Historier der samler 3. Effekter at være fælles om

Print Friendly

denrodetradborn02_000Historier handler det om her. Nærmere bestemt de historier om vores liv, som vi deler med hinanden. I dette indlæg skriver jeg om de virkninger, som oplevelser i livet kan have på os, og hvordan vi kan skabe forandring gennem den genklang vi oplever, når vi deler disse virkninger med hinanden.

De oplevelser vi har i livet, virker på os. Nogle gør os glade, udvider vores verden og får os til at hænge sammen med den; andre får os til at krympe og føle os mislykkede og mindre værd som mennesker.
Når vi deler vores historier, deler vi også disse virkninger. Gennem den andens historie, mærker vi lignende virkninger i lignende historier i vores eget liv. Vi lytter og indeni os begynder en resonans at klinge: Bestemte ord, udtryk, situationer minder os om noget, vi selv har oplevet, og vi ‘genbesøger’ dette vores eget landskab af erfaringer gennem den anden. Pludselig er vi ikke længere alene om vores oplevelse, men sammen om netop denne følelse/stemning, som oplevelsen har skabt i os. Vores individuelle oplevelse bliver almen. Et moment af samhørighed opstår, og dette moment kan have stor betydning for os, hvis vi får øje på det og bruger det aktivt.

Palle er ikke alene i verden
I mit barndomshjem havde vi en bog med historien om ‘Palle alene i verden’. Det var en forfærdelig historie. Jeg kan stadig huske tegningerne og mærke, hvordan alting trækker sig sammen indeni, når jeg tænker på den følelse, jeg fik sammen med Palle: Han vågner op og kalder, og der er ingen der svarer. Han opdager, at der ikke er nogen hjemme. Han får en umiddelbar følelse af frihed – han undrer sig, men tænker, at så kan han jo gøre hvad han vil! Han går ud i byen med sin følelse af frihed, og der er bare ingen mennesker nogen steder. Kun tomme gader. Der er tomt alle vegne. Han kan gøre hvad han vil, men det bliver mere og mere forfærdeligt for ham. Heldigvis viser det sig til sidst at være et mareridt, og da han vågner og kalder, kommer hans mor!
‘Palle alene i verden’ er en følelse vi kan få, når livet giver os modstand. Så kan vi føle os små, mislykkede, forkerte og kiksede på alle måder, og følelserne kan medvirke til at skabe en tyk membran mellem os og resten af verden: Et nul i et hul og helt alene! Og det er et sted, der er alt andet end rart at være.

For et stykke tid siden var jeg ude på en mindre arbejdsplads. Der var udfordringer med det psykiske arbejdsmiljø. De oplevede at samtalekulturen havde udviklet sig på en dårlig måde, og de ville gerne have hjælp/inspiration til at finde nye og mere positive afsæt til deres omgang med hinanden. I min forberedelse blev jeg optaget af deres intentioner med at række ud efter inspiration udefra, og af hvordan jeg bedst kunne hjælpe dem videre. De ønskede at skabe en forandring og finde nye måder at tænke og handle på. I den slags situationer kan man ofte forestille sig, hvordan en ekstern ‘pep-talk’ om alt det gode ved at tale pænt og venligt til hinanden kan være det, der skaber forandringen. At der så at sige kommer én og fortæller, hvordan man skal (eller bør) gøre, og så er det bare at gå i gang og gøre det! En slags anvisende rådgivning. Jeg valgte at gå en anden vej. Her er historien om den vej, jeg gik, og hvad jeg tror på, at den kan gøre.

Vi varmede op med en lille hverdags-scene. Lederen og jeg gik på scenen og spillede en typisk lille hverdags-situation. De øvrige medarbejdere var instruktører og lavede alternative replikker til os, som de syntes fik situationen til at fungere bedre for os.
Så var vi i gang. Væk fra hverdags-positionerne og med et kreativt blik lidt på distancen fik alle mulighed for at opleve det hele fra et nyt sted. Sanserne kom i gang, og vi fik nogle gode snakke om, hvad der betyder noget i hverdagen.
Så var det tid til at skifte gear og komme lidt tættere på. Jeg begyndte med at fortælle min egen historie. Jeg fortalte om en oplevelse, jeg havde haft, som havde fået mig til at føle mig rigtig uduelig og mislykket, og om hvordan den havde fået mig til at opføre mig rigtig dumt overfor en anden.
Nu var det tid til at dele historier. To og to fortalte de hinanden om oplevelser i livet med irettesættelse eller skæld ud og om den virkning, det havde haft på dem. Vi samlede alle disse virkninger på tavlen. Så fortalte jeg resten af min egen historie, som det var lykkedes at vende, så den udviklede sig til en positiv og bekræftende oplevelse for mig. Jeg delte den betydning det havde haft for mig, og den glæde det var for mig ift. den konkrete relation. Igen delte deltagerne historier med hinanden – nu om de virkninger, som oplevelser med positive og bekræftende situationer havde haft på dem. Også disse virkninger samlede vi på tavlen.
Rummet var efterhånden mættet af den slags intensitet, som opstår når mennesker deler betydningsfulde og engagerende oplevelser med hinanden. Bagefter læste vi alle de indsamlede virkninger op. Det var en stærk oplevelse, der fik det til at gibbe helt i os. Sammen mærkede vi helt ind i hjertekulen, hvordan helt almindelige hverdagslige oplevelser virker på os, og hvor stor betydning de har.
Stadig med fornemmelsen af denne oplevelse i kroppen, udviklede vi nu ’statements’ for et godt samarbejdsmiljø. Stemningen var engageret; alle var med i snakken og optagede af at bidrage til dette åbenlyst vigtige fælles anliggende. Det var løftet stemning og glade smil, jeg lidt senere forlod. Og jeg var selv blevet en del af den; jeg sang hele vejen hjem i bilen og følte mig beriget.

*******

Så hvad er det, det kan, dette med at være fælles om effekterne?
Hvis vi vil skabe forandringer i vores omgang med hinanden, har vi brug for at kunne mærke den betydning, som det vi gør med hinanden, har. Og vi har brug for at mærke et menneskeligt fællesskab, hvor vi er sammen om at opleve dette. Når vi deler historierne om de effekter, som oplevelser har på os, kommer vi tættere på hinanden og kan være sammen om bestræbelserne på at gøre os umage. Dette i stedet for at være adskilte og slås med udfordringerne hver for sig – som Palle alene i verden. Vi kan øve os sammen og opbygge et fælles sprog, hvor vi taler om hvornår det lykkes for os, og hvornår det bare er op ad bakke og svært. Og allervigtigst: Vi kan tale om det, der har betydning for os – som enkeltpersoner og som kollegialt fællesskab.

Det kræver, at vi tør træde lidt ind i det sårbare. At vi ikke kun opholder os på den kloge, kølige eller forsigtige distance, men går ved siden af hinanden, mens vi mærker, hvad der sker. Herfra kan vi nemlig skabe fælles holdninger til, hvordan vi vil have det sammen, fordi vi kan mærke hvad der er vigtigt.
Derfor må vi til en begyndelse skabe små øer af tryghed med hinanden.  ‘Safe places’ er begyndelsen til alle forandringer – der hvor vi tør bevæge os ift. hinanden i stedet for blot at stivne i en fast og gennemprøvet form. Dette var også startpunktet i Judy Adkinsons arbejde beskrevet i Trauma Trails, som er mit omdrejningspunkt i denne blog-serie. (læs mere om dette i første indlæg: 1. Recreating song lines)
I næste indlæg skriver jeg videre om de vigtige ’safe places’ 🙂

 

Comments
  1. Mogens | Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *