Historier der samler. 1. Recreating song lines

Print Friendly

13510939_1713502882249319_4873194089143587185_n

Når vi deler historier med hinanden, bliver vi bekræftet i det unikt menneskelige i os. Både vores følelse af fællesskab med andre mennesker og vores fornemmelse af eget individuelle liv og identitet bekræftes og får næring af de historier, vi fortæller. Hvordan vi kan have opmærksomhed på det og aktivt bruge det, vil jeg gerne fortælle nogle historier om!

Historier kan noget særligt! Vi ved det allesammen, og vi dyrker flittigt fascinationen når vi ser film, læser romaner, læser højt for vores børn, tager en lydbog i ørerne eller lader nyheds- eller underholdningsprogrammer fortælle historierne for os.

Og så fortæller vi historier til hinanden! Det er på ingen måde en nyhed; historiefortælling er vel en af de ældste aktiviteter i menneskelige fællesskaber. Faktisk er det så meget en del af det at være mennesker sammen, at vi næsten ikke lægger mærke til det. Det kan være en lille hverdags-fortælling blandt kollegerne i pausen, en mere skrøbelig historie i en fortrolig samtale, en henkastet sidebemærkning under den ugentlige møntvask eller en opbyggelig anekdote for en større forsamling. Det er alt sammen historier.
Forestillingen om at historiefortælling handler om at samles rundt om bålet og fortælle historier i flammernes skær, kan vi roligt droppe. De mundtlige fortællinger følges med os gennem tiderne og udvikler sig sammen med os. Vi kan slet ikke lade være med at dele dem. For nyligt var jeg til stand-up show – Comedy Zoo – hvor 3 replikskarpe kvinder på skift gav den gas på scenen. Ingen musik, ingen scenografi eller kostumer, ingen fiktion. Helt helt nøgent var det; intet andet end et menneske, der fortæller historier for de fremmødte. Stand-up er en benhård branche; det skal være skarpt, sjovt og helst lige til kanten og lidt over, og der er hurtig afregning, hvis publikumsreaktionen udebliver. Det er performativ historiefortælling uden skygge af camouflage; det gælder om at vinde publikums gunst og sympati lige på den kant, hvor det vipper over mod afstandtagen, pinlighed eller måske endda afsky. I stand-up genren er scenen sat, og rollerne er tydeligt fordelt mellem de, der fortæller og de der lytter, men genren er et levende bevis på, at historiefortælling ‘on the rocks’ har en utrolig overlevelseskraft.

Når vi deler historier med hinanden, opstår der en særlig stemning imellem os. Intet kan samle vores fælles opmærksomhed som en gribende, sær, morsom eller tragisk fortælling. Det er som om, vi rykker lidt tættere på hinanden; en intensitet og ind imellem intimitet kommer tilstede. Et fælles rum bliver til imellem os. Og den kvalitet kan bruges til mange forskellige formål!


At genskabe sine historier

What cannot be talked about can also not be put to rest: and if it is not,
the wounds continue to fester from genration to generation.
(Trauma Trails, s. 186)

Denne sommer var jeg i godt selskab sammen med bogen Trauma Trails. Recreating Song Lines. Bogen er skrevet af australieren Judy Atkinson og handler om traume-bearbejdning blandt Australiens oprindelige befolkning. Og hvad har dette terapeutiske arbejde nu med historiefortælling at gøre?
Lige siden kolonialiseringen i Australien har disse befolkningsgrupper oplevet traumatiseringer, som efterhånden er blevet selvopretholdende gennem generationer og med massive sociale, psykiske og misbrugs problematikker i dets spor. Situationen er helt genkendelig fra andre steder i verden, som har haft lignende kolonialiserings-historier; fx. hos den indianske befolkning og hos inuit-befolkningen i Grønland.
Den oprindelige australske befolkning har praktiseret en mundtlig kultur. De har delt og videregivet viden til hinanden gennem sange og fortællinger. Deres liv har været tæt forbundet med naturen, og vandringer over meget lange strækninger har været en del af deres livspraksis. De karakteristiske ’song lines’ fungerede som vejvisere eller ‘vejkort’ til disse vandringer. Man sang sig vej igennem landskabet, hvor de særlige kendetegn – et kroget træ dér, et vandhul dér – var en del af sangen. Både socialt liv og retsliv blev praktiseret på mødesteder, hvor man talte sammen, legede og festede sammen efter forskellige strukturelle principper.
Det terapeutiske arbejde, som Judy Atkinson gør og har bygget sin forskning op omkring, har den særlige kvalitet, at det tager udgangspunkt i den kulturelle praksis, som er en del af disse menneskers kulturelle rødder. Og her kommer den mundtlige historiefortælling ind i billedet.

I arbejdet med mennesker, der er hårdt ramt af effekterne af generationers traumeoplevelser, går hun en anden vej end den, som den vestligt orienterede kultur ellers har gjort i forsøget på at hjælpe. I projektet We Al-li fortæller flere deltagere om deres erfaringer med at modtage hjælp i form af alkoholafvænning, individuel terapi og medicinering. Og de fortæller også om, hvordan forsøgene ikke har været hjælpsomme for dem og ofte blot har intensiveret deres tilstand og følelse af udsathed og afmagt.
I We Al-li skabtes i stedet et fællesskab af deltagere, som over tid og efterhånden som tillid og fortrolighed blev bygget op, fortalte hinanden deres historier. Intentionen var ikke den, som vi med en vestlig reference forbinder med gruppeterapi, men at dele historier – lytte og fortælle – i et trygt fællesskab uden terapeutisk styring (med den magt, der ligger indbygget heri). Herved sætte følelsen af forbundethed i stedet for ensomhed og isolation; sætte genrejsning af værdighed i stedet for cementering af offerposition (som meget terapeutisk arbejde er i fare for at gøre).

Arbejdet i We Al-li blev baseret på kulturelt kendte aktiviteter og tilgange: Circle-work, kunstneriske aktiviteter, spirituelle ceremonier som bl.a. Dadirri (deep listening), Smoking Ceremoni o.a. Og gennem dette arbejde lykkedes det – som det tydeligt kommer til udtryk gennem deltagernes vidnesbyrd i bogen – at hjælpe mennesker med at genskabe både deres egne og den fælles historie og derved samle, genforene og revitalisere en splittet og næsten tilintetgjort kulturidentitet.

*****

Studiet af We Al-li projektet i Trauma Trails er dybt fascinerende, fordi det på én gang er så enkelt, så oplagt, kraftfuldt og effektfuldt. Samtidigt er det underligt nok en så radikalt anderledes tilgang i etablerede miljøer, at bl.a. Atkinsons Phd-projekt må hjælpe til med at give denne type tilgang en bredere legitimitet.
Her har jeg blot skitseret nogle hovedlinier i arbejdet. Jeg vender tilbage med flere iagttagelser fra Trauma Trails; min inspiration og anledning til i den kommende tid at give fornyet opmærksomhed til den meget enkle, men helt geniale kvalitet ved at dele historier med hinanden. Så jeg følger sporet – ikke traumernes spor, men det spor der fortæller noget om, hvad historiefortælling kan gøre for os, og hvordan vi kan bruge dette både professionelt og privat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *