At være eller ikke være – ROBUST! 7. Quick fix eller slow move?

Print Friendly

web_astrid_bj_rg_mortensen_for_r_midtsj_lland_leg__2__460x214

Mit servicetjek af begrebet ROBUSTHED lakker mod enden. Det er tid til at gøre status og takke af. Jeg begyndte med spørgsmål til, hvad det hele mon drejer sig om, og hvad det egentlig er, vi skal lytte efter i dette robustheds-fænomen, som har tager scenen på vores fælles arenaer. Er noget mon blevet klarere undervejs?

Det er blevet tydeligt, at der med anvendelsen af begrebet robusthed er sat en ganske særlig scene for samtalen om, hvad der er vigtigt. Robusthed er så at sige hentet ind midt i dagsordenen som et forsøg på at imødegå de udfordringer, som vi oplever i vores fælles kultur. Det har hentet sin legitimitet i nødvendigheden af at finde nye greb, der kan imødekomme, løse eller i hvert fald aflaste nogle af de uhensigtsmæssige effekter af den måde, vi har indrettet os på. Noget skal ‘fixes’, og hvor griber man lige fat?

I dette servicetjek er det også blevet tydeligt, at valget af robusthed som tidens løsen og dannelsesideal har sin historik med sig og trækker på en særlig måde at tænke mennesker og samfund på. Og brugen af det trækker nye effekter med sig; effekter som det også er på høje tid at diskutere og stille spørgsmål til.

Hvilken scene ønsker vi at sætte for udfoldelsen af vores fælles og individuelle liv?
Og hvad er vores mulighed for at påvirke valget af scene?

Her på servicetjekkets sidste dag står de spørgsmål stadig og vibrerer i luften. Uanset om vi befinder os indenfor en pædagogisk, psykologisk/terapeutisk eller erhvervsmæssig sammenhæng, sætter robusthed som omdrejningspunkt et særligt blik for vores forehavende. Det fortæller os noget om, hvad det hele handler om. Og det lanceres på samme måde som sloganet There Is No Alternative (TINA) i Thatcher-tiden slog neoliberalismens position fast: En række uafvendelige ydre vilkår er tilstede; der er ikke andre muligheder end at ‘opruste’ med mere robusthed, så vi kan holde til at hænge med på vognen.
adhd_diagnose_1 Der ligger en vis forførelse i hele dette set-up. Og naturligvis er det ikke sandt. Hvis vi tager et greb i de filosofiske skuffer, kan vi med eksistentialisten Sartre sige, at vi er ‘dømt til frihed’. Dermed pegede han på, at vi altid vælger at fortolke den situation, vi er i, på en særlig måde blandt mulige andre måder. Vi er aldrig fri fra denne fortolkning, fordi vi altid allerede selv er en del af situationen. Det gælder for det enkelte menneske som for de store fællesskaber. Forskellen er selvfølgelig markant; valgene er mere overskuelige for det enkelte menneske, og overfor de kulturelle normer i det store fællesskab kan vi alle føle os ganske små og ubetydelige. Så vi kommer let til at hoppe med på den dominerende kulturelle strøm i stedet for at stoppe lidt op og tænke på, hvordan vi egentlig synes det hele skal være.

Noget om effekter

Hvilke effekter er det så, vi er oppe imod, når vi vælger at bruge robusthed som vejviser og dannelsesideal? I mit sidste indlæg om arbejdsmarkedet (6. Arbejdsmarked med airbag eller elastik?) tegnede jeg et billede af, hvordan robuste medarbejdere ‘bærer’ eller holder organisationen oppe med deres ‘psykologiske kapital’, og jeg antydede, at i forholdet mellem individ og fællesskab, synes det at være individet, der trækker det længste strå, når ansvaret skal fordeles. Fokus på individuel mental robusthed ligger i forlængelse af en neoliberal tænkning, hvor det enkelte menneske oppebærer ansvaret for at klæde sig passende på til ‘kræfternes frie spil’. Vi ser den udspillet i det kind-im-baum_front_largesprogbrug , som anvendes indenfor fx. managementkultur og uddannelsessystem, og vi ser den udspillet i den positive psykologi, hvor menneskers udfordringer i livet internaliseres og gøres til deres individuelle problemer, som de må (kæmpe med at) overvinde. Den tiltagende diagnosticering – og dermed sygeliggørelse – af almenmenneskelige udfordringer er et eksempel på dette. Et af de seneste skud på stammen er bestræbelserne på at gøre sorg til en diagnose. ‘Hvilken sygdom lider du af?’, kan vi da spørge. ‘Jeg lider af sorg, men behandlingen går fremad’, kan vi da svare. Logikken i sygdomsdiskursen er, at sygdom er noget skidt, og at vi skal få det til at gå væk. Alt hvad der gør ondt og på anden vis begrænser os, skal gå væk, så vi kan føle os ubegrænsede og præstere – eller performe – optimalt. I den neoliberale logik ligger den gamle kending ’survival of the fittest’ lige bagved i kulissen og trækker i trådene.
Og rundt omkring ser vi også alle effekterne hos de mennesker, for hvem det ikke lykkes at leve op til tidens forventninger om styrke, succes, præstation, selvdisciplinering og ja, robusthed. De aktuelle statistikker om stress, depression og angst – hos både børn og voksne – taler fx deres eget sprog.

Noget om ansvar
Lad os tage en lige afstikker med et virkelighedstjek. På Aarhus Kommunes hjemmeside findes en temaside, der kaldes ‘Robuste børn‘. Pædagogisk personale i Aarhus Kommune undervises i emnet ud fra denne målsætning: Vi ønsker for vores børn, at de får et godt liv, og at de kan klare de udfordringer og vanskeligheder, som de møder i livet. Vi ønsker, at de skal være robuste.
På siden beskrives robusthed som det at være god til at klare livets udfordringer i stort og småt:

  • at kunne håndtere udfordringer i forhold til andre mennesker
  • at klare opgaver, som kræver at de øver sig
  • at kunne holde fast i et mål, der skal nås
  • at håndtere fristelser

For at kunne håndtere disse udfordringer skal børn øve sig i at være robuste, kunne overkomme vanskeligheder og udholde de frustrationer, som følger med.

Når jeg rigtigt har mine servicetjek-briller på, er der noget næsten ubehageligt ved tonen i denne beskrivelse. Konsekvenserne af devisen om ‘ansvar for egen læring’ kommer til fuld udfoldelse her: Det gøres til børnenes ansvar aktivt at opsøge og udvikle de kompetencer, som dette samfund/denne kultur efterspørger, og som de tilsyneladende ikke ‘leverer’ godt nok. Så de skal øve sig!
Men er det børnenes ansvar? Med et lidt drilsk smil i mundvigene kunne man vel sige, at vi har de børn, vi har skabt! Det er jo os – de voksne – der har skabt børnene, ikke omvendt. Alle børn er tidens børn; rundet af deres tid og af de strømninger, der lever der. Og henvist til de voksne, der udlever tidens ‘ånd’ med dens ideologier og historiske forankring. Hvad er det nu for noget, at det er børnenes ansvar at få ‘fixet’ det?
imagesVar det måske ikke på tide, at ansvaret blev placeret et mere passende sted? Fx. hos forældrene og hos de pædagogiske institutioner, som varetager en del af dannelsesopgaven? Det nærmer sig ansvarsforflygtigelse at gøre det til børnenes eget ansvar at rette op på de effekter, som de livsvilkår, vi har givet dem, har skabt. Hvis nogen skal ‘tage sig sammen’, må det vel være os; de ansvarshavende voksne med samt de samfundsinstitutioner vi har indrettet som en forlængelse af vores forestillinger om livet. Vi må smøge ærmerne op, gentænke vores idealer og korrigere retningen mod mere bæredygtige dannelsesidealer – som vi så kan begynde at give videre til vores børn. Lige fra begyndelsen; der hvor hele fundamentet bygges op. Der er ikke noget ‘quick fix’ i det; det er et ’slow move’ af de helt store med alt hvad det indebærer af kulturforandrende processer.
Eksemplet fra Aarhus Kommune kan overføres til arbejdsmarkedet, og de rationaler der dominerer her. Det er på tide at genoprette en mere passende balance i ansvarsfordelingen på arbejdsmarkedet. Selvledelses-æraen har varet længe nok og forlængst synliggjort sine skyggesider også. Ansvarsbevidst ledelse – inkl. den politiske ledelse, der sætter rammevilkårene op – er at skabe trivsel og gode arbejdsvilkår for medarbejdere, så de kan bevare begejstring og glæde ved deres opgaver. Det skaber bæredygtige organisationer, der kan overleve på den lange bane, knække sygefraværs-statistikkerne og bidrage kreativt til fremtiden. Urealistisk høje krav og tyngden af personliggjort ansvar sender ikke bare medarbejdere i hobetal, men også organisationerne, til tælling. Det er ikke bare en usympatisk, men også en uklog og meget kortsigtet strategi.

boern-loeberNoget om alternativer

Men hvad nu hvis vi faktisk valgte en anden scene, hvor fortællingerne kunne udspille sig?
Hvis vi fx. twistede blikket og valgte et dejligt ord som VITALITET som omdrejningspunkt for vores samtaler om – og bestræbelser på – livsduelighed og overlevelsesdygtighed i vores samfund? Hvordan ville det ændre vores tænkning og dermed vores handlinger?
Vitalitet er livskraft, og modsat robusthed udtrykker begrebet en ubunden energi. Det er sprudlende kraft, der vælter ud og vil livet, mens robusthed udtrykker behovet for at beskytte sig mod indtrængen og ruste sig til modstand. I samme ånd kan vi sige, at vitale børn er børn, der strutter af liv. Børn der udfolder sig og nyder det at climbing-1496217_960_720være i livet. (Og netop derfor har jeg valgt at flankere dette indlæg af børn, der strutter af liv :)) Børn der får lov at dyrke deres vitalitet, bliver (som en følge heraf) stærke børn. Og det kan de gøre, hvis de har gode omgivelser og gode forældre, der ikke presser voksenlivets tyngende ansvar og præstationskrav ned over dem, men lader dem være i fred til at udfolde deres livskraft. Som er den, de skal leve af resten af livet!

På arbejdsmarkedet vil vitalitet som ledetråd på samme måde flytte fokus mod livskraftige og langtidsholdbare indretninger og løsninger, som ikke definerer sig gennem modstand og udfordringer, men gennem selve udfoldelsen af opgaverne. En øget opmærksomhed på – og værdsættelse af – selve kvaliteten i opgaveløsningen skaber begejstring, faglig stolthed og dermed produktivitet med et helt andet bæredygtigt afsæt, end hvad tidstabeller, performancescore og hvad der ellers findes af kvantitets-barometre kan generere.

Der er naturligvis ikke tale om en ny mirakel-kur! Intet ‘quick fix’ her; blot en opfordring til at twiste blikket lidt og få øje på andre mulige begreber at gribe tiden med. Modstand og udfordringer findes i verden – vi har brug for rummelige begreber, der skaber plads til alt det, der findes. Så vi kan arbejde sammen med det, blive klogere og rigere af det – og blive ved med at hænge sammen med os selv og hinanden. Og hvorfor ikke bare begynde med det samme?

*******

Så hvad er mon den afsluttende replik om ROBUSTHED her i de sidste minutter før værkstedets lukketid? Godt smurt ind, svedig og lidt træt melder dommen sig: Den her bil bliver aldrig som ny igen! Dømt til sin evige lappe-smøre-rense-skæbne må den bare humpe sig igennem indtil næste syn. Så må det være slut.
Jeg tørrer skidtet af hænderne – så godt det nu er muligt – og går ind for at skrive regningen. Den blir stor!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *