Historier der samler 5. At lytte til verden

Print Friendly

download

Hvad vil det egentlig sige at lytte? Hvor lytter vi fra? Hvad lytter vi med? Og hvad lytter vi efter?
Jeg åbner det nye år med ørene foldet helt ud: Med inspiration fra historierne i bogen ‘Trauma Trails. Recreating Song Lines’ har jeg fra forskellige indfaldsvinkler skrevet om den betydning, det har for os at dele historier med hinanden. Jeg slutter serien af med at vende opmærksomheden mod selve den handling, som muliggør det hele: At vi lytter.
Betydningen af AT der er nogen der lytter, har jeg skrevet om i seriens 2. indlæg Livsvidner. Nu flytter jeg fokus fra vidnet, den lyttende, til selve den handling vi gør, når vi lytter. Hvad betyder fx ‘deep listening’ (dadirri); en forståelse af det at lytte, som lever blandt det oprindelige australske folk? Og hvordan kan vi forstå det i en dansk kontekst anno 2017?

Indenfor kommunikation, ledelse, terapi og andre former for samtalepraksis bruges der forskellige begreber omkring det at lytte, som udtrykker forskellige intentioner med selv lyttehandlingen: Vi taler fx om aktiv lytning, dobbelt lytning, skabende lytning….
Aktiv lytning er et meget udbredt begreb. Som udgangspunkt er det et begreb der placerer sig som en modsætning til passiv: Man er aktiv, man arbejder med. Man viser overfor den talende, at man interesserer sig for det, der fortælles, og dette med opmærksomhed på forskellen mellem egne forestillinger og hvad der faktisk fortælles. Ordvalget aktiv indikerer desuden en form for med-producerende position. Lytningen skal bruges til noget; den lyttende stiller sig til rådighed for at med-producere ind i den talendes fortælling. Det kan være i form af en rådgivende, problemløsende indsats eller af en mere bekræftende eller anerkendende indsats. Fælles for disse er det udgangspunkt, at det fortalte ‘rammer’ nogen, som sender noget tilbage. Respons er en indbygget forudsætning, og det er den lyttendes opgave at så at sige positionere sin lytten for at kunne spille aktivt ind i det fortalte på en eller anden måde.
Dobbelt lytning er et andet og på en vis måde afledt udtryk, som bruges indenfor narrativ praksis. Denne lytning er også i udgangspunktet aktiv, men samtidigt optaget af flere spor i det fortalte. Ordvalget dobbelt indikerer en lyttehandling, som er i modsætning til enkelt eller éntydigt. Udgangspunktet er, at der altid er mere at fortælle, og der lyttes efter alle disse andre og alternative historier, som gemmer sig indeni og rundt om det fortalte, og som også kan fortælles. Den lyttende har altså en dobbelt opmærksomhed: Dels på den dominerende historie – den som den talende vælger at fortælle – og dels på de alternative historier, som også er tilstede, men som ikke foldes ud. Det er den lyttendes opgave at hjælpe den fortællende med at få øje på mere.
Skabende lytning er som udtryk kommet på banen inspireret af Otto Sharmers Teori U. I bogen Bæredygtig ledelse fra 2010 beskriver Steen Hildebrandt og Michael Stubberup skabende lytning som det at ‘lytte til alt det, der er ved at ankomme fra fremtiden’. Denne tilgang forudsætter, at man som lytter bringer sig i en position, der som de skriver: ‘… jeg med mit hjerte og min vilje forbinder mig med det højeste fremtidige potentiale, som jeg kan forestille mig; det vil sige arbejde med meningen med livet og give det opmærksomhed og energi’.(s. 80) Skabende lytning er altså også en produktiv lytning; en fremtidsskabende handling ud fra en forestilling om, at ‘det højeste fremtidige potentiale’ gennem tilstrækkelig opmærksomhed kan gribes i sin vorden.

Dadirri – a shared dialogue

The stories and songs sink quietly into our minds and we hold them deep inside.
In the ceremonies we celebrate the awareness of our lives as sacred.
(Trauma Trails, s. 21)

Dadirri eller ‘deep listening’, som det benævnes i engelsk oversættelse, er en praksis i den oprindelige australske befolknings kultur. Judy Adkinson beskriver dadirri som ‘a deep contemplative proces of listening to one another in a reciprocal relationship’. Hun kalder dadirri for ‘the aboriginal gift’; en særlig gave hos dette folk til kontemplativ lytten og stille opmærksomhed. Dadirri beskriver en handling, hvor lytteren hengiver sig til at lytte med hele sin væren; en væren som i aboriginal forståelse er helt forbundet med den omgivende natur. Og netop denne forbundethed med verden er essentiel til en forståelse af fænomenet dadirri. Det er en indre dialog med alt i den levende verden, og den er mulig fordi der i aboriginal livspraksis ikke opleves nogen adskillelse mellem det enkelte menneske og verden. Alt levende er en del af en sammenhængende helhed.
Udtrykket ‘deep listening’ indikerer en modsætning til lavt eller overflade; det indikerer at der er noget at lytte efter, som ikke lader sig høre eller afkode ved en hurtig eller overfladisk læggen øre til. Verden taler og det kræver noget at kunne høre den. Den kontemplative lytten, som dadirri er, er bl.a. karakteriseret ved at være ikke-produktiv i sit udgangspunkt og som sådan hverken aktiv, dobbelt eller skabende. Den vil ikke noget bestemt, den er bare. Den registrerer, tager verden ind og lader den bundfælde sig i en stille opmærksomhed. Og den er, som Judy Adkinson fortæller, ‘a way of life’ og ikke en undersøgelsesmetode eller tilgang i traditionel vestlig forstand. Og denne livspraksis har fungeret som mediator – i relationer mellem mennesker, i indretningen af samfund og i samspillet med naturen – gennem tusinder af år: This was the normal way for us to learn – not by asking questions. We learnt by watching and listening, waiting and then acting.

At hænge sammen med verden

De oprindelige folk i Australien kunne – før de blev forstyrret (læs: koloniseret) af den vestlige verden – høre en stammefælles indre tale på mange kilometers afstand. Telepati kaldes det og opfattedes af dem som en helt selvfølgelig kommunikationsform. Deres sanser kunne fortælle dem om det uvejr, der var på vej, om dagens gunstigste rute i landskabet, og om det dyr som dagen efter ville tilbyde sig som føde for dem. Den slags er ikke rigtig tilgængelig for os mere. På samme måde som de oprindelige folk i Amerika og Arktis har disse folks liv i tæt forbundethed med den omgivende natur givet dem kommunikative evner, som synes at være gået tabt i moderne civilisation, og som kun kan iagttages som uddøende færdigheder hos disse oprindelige folk.

Vi er anderledes afkoblet den fysiske verden nu. Vi har på godt og ondt gjort os mere uafhængige af den og må vel leve med denne afstands konsekvenser? Eller kan vi stadig mærke/generobre en forbundethed, hvor vi kan opleve at høre sammen med verden og mærke dens signaler?

Dadirri er et eksempel på en livspraksis, som er markant anderledes i sine intentioner, end den vi kender i moderne vestlig civilisation. Eksemplificeret her ift det at lytte synes vores handlinger at være spændt for en hensigt, et fremadrettet formål. Selv den holistisk inspirerede ’skabende lytning’, hvis bestræbelse er at genskabe forbundethed med verden, har sin rettethed mod et ‘udbytte’: Det højeste fremtidige potentiale. En slags instrumentel holisme er det nærmest, hvor forbundethed ikke er noget i sig selv værende, men en praksis, hvis formål det er at skaffe os adgang til et ‘fremtidigt potentiale’. Fremdriften er den vestlige civilisations tveæggede sværd – den bringer os fremad og lader os tabe en hel del på vejen!
Du har sikkert som jeg oplevet, hvordan en række paratheder næsten automatisk går i gang hos os, når vi lytter til andres historier. Vi bereder os på at forholde os på en eller anden måde. Supplere ind, stille opklarende spørgsmål, producere en holdning og være klar til at give gode råd og sparring til den fortællende. Faktisk kan det være rigtig svært for os bare at lytte! At slippe fortøjningerne, lade os rive med, blive en del af historien og føle os beriget og inspireret deraf.

Dadirri viser her en alternativ rute, som måske ikke behøver at være ‘tabt land’ for os. Men det kræver af os, at vi kan aflægge lidt af vores tillærte og kultur-indbyggede fornemmelse for fremdrift og formålstjentlighed. Eller i det mindste sætte den fornemmelse lidt i parantes eller på stand-by ind imellem, så vi kan give vores opmærksomhed til blot at være lidt sammen med det, vi lytter til. Tage det ind og lade det klinge i os – uden nødvendigvis at skulle stille noget op med det.
En inspiration fandt jeg i Gordon Hempton, som kalder sig en ‘akustisk økolog’. Han har de sidste 30 år viet sit liv til lyden af verden, og han kan passende hædres som forbillede her – og et slags vidnesbyrd på, at moderne mennesker sagtens kan bestræbe sig på at lytte rigtig godt efter og fange verdens lyd, simpelthen for at forstå mere. Om sit virke fortæller han: Mit arbejde har været at lytte til verden, optage den og forstå stedernes sprog. Jeg har lavet et arkiv over ’stille steder’, som jeg kalder dem, for de er ved at forsvinde.

Så lad os være stille lidt. Bare engang imellem. Glemme handleplaner, udbytte og faglige præstationer og bare lægge øret til verden og lytte. Den er der helt sikkert stadigvæk, hvis vi lytter godt efter 🙂

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *