At være eller ikke være – ROBUST! 4. Når verden trænger ind

Print Friendly

75565292-1000x50weHer i 11. time inden værkstedets sommerlukning bevæger jeg mig i mit servicetjek af fænomenet ROBUSTHED lige så stille over i afdelingen for sarte planter. Eller vi kunne sige utilpassede planter. Eller vi kunne sige ‘planter der reagerer anderledes’ eller måske ligefrem ‘planter der yder modstand’. Alt efter vores synsvinkel.

I forlængelse af det pædagogiske dannelsesblik handler det om, hvad der sker, når det ikke går efter forventningerne. Når barnet (eller den unge) kommer i mistrivsel og reagerer depressivt, angst- eller tvangspræget, aggressivt eller på anden måde anderledes end flertallet på mødet med den verden, vi som voksne, forældre, samfund og institutioner møder det med.
Synsvinklen ’sarte planter’ er den mest udbredte for tiden. Vi taler om skrøbelige eller udsatte børn og unge, og det ligger i hele sprogbruget, at det er noget skidt, og noget vi skal have gjort noget ved. Vi skal hjælpe dem ‘ind på sporet’ igen. Og naturligvis er det væsentligt at sætte ind over for mistrivsel; børn og unge skal – ligesom alle os andre – helst være glade for livet. I hvert fald noget af tiden og helst det meste af tiden.
Men det er som om, der er en missing link et sted her i denne afdeling – eller i hvert fald så tilpas blindt et punkt, at det ikke virker tilstrækkeligt belyst i debatten: Et for tiden overvældende antal børn og unge reagerer på forskellige måder, der gør dem ‘udsatte’ overfor den omverden de møder og overfor dens krav til dem. Det er ikke nok at forsøge at puste mere robusthed ind i systemet; det er symptombehandling af den mest utilstrækkelige slags. Det er en strategi spændt for tænkningen om mennesket som en maskine: Hvis vi bare justerer lidt på skruerne, glider det nok bedre. Og som jeg står her i smøregraven bliver det stadigt mere klart og fatalt: Det hjælper ikke noget at skrue lidt hér og smide lidt olie på motoren dér, hvis den måde bilen er tænkt på kommer til kort. Eller hvis selve dens mening som køretøj  smuldrer. Det altid relevante spørgsmål HVORFOR må stilles dybere, højere, mere insisterende.  Omfanget af reagerende børn og unge er et meget kraftigt signal til den verden, vi har skabt for os selv, og til de liv, vi har indrettet os i. Det er som en handske der er smidt i vores midte, og vi er nødt til at tage udfordringen alvorligt.

Her i blogserien om robusthed har jeg indtil nu valgt at fokusere på, hvordan forholdet mellem det enkelte menneske og dets omverden konstituerer sig. Hvordan lærer vi at forstå verden? Hvad den går ud på og hvem vi selv kan blive i den? Det har jeg gjort, fordi den nu meget populære anvendelse af begrebet robusthed er blevet en måde at tale om grænsefeltet mellem ‘det eget’, selvet, og ‘det andet’, omverden, på. Med robusthed som omdrejningspunkt skabes forestillingen om en membran, en stødpude, således at omverdenen er noget, vi skal kunne holde til, afværge og evt. støde tilbage, så vi holdes intakte, uberørte. Vi skal afstemme selvet, så det matcher. Tilpasse os. For at blive i jargonen har jeg derfor valgt det ucharmerende begreb ‘dismatch’ om det der sker, når det ikke virker. Og jeg har talt om ’selvet’, der ikke længere kan mobilisere membranen, så verden flyder uhindret ind og får alting til at vælte. (At være eller ikke være – ROBUST! 2.)

Men hvor kommer denne forestilling om tilpasning fra? Er den rimelig? Er den meningsfuld? Det er velkendt, at mange af de mennesker, vi går og beundrer, fordi de på en eller anden måde har gjort en forskel i verden, på tidspunkter i deres liv har været rimelig utilpassede og på tværs. De har reageret ift. deres omverden, markeret forskelle mellem sig selv og deres omverden, og netop de forskelle der var deres bragte noget særligt med sig – til verden og til dem selv. En gennemført harmonisk og gnidningsfri relation mellem den enkelte og verden er som fastfood eller butiks-muzak: Der er ingen friktion, det glider bare ned og efterlader intet aftryk.
Så vores forestilling om relationen mellem det enkelte menneske og verden er ikke ligegyldig. Hvis vi forudsætter at der er et grænsefelt, et form for mellemrum eller mødested, hvor relationen til verden konstitueres, kan vi så forstå det som: En stødpude, et gitter, et brandbælte, et filter, et ingenmandsland, et værn, en frizone, en mur….? Og alt efter materialevalg (altså forestillinger) skal ‘membranen’ så være stærk, uindtagelig, fleksibel, modtagelig, justerende, gennemtrængelig eller semipermeabel, som de siger indenfor biologien? Hvor meget skal verden kunne trænge ind?

Jeg er klar over, at jeg sætter sagen lidt provokativt på spidsen her: Vi taler om skrøbelighed som et problem. Som en modstilling til robusthed omgås vi skrøbeligheden som en mangel-sygdom på linie med  vitamin- eller mineralmangel, og recepten kommer til at lyde: Mere robusthed tak! Samtidigt ved vi at skrøbelighed, det porøse, det som lader os mærke verden og lader den trænge ind, også er det der gør os til mennesker. Skrøbelighed er modtagelighed. Vi behøver bare at vende os mod forplantnings-dramaet: Evnen til at lade verden trænge ind er livsvigtig.
At være ’sensitiv’ eller måske endda ’særligt sensitiv’ er et andet meget benyttet udtryk for tiden, og det er der selvfølgelig en grund til. Betegnelsen skaber en beskyttelses-zone rundt om det menneske, der bruger det om sig selv, så det kan få lov til at være i fred med at være én, der mærker verden, tager den ind og lader sig påvirke af den. At være et følende sensitivt menneske er blevet til en særlig kategori, som nu helt aktuelt kæmper for overlevelse og identitet gennem diagnosesystemet!
I artiklen Om det robuste og det skrøbelige (Lederne.dk) udfolder filosof Ole Fogh Kirkeby perspektivet omkring forholdet mellem de to begreber. Hans dom er hård: ‘Skrøbelighed er det skabende menneskes skæbne. Robusthed er en – forhåbentlig – kortvarig tilstand af bedøvelse og glemsel.’ Og han argumenterer for, at det virksomme liv, arbejdsmarkedet, har brug for det skrøbelige og sensitive menneskes usikkerhed og sans for bevægelser. ‘Hvis du skal have tømt en lastbil, så hyr en flyttemand. Hvis du vil have udtømt organisationens muligheder, så ansæt hypersensitive’, som han udtrykker det.

Mange børn og unge oplever i dag tilstande, som vi taler om som sygdomme. Lad os som OFK vende optikken, vende bøtten på hovedet og vrangen ud og begynde et andet sted: At mærke verden, tage den ind og reagere på den er et sundhedstegn. Her ikke i betydningen godt – det er ikke godt hvis man føler sig magtesløs overfor verden – men i betydningen forståeligt og frem for alt menneskeligt og værdifuldt. Hvis vi vælger at skifte de dominerende forestillinger om sundt/sygt og møde barnet, den unge eller den voksne i lyset af sundhed i stedet for sygdom, får vi et helt andet afsæt at arbejde med problemerne fra.
Med sygdoms-tilgangen tænker vi med ‘tag det væk’- eller ‘fix det’- hjernen. Det kan være den lidt barske ‘tag dig sammen’-tilgang eller den lidt blødere ‘tænk mere positivt’-tilgang. Effekten bliver ofte den samme: Jo mere vi skubber, jo værre går det. Vi beder dem gøre mere af det, som de i forvejen ikke kan, og sender dem dermed direkte ind i deres fiasko- og nederlagsfølelser.
I sundheds-tilgangen kan vi undersøge de ting, som de reagerer imod, og blive klogere på hvordan disse reaktioner fortæller om, hvad der er vigtigt for dem. Så taler vi til deres fornemmelse af sig selv, som vi stille og roligt kan begynde at styrke og give mere plads, så de får noget at stå på. Og måske skaber vi faktisk på denne måde robusthed – men vejen ad hvilken ser anderledes ud.

Nu er det tid til værkstedets sommerlukning. Jeg tager skrøbeligheden under armen og lader verden trænge grundigt og ufiltreret ind et par uger 🙂  Efter pausen fortsætter mit servicetjek i afdelingen for det pulserende arbejdsmarked.

Comments
  1. Helene Louise Mogensen | Svar
  2. Sibylla Hofstetter | Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *