At være eller ikke være – ROBUST! 5. Intermezzo eller noget om elitesoldater

Print Friendly

pauseSå kommer man tilbage fra feriens stik-afkobling, og det er som om en hel masse er forandret. Man er flyttet et andet sted hen i sig selv, forrykket ift. tiden for bare nogle uger siden.
Sådan har jeg det lige nu. Efter en fyldig og helt anderledes ferietid føler jeg mig fornyet. Og den følelse deler jeg med rigtig mange andre mennesker lige nu 🙂

Egentlig skulle jeg her i mit servicetjek af begrebet ROBUSTHED kaste mig over afdelingen for det pulserende arbejdsmarked. Men jeg er blevet afledt! Verden er trængt godt og grundigt ind bag pandelapperne. Det føles forfriskende og rart; et intermezzo kiler sig ind. Gad vide hvad det kan have med ROBUSTHED at gøre?

En ny energi er tilstede, som giver fornyet overskud. Den er opstået ved at jeg flyttede mig væk fra det ’sted’, hvor jeg var, og herefter er vendt tilbage igen. Men nu med et fornyet blik; i det lille format med en slags ny ‘væren’. Så egentlig er jeg ikke længere mig selv i forståelsen af selv som et fast og urokkeligt sted. Jeg er en lille smule en anden, en ny. Fordi der er kommet noget til i mellemtiden: Nye og andre oplevelser og erfaringer har aflejret sig i mig; har flyttet med mit ståsted og giver mig nu at andet sted at møde mine opgaver og udfordringer fra.

Debatten om ROBUSTHED er præget af forestillingen om, at vi skal kunne forblive os selv, så vi kan klare de udfordringer vi møder og ikke bliver væltet omkuld. Den italesættes som vores helt personlige stødpude; en airbag af mental modstandskraft og fasthed, som beskytter os mod verdens tummel og modgang. Den ’scene’ der sættes i debatten er ofte i metaforisk forstand en ‘kampscene’, og tendensen vidner om, at begrebets historie jo også har trådt sine barnesko indenfor det militære område: Verden er et sted fuld af farer og modstandere, og vi må derfor udvikle ROBUSTHED, så vi kan klare mosten. Vi må holde os upåvirkede, ikke lade den trænge ind, så vi kan kæmpe videre med uformindsket styrke. Og hvorfor, kunne man spørge. Indenfor kampmetaforens logik er svaret enkelt: Fordi vi skal overvinde fjenden og komme ud på den anden side som sejrherrer. Keep on the track, don’t look back.

Som mentaltræning af elitesoldater synes den tilgang at have en vis berettigelse. Eller nødvendighed. Deres metier er i bogstavelig forstand en kamp på liv og død. Men er det et billede, som vi har lyst til at adoptere ind i vores almene liv og dannelse? Skal vi se os selv som frontsoldater i livets overlevelsesmaskine?

Pointen i mit lille intermezzo her er, at verden og livet omkring os altid står i den belysning, vi vælger at sætte det i. Hvordan vi vælger at iagttage verden – og de tanker vi gør os om det vi ser – er et valg blandt flere. For tiden kan vi så iagttage, hvordan stærke tendenser i vores samtid vælger at adoptere denne krigsmetafor ind i en almen forståelse af forholdet mellem det enkelte menneske og dets omverden. Og uanset om vi kan lide det eller ej, og om vi opdager det eller ej, bliver scenen så at sige sat på vores alle sammens vegne. De kulturelle normer er en stærk strøm, og vi flyder med.

MEN den erfaringsnære oplevelse af, hvordan hele vores synsfelt kan revitaliseres ved at flytte sig væk/tage en afstikker/trække stikket ud (og sætte det i et andet sted), er et vidnesbyrd om noget andet. Det er et vidnesbyrd om, at det måske ikke altid er så hensigtsmæssigt endda at holde fast på sig selv og holde sig upåvirket af livets stormvejr og vekslende vinde. Når vi slipper grebet og tillader os at bevæge os andre steder hen i os selv, har nye ‘vinde’, nye blikretninger, mulighed for at trænge ind. Det fordrer, at vi tillader en mere porøs struktur i vores selvbillede. Der må være sprækker, åbninger, hvis nye måder at opfatte os selv og verden på skal kunne komme ind. Og når det kommer til livets væsentlige spørgsmål – i kærlighedslivet, de nære relationer, de skelsættende livsvalg – genkender de fleste af os gennem vores erfaringer betydningen af at kunne slippe sit ståsted, lade sig forandre og forvandle, måske ligefrem miste kontrollen for en stund. Elitesoldatens panserbeklædning af et selvbillede kommer fuldstændig til kort her. Det kan måske have sin afgrænsede berettigelse i en helt særlig kontekst, nemlig krigens, men som alment dannelsesideal og ledestjerne for livet, der skal leves, bliver det begrænsende og i værste fald farlig.

‘All the world’s a stage, And all the men and women merely players’, skrev Shakespeare i dramaet As you like it. Hvis vi bliver lidt ved teatermetaforen, kan vi sige at scenen i hele robustheds-tænkningen – i kraft af begrebets historik og forståelsesramme – er sat på en særlig måde; i et særligt blik. Så mere end en optagethed af, hvordan vi skal agere, håndtere og tackle diverse situationer, burde vores opmærksomhed måske i højere grad være rettet mod spørgsmålet om, hvilken scene vi egentlig ønsker at sætte for samtalen. Og hvilke muligheder vi har for at påvirke valget af scene.

*******

Hvad betyder denne type erkendelse for tankerne om, hvad der foregår på arbejdsmarkedet i øjeblikket? Hvordan påvirker den diskussionen om, hvorvidt robuste medarbejdere nu er godt eller skidt? Og for hvem? Hvorfor taler vi ikke mere om robuste organisationer, når nu de kollektive konstruktioner (scener) vi har i vores samfund, så tydeligt viser sig at have gode eller mindre gode muligheder for at rumme medarbejdere i al deres mangfoldighed og skabe trivsel og gode resultater?
Pyh, nu blev der varmt her på værkstedet, den grundige pause har da virkelig gjort sit! Jeg tørrer sveden af panden, snupper en drikkepause og overvejer mit næste træk i smøregraven 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *