Vi kan ikke se magtudøveren som i den traditionelle magtudøvelse, for den er blevet installeret i os selv. Den er internaliseret i os, så vi kæmper mod os selv.

Så når de unge selv, deres forældre og måske de fagpersoner, der møder dem til daglig, gerne vil kalde det noget, når det hele ikke går som det skal, så kunne vi måske begynde med også at kalde det noget andet! Vi kan sammen med de unge forsøge at identificere de fænomener i omgivelserne, som presser dem. Og vi kan gøre hvad vi kan for at hjælpe dem lidt ud af smækfælden, så de får øje på, at det også handler om alt muligt andet end netop dem. Så de kan komme fri af fælden og måske finde et andet sted at anskue deres egen situation fra.

Når de unge føler sig mislykkede, føler sig som en fiasko, kan vi fx spørge: Fiasko i forhold til hvad? Vi kan ikke føle os mislykkede ud i den blå luft; det vil altid være i forhold til et eller andet ideal, vi har dannet os om, hvad det ‘rigtige’ menneske er for et. Når det på den måde lykkes at komme i gang med at undersøge det; at stille os lidt udenfor det og kigge ind på det, ligesom når man betragter et fænomen i naturen eller i fysik- og kemilokalet, så sker der næsten altid en bevægelse med hele situationen. Så kan vi opdage nogle af de normer og selvfølgeligheder, som vi ellers ikke lagde mærke til, og vi kan begynde at danne os en holdning til det hele. Finde ud af, hvad vi egentlig synes om, at det er sådan, og hvordan vi ellers kunne tænke os, at det skulle være. Og vi kan få øje på, hvad der egentlig er vigtigt for os i livet.

Jagten på identiteten

På en paradoksal måde hænger det forventningspres, som mange unge mennesker oplever i dag, sammen med en samfundsudvikling, som netop har forsøgt at sætte dem fri. Frihedsidealet om at hver enkelt menneske skal søge sin egen identitet og lykke, vender så at sige vrangsiden ud for mange unge og bliver til en ufrihed, en spændetrøje.

Spørgsmål som hvem er jeg? og hvad er min særlige identitet? opfattes i dag som selvfølgelige og nødvendige spørgsmål i vores liv, og det lægger i sig selv et forventningspres på det unge menneske, som mærker at det er dét, det handler om. De skal så at sige kunne besvare spørgsmålet for sig selv for at kunne føle sig som et ‘rigtigt’ menneske. Og denne kraftige opmærksomhed på at ‘blive nogen’ er et relativt nyt fænomen. Først i tiden efter 2. verdenskrig, hvor forbrugersamfundet udvikles, og som betegner overgangen fra det moderne til det senmoderne samfund, begynder spørgsmålet om identitet at blive noget, som det enkelte menneske føler det nødvendigt at spørge sig selv om. Og først herefter begynder de problemer og udfordringer, som mennesker kan opleve med det at ‘finde sin identitet’, at blive identificeret.

Så historisk set har vi med et ‘ungt’ fænomen at gøre. Det ændrer ikke på de udfordringer, der er forbundet med at tackle det. Tiden går jo som bekendt fremad og ikke tilbage! Men det kan være gavnligt at udvide perspektivet lidt, fordi vi da får øje på det historiske modsætningsforhold, der ligger i at tilvejebringelsen af frihed for det enkelte menneske samtidigt resulterer i oplevelser af ufrihed, fordi det da tages for givet og bliver en forventning, at mennesker efterstræber dette store og krævende ideal.

Udfordringen er blot intensiveret i takt med udviklingen af et konkurrence- og præstationssamfund, sådan som jeg har forsøgt at iagttage og beskrive det i denne blog-serie. Der er sat turbo på forventningspresset og tommeskruer på dannelsesprocessen, fordi vi i fremdriftens navn forventes at jagte de identitetsmarkører, som kan skabe os et succesfuldt liv. Og med udviklingen i de sociale medier er vi derudover kastet ind i et intensivt spejlkabinet, der konstant mangedobler effekten af det sociale pres.

Derfor bliver KONTROL det gennemgående element, som kan betegne karakteren af forventningspresset, og som kan forklare hvorfor så mange unge er på hårdt arbejde og ind imellem mister grebet. Fordi KONTROLLEN med de identitetsmarkører, der i dag betegner det succesfulde menneske, er det der fortæller dem, at de stadig er på sporet, er med på holdet og endnu ikke stemt ud. Og kontrollen er netop det, der gør udviklingen af de færdigheder, som samfundet værdsætter og efterspørger, instrumentelle: Vi skal kunne navigere med vores viden og vores følelser. Vi skal kunne navigere med de signaler, vi sender gennem vores krop og vores køn. Og vi skal kunne navigere i fremdriftens tegn. Alt sammen med sigte på opnåelsen af det gode liv, måske endda det perfekte liv, og lykken.

Men egentlig er livet jo en ret ukontrollabel størrelse, og lykken oplever vi vel oftest i små øjeblikke af fuldstændig kontroltab. Det er eksistentielle erfaringer, som de fleste af os er helt på det rene med. Det er en viden tæt på det levede liv, som vi har. Set i det lys er vi langt ude på et sidespor med de forestillinger om livet, som vi præsenterer for vores unge, og som vi opfordrer dem til at efterstræbe: Vi ansporer dem til at udvikle færdigheder, som nok holder dem på sporet, men som gør dem mindre livsduelige. Angsten for kontroltab, for at miste grebet, kan blive en alvorlig forhindring for, at de kan gå de ting i møde, som livet egentlig handler om: Kærligheden, hengivelsen, forpligtelsen overfor fællesskabet.

I min skoletid havde vi poesibøger og vennebøger, og jeg husker ét af de meget brugte små rim, som især ens forældre, bedsteforældre eller andre ‘gamle’ mennesker havde skrevet: Søg ikke lykken, så finder du den ej. Men gør din pligt, så finder lykken dig. Senere var vi nogle, der i dén grad vendte den slags forældede pligt-snak ryggen. Nej, vi skulle jo gøre, hvad vi havde lyst til og hvad vi brændte for. Søge lykken derude i mulighedernes land.

I de senere år er det lille rim vendt tilbage til mig. Det er nærmest blevet et lille personligt mantra hentet op fra barndommens gemmer, som nu fortæller mig noget, jeg kan støtte mig til. For hvad er pligt egentlig, hvis vi ellers formår at frigøre begrebet lidt fra den flinkeskole, som vi kædede den sammen med engang? At gøre sin pligt er vel bare at gøre det, som man føler sig forpligtet på: Være der for nogen eller for noget. Løse en særlig opgave. Give verden et særligt bidrag. Fylde sin plads ud på en ordentlig måde.

Så hvis vi skal lede efter veje ud, efter exitdøre i vores eget lille kontroltårn, kan vi begynde med at give tid og plads til ting i vores liv, hvor turboen slås fra, hvor tøjlerne slippes og presset på tommeskruerne slækkes. Bare engang imellem. Vi kan droppe kampen for at ‘være noget særligt’ og bare være helt almindelige eller slet ikke nogen. Ví kan gøre noget andet end vi plejer; gå på opdagelse andre steder i livet. Vi kan melde pas eller trykke på pauseknappen og dvæle ved noget smukt. Vi kan opgive en kamp vi har og bare gøre det, vi nu skal. Eller det der gør os glade. Og det lyder jo helt bagvendt, men måske kan vi slippe kontrollen lidt og genvinde magten over vores liv.

Det kaldes frivilligt kontroltab, og det er min fornemmelse at vi kan skubbe rigtig meget sundhed og livsglæde ind i livet, hvis vi tør invitere det indenfor 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *