At være eller ikke være – ROBUST! 1. Buzzword

Print Friendly

Rugby

Pludselig taler alle om robusthed.
Som med en række andre udmærkede ord – i flæng kan nævnes anerkendelse, innovation, omstillingsparathed, inklusion – er robusthed kommet ind i varmen. Den kraftige følgespot af opmærksomhed viger ikke fra det, men følger det i samfundsdebat, pædagogiske miljøer, forskning, politiske diskussioner osv.

Og efterhånden som det bruges og deles i en uoverskuelig mængde af sammenhænge, sniger det sig – ligesom sine forgængere – lige så stille ind i et lidt uklart felt. For hvad handler robusthed egentlig om? Ved vi hvad vi taler om, når vi taler om det, eller begynder vi blot at referere til det som et selvfølgeligt gode; et karaktertræk vi alle må efterstræbe og ikke mindst agitere for?

Et buzzword er ifølge wikipedia et ord, der, ofte løsrevet fra sin oprindelige betydning, udvikler sig til et modeord. Den faktiske mening med ordet bliver ofte uklar, og dets funktion kan være at imponere. Så der er al mulig grund til at være vågen og insistere på nuancering af den ensidighed der opstår, når et begreb udvikler sig til at blive svaret på alle spørgsmål. Og vi kan få øje på rigtig mange samfundsskabte årsager til, at netop robusthed kommer på dagsordenen og alles læber for tiden. Så vi må være vågne og skærpe vores blik for, hvilke ’stemmer’ der taler i os – og hvorfor.

Naturligvis er robusthed et væsentligt begreb – og en menneskelig kvalitet, som vi må interessere os for. Men det er skrøbelighed fx også! Tilsyneladende – og måske kun det – er skrøbelighed robusthedens modsætning, og man må spørge sig selv, om dén for vores menneskelighed så vigtige kvalitet så er helt ude i kulden nu?
Selve modstillingen kan virke som en fælde, vi falder i pga. den voldsomme opmærksomhed, som robusthed tildeles for tiden. Fronterne trækkes skarpt op: Skal man hoppe ‘med på vognen’ i det accelererende præstationssamfunds krav om hærdning, kampgejst og skarpe albuer, eller skal man ’stige af’ og forskanse sig i små fredede og alternative zoner af følsomhed? Enten – eller? Både – og?
Vi kan også vælge at hilse anledningen velkommen og bruge den til at udveksle og gentænke vores forestillinger om robusthed. Begreber er jo blot ord, vi vælger at bruge for at kunne be-gribe fænomener i verden; ord der ligesom samler vores forestillinger om noget, så de er lettere begribelige. Så vi kan prøve at gribe det på ny, vende og dreje det, pille det fra hinanden og samle det igen. Og finde ud af, hvad vi så synes om det.

Vi kan begynde med at vende os mod wikipedia igen. Her beskrives robusthed som den egenskab at være stærk og sund i konstitution. I et system refererer det til systemets evne til at tolerere forstyrrelser, som kan påvirke systemets funktioner. Robusthed defineres som (et systems) evne til at modstå forandring uden at tilpasse sin oprindelige stabile position (konfiguration) og altså komme ud af egen ligevægt. Wikidepia peger desuden på, at robusthed som begreb indeholder to dimensioner; både som modstand i forhold til noget og undvigelse fra noget.

Oversat til den menneskelige verden synes budskabet at lyde: Robusthed er evnen til at kunne holde til livet. At kunne tolerere og modstå livets forskellige udfordringer (forstyrrelser) uden at miste eget ståsted. I sig selv lyder det som en ret praktisk menneskelig egenskab, som synes at være både langtidsholdbar og let at bekræfte betydningen af.

Men en lang række spørgsmål melder sig: Hvordan er ‘oversættelsen’ fra et biologisk/systemteknisk begreb til menneskelige dannelsesidealer blevet til? Og i hvor høj grad giver det mening at gøre det? Hvad fortæller det om måden at tænke om mennesker på? Hvad vil et eget ståsted (position/konfiguration) egentlig sige og hvilken tænkning om mennesket forudsætter det? Hvori består de livets udfordringer (forstyrrelser), som skal tolereres og modstås, eventuelt undviges? Og er det en lovmæssighed, at de skal det? Og hvorfor, hvornår og hvor meget?
Spørgsmålene kunne blive ved. Her er det blot min intention at pege på selve det fænomen, at der i udviklingen fra et specifikt begreb i én kontekst til tilblivelsen af et buzzword, der gøres alment gyldigt og vigtigt, kan gå rigtig mange relevante og nuancerende spørgsmål tabt.

Så nej, måske ved vi ikke rigtigt, hvad vi snakker om, når vi med selvfølgelighedens tyngde i stemmen kaster det om os derude. Naturligvis er diverse studie- og forskningsprojekter et udtryk for en bestræbelse på at blive klogere, og det håber vi så, at vi kan nå at blive, inden buzzword’et ureflekteret har bidt sig alt for meget fast. For en alvorlig temporal udfordring er på spil her: Når vi først ser ordet brugt i hverandet jobopslag, i pædagogiske handleplaner og kommunale hensigtserklæringer, så ved vi godt, at løbet næsten er kørt. Det er trængt ind bag vores normskabende pandelapper, og det begynder at have sin virkning på os.

Så vi har travlt! Vi må i al hast stille os selv og hinanden det allervigtigste spørgsmål: Hvorfor er begrebet robusthed blevet et buzzword netop nu? Hvad fortæller det os om tiden nu og vores måde at forstå os selv indenfor rammerne af denne tid? Hvad er det, det kalder på og beder os om? Hvor bringer det os hen og hvad synes vi om det?
Vi må bruge anledningen til at spørge os selv, hvad det egentlig er vi skal lytte efter med dette robustheds-fænomen.

Filosoffen Ole Fogh Kirkeby har udtrykt det sådan, at hvis robusthed beder os om at nedtone intensitet i mødet med verden, så er det i alle henseender destruktivt. OFK peger på et faremoment her; en slagside der kan opstå i ureflekteret overtagelse af robusthed som et buzzword; som et tidens løsen.
Og Ole Fogh Kirkebys pointe er grund nok for mig: Jeg melder mig under fanerne og kaster mig ind i debatten om robusthed, selvom trængslen er stor og stemmerne mange. Der er alt for mange blinde pletter allerede i historien om robusthed-som-buzzword, så vi må være mange, der hjælper hinanden med at blive klogere.
Et ordentligt servicetjek skal der til og det kan ikke vente! Så jeg trækker i kedeldragten, fylder tvist i lommerne og begynder lige så stille fra min ydmyge position i graven at pille delene fra hinanden. Jeg begynder i den pædagogiske arena, hvor robusthed-som-buzzword er rigtig meget på spil; et ret højspændt område, hvor der er rigtig meget at komme efter.

Hæng på, hvis du også er lidt nysgerrig på sådan et servicetjek. Husk at tage arbejdstøj på, det kan godt svine lidt 🙂

Comments
  1. Sibylla Hofstetter | Svar
  2. Helene Louise Mogensen | Svar
    • Tina Lauritsen | Svar
  3. Camille | Svar
    • Tina Lauritsen | Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *