Historier der samler 4. Safe place

Print Friendly

safe_placeVi må fortælle historier til hinanden for at blive bekræftet som mennesker. Og for at dele det med nogen, når livet er svært. Ind imellem har vi også brug for hjælp til at finde veje ud af vores problemer. Men historier kan ikke blive fortalt hvor som helst. Omgivelserne, the setting, er helt afgørende for, om vi tør dele de mere sårbare fortællinger om os selv. Det er hvad betydningen af safe places handler om.

Vi kender det alle sammen. Vi har ikke lyst til at fortælle vores historier hvor som helst. Eller til hvem som helst. Når vi er sammen med andre, forsøger vi at afstemme os selv og finde den version af os selv frem, som vi synes passer til situationen. Tilpasningsevne kaldes det, og det er jo en rigtig god færdighed at have. Vi sorterer så at sige det, vi har nede i vores rygsæk, og så tager vi det op, som vi synes egner sig til situationen. Og som vi føler os trygge ved at tage op.
De mere sårbare historier ligger længst nede. Dem tager vi kun op, når vi føler os helt trygge ved, at dette eller de mennesker, vi her er sammen med, vil tage godt imod dét, vi har at fortælle. Og de mest sårbare historier kommer måske aldrig op. Eller de kommer først op efter mange års fortrolighed med et andet menneske. Fordi de er for skamfulde eller på anden vis udgør en trussel mod det selv, som vi gerne vil holde fast i.

De gule skilte

Først for nyligt blev jeg opmærksom på, at de i USA har et nationalt program kaldet SAFE PLACE. Programmet arbejder for at skabe sikre steder for unge overalt i landet, hvor de til enhver tid kan søge hen, føle sig trygge og få den hjælp, de har brug for. Virksomheder, institutioner mm. kan vælge at støtte programmet og blive til sådan et ’safe place’. Så hænger de det gule logo op udenfor, og enhver kan se, at her er der en ’sikker havn’ og hjælp at få. I Danmark findes den slags ikke, og det er vel en del af vores nationale selvforståelse, at vores land grundliggende er trygt, og at man som fx. udsat ung altid vil kunne finde sikkerhed og hjælp.

Men der er nu noget med disse gule ikoniske skilte, der kan noget! Eller hvorfor bliver jeg mon ramt af et ønske om, at vi da bare havde sådan nogle skilte hængende rundt omkring – i butiksvinduer, institutioner, på vores egne gadedøre? Så det var synligt for alle. Så det var til at få øje på for alle de unge mennesker, der farer vild i livets svære labyrint. Og for alle os andre, som også ind imellem kunne have brug for sådan et stort og tydeligt gult skilt, der fortalte os, at her er der sikkert og trygt. At her kan vi fortælle alle de sarte, forfærdelige, pinlige, selvudslettende eller faretruende vrede fortællinger, som kan tappe livsglæden ud af os, hvis de bliver liggende for længe nede i rygsækken. Fordi der her er nogen der lytter. Nogen der vil passe varsomt på dem, nogen der kan klare det, og som ikke dømmer os ude.

For hvordan går det egentlig for os her i DK anno næsten 2017 med at tilvejebringe ’safe places’ for unge mennesker på deres nye og usikre vej ind i voksenlivet? Hvordan går det for os på vores arbejdspladser med at skabe tilstrækkelig tryghed til, at man får talt om, hvordan man egentlig har det? Og hvordan går det for os i vores private sfærer med at have opmærksomhed på hinanden og stille os til rådighed som den andens ’safe place’, når livet driller og gør ondt?

Det er min erfaring, at vores forestillinger om det trygge samfund ofte står lidt i kontrast til den virkelighed, som vi omgiver os med. Vores samfund er præget af 2 kulturelle normer, der godt mixet udgør en trussel mod følelsen af ’safe place’: På den ene side hylder vi det frie og kompetente individ, som selv finder sin vej i livet. På den anden side hylder vi præstationer og den til enhver tid optimale fremdrift i livet. Det levner ikke meget plads til tvivl, usikkerhed og sårbarhed. Til gengæld er der rigtig god plads til følelsen af fiasko og nederlag, hvis man ikke lever op til og ‘mestrer’ livets mange udfordringer.
I USA lader de ikke som om, samfundet er trygt. De VED, at det ikke er det. Og sætter gule skilte ud. Som måske – set fra et dansk velfærdsstats-synspunkt – er en af de formildende omstændigheder ved deres Wild West tilgang til menneskelige fællesskaber. I DK er der umiddelbart masser af tryghed at hente i ens omgivelser; der er bare det men ved det, at du er en lille smule taber-agtig, hvis du benytter dig af det. Så de fleste forsøger at undgå det, selv når de har brug for det. Selv-teknologier, kaldte sociologen Michael Foucault disse selvdisciplinerings-teknikker, hvormed vi forsøger at skole og dressere os selv som de suveræne individer, samfundets kulturelle normer kalder på. Og hvorved vi internaliserer vores problemer og vælger – eller tvinger os selv til at vælge – at forstå dem som uønskede svagheder hos os selv. Så der skal i billedlig forstand et virkelig insisterende gult skilt op, før vi tør blotte os og hente de historier op, der ligger længst nede i rygsækken.

Et sikkert sted at stå

I bogen Trauma Trails. Recreating Song Lines – mit omdrejningspunkt i denne blogserie – beretter Judy Adkinson om projektet We Al-li, hvor traumatiserede mennesker fra den oprindelige australske befolkning arbejder sammen om at hele deres traumer og finde nyt håb og fodfæste i livet.
I dette arbejde bruger Judy Adkinson sin viden om betydningen af ’safe place’. Hun ved, at hvis disse mennesker skal kunne hjælpe sig selv og hinanden til forandringer i deres liv, må arbejdet tage sin begyndelse i opbygningen af et fællesskab og følelsen af tryghed i gruppen. Projektets første fase fokuserer derfor udelukkende på aktiviteter, der understøtter dette, før arbejdet med deltagernes traumatiske livsfortællinger begynder.

I sin konklusion opridser hun den metodiske rækkefølge, som skaber forudsætningerne for deltagernes heling:

  1. At etablere en sikker omgivelse, som gør mennesker i stand til at forandre deres liv (safe place)
  2. At finde og undersøge de historier, der gør os til dem vi er
  3. At invitere de følelser, der lever i vores historier, ind
  4. At skabe individuel og kollektiv mening i hidtil meningsløse historier
  5. At forstå de cykliske stadier i traumatiske erindringer
  6. At forberede sig på forandringer, der vil ændre ens liv radikalt                            (s. 255, min oversættelse)

Min pointe er, at Judy Adkinsons arbejde trækker på en viden om mennesker, som er almen. Den bruges her i en terapeutisk sammenhæng, hvor den understøtter bestræbelserne på at skabe heling for mennesker, hvis historie har fragmenteret og nedbrudt deres fornemmelse af sig selv. Og det kan undre at denne opmærksomhed på betydningen af fællesskabet som værn mod marginalisering og ensomhed ikke er mere udbredt i terapeutisk arbejde generelt.

Det er en viden om mennesker, som vi kan bruge i vores almindelige omgang med hinanden. I familierne, på arbejdspladsen, i vores venskaber. Og måske kan vi få det til at række helt ud til den fremmede på gaden. Vores evne til at skabe en beskyttende omgivelse og stille os fordomsfrit til rådighed for hinanden er essentiel. Det samme er vores villighed til at skabe hjertelige fællesskaber med plads til sårbarhed og alt det andet skæve. Og hvor netop det måske endda hilses synligt velkommen, så vi kan hjælpe hinanden ud af de ensomme selvdisciplinerings-fælder.
Vi må op med de gule skilte, så det kan ses. Jeg tror jeg vil overveje et badge 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *