At være eller ikke være – ROBUST! 2. Fast eller formbar?

Print Friendly

1Jeg har dumdristigt kastet mig ind i et servicetjek af begrebet ROBUSTHED, som er på alles læber, og som synes at tilbyde svar på vores aktuelle menneskelige udfordringer. Et nyt tidens dannelsesideal måske?
Og som jeg står der i graven iført kedeldragt og med diverse værktøjer ved hånden, skal jeg lige tage en dyb indånding, før jeg går i gang. Opgaven er stor, og jeg ved jo, at jeg ikke kommer hele vejen rundt. I bedste fald kan jeg nedbringe mængden af skidt og vejstøv, så man bedre kan få øje på, hvad det hele handler om. Det er så det, jeg sætter mig for.
Jeg har besluttet mig for den pædagogiske afdeling til en begyndelse; den er uoverskuelig i sig selv, men da det er svært at gennemskue, hvor der først skal tages fat, virker det som et rimeligt elementært sted at lægge ud. Så altså griber jeg tang og lidt tvist og kaster mig over det.

Pædagogik har som sit udgangspunkt, at mennesket er et formbart væsen; at det kan dannes (uddannes) og socialiseres ind i sin omverden. Det er også det eneste udgangspunkt, der giver tanken om pædagogik mening i det hele taget. I mit første indlæg om robusthed blev begrebet imidlertid præsenteret som evnen til at modstå påvirkninger uden at miste egen ligevægt eller position; at forblive ’sig selv’ på trods af forstyrrelser. Det forudsætter – modsat grundforestillingen i pædagogisk tænkning – et stabilt udgangspunkt. At vi så at sige i udgangspunktet udgør et fast punkt i os selv, som så enten kan rykkes eller ikke rykkes væk fra – eller ud af – ’sig selv’. Denne ‘forrykkelse’ væk fra sig selv, som så udgør modstillingen til robustheden, italesætter vi som udsathed eller skrøbelighed.
Så der er noget underligt her; noget der ikke helt passer sammen. Hvor skal vi sætte fingeren ned og sige: Her begynder det, herfra starter det ‘faste selv’, som skal mobilisere en solid membran mod stød og påvirkninger udefra!?På trods af det umiddelbare paradoks har robusthed vundet popularitet af buzzword’ske dimensioner indenfor netop det pædagogiske område. Vi taler om ‘det robuste barn’ som et ideal for det mentalt sunde barn, der kan klare sig i verden. Og det diskuteres intenst i pædagogiske kredse, hvordan vi gør vores børn og unge mere robuste. Og dette med mere robuste udgør et omdrejningspunkt for servicetjekket her: Der er jo en grund til, at det kommer i vælten på denne måde nu. Der er noget der tilsyneladende mangler, og som nogen synes vi gerne vil have mere af. Det efterspørges. Og lige præcis dét pirrer nysgerrigheden her på værkstedet mellem olierester og bunker af tvist.

Robuste er noget vi kan være i forhold til noget. Begrebet kan ikke eksistere isoleret og henviser i (mindst) 2 retninger: Et udgangspunkt (et selv, en position, et eget ståsted) som søges beskyttet/bevaret og en påvirkning, som forstyrrer eller ’skubber til’ dette udgangspunkt. Robusthed handler altså om grænsefeltet mellem det ‘eget’ og det ‘andet’. Og mod effekterne af forskellene.

Lad os begynde ved begyndelsen og forestille os det lille barn, som forlader sin mors mave og ‘dumper ind’ i vores verden. Barnet møder altså verden, og en vældig forskel er det. Pludselig er barnets omgivelse totalt forandret: Luften der skal trækkes ind, den ændrede temperatur, lyde, lugte. Barnets hud udgør her grænsen mellem ‘det eget’, som det kommer med, og ‘det andet’ derude.
Fødslen er livet første ‘forstyrrelse’; ja, man kan sige at livet melder sig som en forstyrrelse i sig selv. Her kan vi tale om robusthed i en fysisk forståelse – en ’stærk og sund fysisk konstitution’ – som noget, der kan have betydning for, hvordan barnet klarer fødsels-processen. Men det er ikke sådan, vi aktuelt vælger at forstå begrebet. Vi forstår det som en mental kapacitet; som evnen til at ‘modstå forstyrrelser uden at tilpasse sin oprindelige position’. Denne forståelse giver ikke voldsomt meget mening her. Barnet skal jo netop ikke ‘forblive hvad det var’, men tilpasse sig sin nye omverden med alt hvad det kræver af ændringer i dets kropslige funktioner. Det skal vænne sig til de nye omgivelser, som er et vilkår for det, og vi kan komme barnets forandringsproces i møde med en skånsom velkomst i form af et varmt fødelokale, afdæmpet lys og lyd, et varmt svøb osv.

I 1980’erne blev den russiske læge Igor Tjarkovskij kendt for sit arbejde med spædbørn i vand. Det var en fascinerende ny tanke dengang; at lette og mildne barnets overgang ved i fødslen at lade det udfolde sig i vandelementet. Min begejstring fortog sig imidlertid, da jeg i filmen ‘Vandbørn’ så spædbørnene svømme rundt i iskoldt vand! Det var Tjarkovskijs overbevisning, at vandfødslen og den senere træning under vand ville optimere barnets fysiske potentiale. Måske skal man være russer for at kunne tænke i varme-kulde poler på den måde? At mødet med det iskolde vand kunne være en hensigtsmæssig hærdning af barnet. Her i vores mere tempererede del af verden skutter vi os ved tanken. Vi tænker at det måtte være et chok for barnet. Måske tænker vi endda, at man kunne opnå det modsatte end intentionen; altså bibringe barnet et chok og derved svække det.
Min pointe er, at vores forestilling om dette ‘at kunne holde til livet’, dette at vi fx. gerne vil udvikle robusthed hos vores børn, kun kan forstås i en lokal horisont: Barnet er henvist til vores forestillinger om, hvad livet er for noget, og hvad det vil kræve af barnet. Dette vores billede af livet bliver målestokken for det, vi ønsker vores børn skal kunne klare. Det faste udgangspunkt eller ’selv’ – hvornår og hvordan det så end indfinder sig – er noget vi selv former i barnet. Hvor tolerance overfor kulde måske kan tænkes som en relevant og afgørende evne i Rusland, vil tankerne om barnets vigtige færdigheder givetvis være anderledes i fx. Mozambique eller på Fijii øerne. Hvordan er det her hos os i den nordeuropæiske kultur, hvor robusthed nu er blevet det, der efterspørges?
Her må jeg skyde en lille historie ind fra min tid som institutionsleder. Jeg havde glæden af at modtage rigtig mange besøg af interesserede forældre, vise dem rundt i institutionen og tale med dem om de spørgsmål, de nu havde. Vi havde både børnehave- og vuggestuegrupper, og oftest kom forældrene med helt små børn på ½ – 1 år; ind imellem med helt nyfødte børn. Og meget ofte stillede forældrene spørgsmål om, hvilken betydning netop dette institutionsvalg (en privat institution uden intellektuelle lærings- og indskolingsstrategier) ville kunne få for deres børns skoleliv og senere uddannelsesmuligheder. De første gange jeg oplevede det, blev jeg taget helt på sengen. Ja, faktisk tabte jeg nok bogstaveligt talt kæben et par centimenter et øjeblik, fordi jeg var helt uforberedt på den slags bekymringer. Senere vænnede jeg mig til det og kom det ofte aktivt i møde, hvis jeg fornemmede, at her var der nogle forældre, som ville blive glade for at få den side af sagen på plads.
Lad os prøve at holde det lidt op for os, så vi bedre kan se det: Det er forældre til børn på under 1 år der, som deres væsentligste optagethed og bekymring, har barnets evne til at klare sig 15, 20 eller 30 år ude i fremtiden! De er naturligvis optaget af institutionens faciliteter, atmosfære og kultur, men deres fokus ligger et andet sted. Deres drift som forældre mod at gøre det bedste for deres lille barn, så det kan klare sig, retter sig mod barnets arbejds- og karrierekapacitet som voksen.

Den lille historie fortæller måske noget om, hvad der rører sig hos os  – i vores kultur – ift. billeder af livet. På baggrund af mine erfaringer kunne jeg godt få mistanke om, at småbarnslivet i mange forældres bevidsthed tjener som et forstadie til det egentlige liv: Arbejdslivet. Fordi det er her, man ‘bliver til nogen’ og kan oppebære en identitet. Hvis min (bekymrede) mistanke har noget på sig, har det en række konsekvenser for forældrenes måde at være forældre på. Hvis småbarnslivet er instrumentelt – forstået på den måde, at det tjener som forstadie til noget andet og mere egentligt – har det betydning for den målestok, som samværet og forholdet til barnet måles på.
Barnet ses da i relation til sin fremtid fremfor i relation til fx. sin undren, sine forfædre eller sin latters kvaliteter. Tanken understøttes af den store opmærksomhed, vi i dag tildeler diverse målinger og skaleringer af det lille barns færden. Hvert et udviklingsskridt indplaceres i skemaet, og legetøjet udvælges med omhu efter dets evne til at ramme barnet netop dér, hvor det lige nu befinder sig – så det mest optimalt kan sendes videre i sin udviklingsproces. Nu’et spændes for fremtidens blik og får sin berettigelse herigennem.

Er den store opmærksomhed på robusthed også spændt for den vogn? Er forældre – og professionelle indenfor det pædagogiske felt – styret af et fremtidsblik, hvor ‘mening’ i relation til barnet måles i dets mulighed for at udvikle nok mental kapacitet til at kunne være med i feltet sidenhen? Og er robusthed da den benzin, der skal hældes på for at optimere disse muligheder? Er det den bagvedliggende meningsskabende logik bag ønsket om robusthed?
Det sender os tilbage til spørgsmålet om det faste og det formbare: Dette ’selv’ som skal kunne stå fast og modstå eller tolerere påvirkninger og forstyrrelser uden at vælte, er ikke et hvilket som helst og frit opstået ’selv’. Det er et ’selv’, som er formet i barnet af dets omgivelser (forældre, pædagoger, lærere osv) med henblik på at socialisere det ind i dets omgivende kultur. Det er et ’selv’, som af sig selv skal ønske at være en del af denne kultur. Det skal sige ja til alle de udfordringer og forstyrrelser, som rammer det derude fra fremtiden; møde det med kampgejst, styrke og oprejst pande. Og det gør det så, efter bedste evne, fordi vi (omgivelserne) har installeret et for vores blik egnet selv i barnet, hvormed det forventes at kunne mobilisere sin kraft.

Men nogen gange går det galt! Barnet reagerer på de påvirkninger, det møder. I stedet for blot at glide med, går det mod socialiserings-strømmen. Forskellen mellem det ‘eget’ og det ‘andet derude’ skurrer. Barnet (eller den unge) græder, mistrives, bliver blegt og svagt, bliver aggressivt, stresset, deprimeret, angst ….  Barnet (eller den unge) reagerer. Noget i mødet med dets omgivelse og i dets liv skaber en reaktion hos det. Dets ’selv’ mobiliserer ikke længere membranen; verden flyder uhindret ind og får alting til at vælte. Et dismatch er opstået mellem det barnet (eller den unge) kommer med – det der her kaldes et selv – og den verden, der møder det. Og vi ser det ske oftere og oftere i disse år. Det kalder efterspørgslen på robusthed frem.

Men hvorfor sker det? Og hvad er det der sker i mødet mellem barnet (den unge) og dets omgivelser? Hvor kommer det fra? Og hvad skal vi stille op med det?
Nu er det desværre allerede fyraften; lige som det begyndte at blive spændende. Jeg fik selvfølgelig kun pillet ved de yderste lag, men godt begyndt er halvt fuldendt, som man siger. Jeg må fortsætte her i den pædagogiske afdeling lidt endnu. Det er nødvendigt at kigge lidt nærmere på dette faste/formbare selv, på dets reaktioner og ikke mindst på, hvordan vi andre (voksne, forældre, professionelle, venner osv.) reagerer på denne reaktion og handler på det.
På gensyn i værkstedet i næste uge 🙂

Comments
  1. Sibylla Hofstetter | Svar
  2. Sibylla Hofstetter | Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *