Historier der samler. 2. Livsvidner

Print Friendly

alt1_befd0bfbfbcc1c691273228f837bc41aJeg skriver om historier. Dem vi deler med hinanden og kontinuerligt skaber os selv og hinanden igennem. Med inspiration i bogen ‘Trauma Trails – Recreating song lines’ går jeg på opdagelse i den betydning, det har for os at dele historier med hinanden, og jeg retter søgelyset på, hvordan vi kan bruge det i vores private og professionelle liv. 

Historier bliver til i mødet med den eller de, der lytter. Vi kan godt sidde hver for sig og gøre os tanker om vores liv, skrive dagbøger, fiktion eller selvbiografiske tekster, men vores fortællinger bliver først rigtigt til, når der er nogen der hører (eller læser) dem. Vi er sociale væsner, og vores eksistens må til stadighed bekræftes af vores omverden, for at vi kan opretholde fornemmelsen af os selv. ‘Intet menneske er en øde ø’; vi er altid en del af noget og må hænge sammen med andre mennesker for kunne mærke, at vi findes i verden.
I vores individualistisk orienterede kultur glemmer vi ofte lytterens (eller læserens) betydning. Vi er så optagede af at blive hørt, set, udtrykke os selv og realisere vores potentiale, at vi ofte overser det faktum, at uden vores lytter (eller læser) er vi intet. De er vores vidner. Det er dem, der bekræfter vores liv, og de bestræbelser vi har i det.

Et halvt liv over en kop kaffe
For et stykke tid siden mødtes jeg med 4 andre kvinder. Det særlige ved netop dette møde var, at jeg ikke havde set nogle af dem i omkring 30 år! De 4 kvinder var, ligesom jeg, engang for længe siden unge piger på Ikast Amts Gymnasium i Midtjylland. Vores veje krydsedes altså dengang i en 3 årig periode; for den ene dog kun i 1 år som udvekslingsstudent fra Australien.
Med en for mig sjælden taknemmelighed til Facebook og messenger med deres connecting-people egenskaber, lykkedes det os at holde fast i de tynde nyligt udspændte tråde på tværs af kloden og mødes en regnfuld oktoberaften i en lejlighed i København NV. En 6. kvinde lykkedes ikke med at møde op i fysisk person, men hun sendte hilsner og fulgte os i ånden fra sin bopæl i Philidelphia, USA.

Der sad vi så pludselig i dette mærkelige og helt fantastiske set-up: Brisbane, Oslo, Phillidelphia, København og Aarhus nu via os forunderligt trukket sammen, kondenseret, i den lille lejlighed med et halvt liv som tidsinterval.
‘Skal vi ikke tage en runde?’, lød forslaget kl. 17.30. Vi havde allerede joket med, at ’siden sidst’ kunne blive et vældig fyldigt punkt på dagsordenen. Det gjorde vi så, tog en runde, og den varede til kl. 01.30 om natten! Og det forunderlige var, at forestillingen om dette set-up ikke på nogen måde kunne gribe eller have en forudanelse om effekten af det. I 8 timer var vores fælles opmærksomhed rettet mod hinandens fortællinger om livet, som det havde udfoldet sig gennem de sidste 30 år. De små afbræk af mad- og smøgpauser fungerede blot som en yderligere udfoldelse af fortællingerne og det netværk af associationer, som de blev ved med at kaste af sig. Vi forsvandt ind i fortællingernes snirkelkroge, som var vi en lille sammentømret elitetrop på ekspedition i fascinerende ukendte egne. Kl. halv to om natten kastede jeg håndklædet i ringen og cyklede til mit nattelogi. Det regnede, og jeg vidste ikke om jeg ville se nogen af dem igen. Men følelsen – en underlig lykke-agtig fornemmelse – overgik det meste.

Her på nogle ugers afstand tænker jeg på, hvad det egentlig var vi gjorde, og hvilken betydning det fik. Dagene derefter havde en næsten euforisk opløftet stemning over sig. Mødet var som et enkeltstående snit, der skærer tværs igennem det kronologisk fremadskridende livsforløb og sætter det i et helt andet perspektiv. Mine tanker gik til et lille digtfragment af Søren Ulrik Thomsen:   …../Lade en håndbevægelse gøre det ud for/et helt livs kærlighed,/og at elske et helt langt liv/som om man bare slog ud med hånden./…..

Tiden – og det liv der leves i tiden – blev til en papirvifte, der foldes sammen og foldes ud, og det var selve oplevelsen af at kunne gøre denne bevægelse, der var så euforisk. En svimlende perspektiv-elastik: Det samme liv i forskellige formater; foldet ind og kondenseret i enkle streger, foldet ud i alle sine detaljer. Og valget er til hver en tid ens eget. At stå med denne elastik i hænderne var ekstremt frihedsskabende.
Min pointe her – og det jeg tog med mig af stor værdi fra dette møde – er, at for hver gang der var én der fortalte, var der 4 der lyttede. Og spurgte ind. Og engagerede sig. Og blev berørte. Og fik nye perspektiver på deres liv. Det var i sandhed vidnernes aften. Oplevelsen af gensidig bevidning var mødets store gave til os hver især. Og den fik vi, fordi vi ikke havde noget ‘ærinde’ med hinanden udover at lytte og dele. Vi skulle hverken vurdere, rådgive eller løse noget i hinandens respektive liv; blot lytte og dele.

Gennem vidners tilstedeværelse blev en livsbekræftelse på 3 niveauer mulig:
1. Individet. Bekræftelse af ens egen historie og identitet: De, der så mig dengang, ser mig igen. De ser den vej, jeg har fulgt. De ‘går den’ en lille smule sammen med mig; trækker tråden igennem frem til dette nu, hvor vi sidder sammen her.
2. Gruppen. Genkendelighed, tilhørsforhold og bekræftelse af fælles identitet: Vi deler fælles viden om dem, vi var dengang, og at vi nu er dem, der sidder her sammen. Den fælles reference trækker tråde gennem livet, og et fælles spor træder frem i de forskellige fortællinger.
3. Det menneskelige fællesskab. Bekræftelse af det at være menneske: Livet er mangfoldigt, og de er derude alle disse liv, fyldt med drama, sorger og glæder. Det individuelle liv bliver et lille fnug blandt uendeligt mange andre liv. Og de er alle unikke og betydningsfulde.

*******

I Trauma Trails, mit tilbagevendende omdrejningspunkt her, berettes også om mennesker, der fortæller hinanden historier fra deres liv. Og lytter til hinandens. I We Al-li projektet kendte deltagerne ikke hinanden i forvejen; de blev bragt sammen gennem projektet og på baggrund af de livsproblematikker, de var fælles om.
Hvad de også var fælles om, var de kulturelle rødder i den oprindelige australske befolkning. Rødder som gennem generationer var blevet trådt under fode gennem kolonialisering. Efterhånden som deres fortællinger bredte sig ud, oplevede de en kraftig genkendelighed. De opdagede, at deres fælles baggrund – og dermed sociale og kulturelle vilkår – havde givet dem livsforløb, som var omend ikke helt parallelle så med utroligt mange fællestræk. Fra nedbrydende følelser af ensomhed, isolation og menneskelig fiasko bevægede fortællingerne efterhånden deltagerne til et andet sted. De opdagede deres indbyrdes fællesskab (gruppen), de så årsagerne til deres vanskeligheder i et nyt kulturelt og historisk perspektiv (det menneskelige fællesskab), og de fik herigennem fornyet håb og kraft til at overvinde vanskelighederne i deres individuelle liv (individet).

Vidner er livsvigtige. Lad os kigge os omkring i vores omgivelser og have blik for det. Vi kan være det for hinanden og berige livet gensidigt. Og vi kan gøre noget ved det, når vi ser at det mangler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *